Som svar på det aktuelle jobopslag (https://www.kunstakademiet.dk/da/kontakt/ledige-stillinger) tillader jeg mig her at dele en kærlighedserklæring til, hvad Billedkunstskolerne på Det Kongelige Danske Kunstakademi er, og hvad de kunne blive.
Kære Kunstakademi,
Dette er ikke en ansøgning, men en kærlighedserklæring. Jeg er for gammel, slidt, kontrær og for længe væk fra undervisningsgerningen nu til at komme i betragtning – og måske netop derfor kan jeg drømme relativt frit om, hvad du kunne blive, samtidig med at jeg anerkender de institutionelle realiteter, du opererer inden for.
Jeg drømmer om et akademi, der tør genbesøge og genaktualisere den rige arv af både vellykkede og mindre vellykkede eksperimenter – fra den fransk inspirerede mesterlæres intime samskabelse til Black Mountains radikale ophævelse af grænserne mellem kunst og liv; fra Michael Ashers kritiske klasser, hvor institutionen selv blev materiale, til de seneste års optagethed af dekolonial teori og tænkning i det antropocæne.
Jeg tror måske det er på tide at stille spørgsmålstegn ved forestillingen om kunsthistorien som en lineær progression. Måske er det tid til at betragte den som et rigt reservoir af samtidige muligheder frem for en udviklingslinje, hvor nye ideer nødvendigvis erstatter ældre.
For Skolen for konceptuelle og kontekstuelle praksisser ser jeg et særligt potentiale i at genaktivere dens historiske opgave: at skabe konfrontation med arbejdsopgaver ude i samfundet. Ikke blot i form af udsmykningsopgaver eller institutionelle kunstprojekter, men som reelle eksperimenter med kunstens rolle i samfundsmæssige transformationer – lokalt og globalt.
Jeg anerkender, at akademiet arbejder inden for institutionelle rammer, og at de studerende skal forberedes på at kunne navigere både inden for og uden for dem. Den kommende professor bør derfor have erfaring med begge verdener – ikke kun den etablerede kunstverden, men også med selvorganiserede initiativer, kollektive praksisser og alternative økonomier.
De studerende fortjener en uddannelse, der både ruster dem til at indgå i større institutioner og giver dem mulighed for at bevare deres kunstneriske integritet gennem bæredygtige praksisser uden behov for institutionel validering.
Det kunne for eksempel udmøntes i semestre struktureret omkring samarbejder med både institutioner og græsrodsinitiativer, kurser i alternative økonomiske modeller for kunstnerisk praksis og praktisk træning i både institutionsforståelse og selvorganisering.
I en tid, hvor kunst primært eksisterer digitalt og kunstproduktion uundgåeligt involverer digitale værktøjer – fra ansøgningers Word-skabeloner til sociale mediers algoritmer – er det paradoksalt, at digital kunst ofte reduceres til passiv anvendelse af kommerciel software. I stedet for denne begrænsende tilgang drømmer jeg om en teknologisk kunstpraksis inspireret af den legende hackers nysgerrige og kritiske mindset, hvor teknologi ikke blot accepteres som færdige produkter, men udforskes som råmaterialer. En praksis hvor digitale værktøjer kan skilles ad, ombygges og sammensættes på uventede måder, der udfordrer de kommercielle rammer og åbner for nye kunstneriske muligheder og erkendelser.
Jeg forestiller mig studieforløb, hvor de studerende lærer af open source-bevægelsens principper: åbenhed, kollektiv udvikling og frit delte ressourcer. Hvor de udvikler alternative teknologiske infrastrukturer, der bygger på andre værdier end Big Techs effektivitet, skalerbarhed og profit.
Det handler ikke om at afvise det digitale, men om at insistere på, at kunstnere skal forstå teknologiens fundament, fordi det er så stor en del af vores samtid og kunne transformere den. At se fejl, glitches og hacks som produktive åbninger til nye kunstneriske muligheder – at give de studerende lov til at fejle og skabe værker, der både afslører og udfordrer de kommercielle platformes skjulte logikker og magtstrukturer. Og måske at træde velinformeret og kritisk væk fra de standardværktøjer, som meget kunst i dag produceres ved hjælp af.
Jeg drømmer fortsat om et akademi, der forbinder det lokale og det globale – hinsides de etablerede kunstneriske centre. Det handler ikke blot om at inkludere flere “eksotiske” stemmer i curriculum, men om at gentænke vidensproduktion og udvekslingsformer fra bunden.
Det kunne betyde langvarige samarbejder med kunstnere og institutioner i det globale syd, systematisk revision af curriculum med fokus på mangfoldige kulturelle perspektiver og udvekslinger med oversete kunstmiljøer i Danmark – fra Lolland til Nordjylland – ikke som eksotiske afstikkere, men som ligeværdige samarbejder.
Jeg anerkender, at professorstillingen indebærer administrative opgaver. Men snarere end at betragte dette som et nødvendigt onde, kunne administration blive et eksperimentfelt for alternative organisationsformer: roterende ansvarsområder mellem professor og studerende, transparente budgetprocesser og kollektive beslutningsformer, der uddanner de studerende i både institutionel forhandling og demokratisk deltagelse.
Med så få professorer som der i dag er på billedkunstskolerne, har vi brug for elevdemokratiet som en legitim modvægt – ikke som et abstrakt ideal, men som konkret praksis. Den kommende professor bør ikke frygte dette, men omfavne det som en mulighed for dybere læring og institutionel fornyelse.
Det kunne tage form af formelle strukturer med reel medindflydelse på curriculum, åbne evalueringsprocesser og kollektive forskningsprojekter, hvor hierarkiet midlertidigt ophæves.
Jeg anerkender værdien af kunstnerisk excellence, som opslaget fremhæver, men insisterer samtidig på behovet for at udvide forståelsen af, hvad excellence kan være. Jeg håber, at den kommende professor excellerer – ikke nødvendigvis målt på CV-linjer og institutionel anerkendelse, men på kunstnerisk integritet, eksperimentel dristighed og evnen til at skabe meningsfulde forbindelser på tværs af faglige og sociale grænser.
Dette er drømme, der både anerkender institutionelle realiteter og insisterer på muligheden for transformation indefra. Jeg drømmer om en professor, der kan navigere mellem idealisme og pragmatisme, mellem institutionel legitimitet og systemisk fornyelse.
Den professor, vi har brug for, er hverken en naiv utopist eller en kynisk systemspiller, men én, der forstår institutionens begrænsninger og muligheder – og kan arbejde strategisk med begge. En person, der kan støtte de studerende i at udvikle praksisser, der både fungerer inden for og udfordrer de eksisterende strukturer.
I en tid, hvor kunstinstitutioner og uddannelser udfordres af markedskræfter, politisk pres og kulturelle omvæltninger, har vi brug for professorer, der kan forberede de studerende på de realiteter, der er – og de transformationer, der endnu ikke er formuleret.
Med håb om et Kunstakademi, der tør tænke både pragmatisk og visionært – både inden for og uden for de institutionelle rammer,
Kh
En tidligere underviser, der fortsat drømmer.
PS: Denne tekst er skrevet i håbet om at inspirere valget af en professor, der forstår, at den mest effektive institutionskritik ofte kommer indefra – fra dem, der kender systemets sprækker og muligheder, og som har den nødvendige legitimitet til at skabe forandring, samtidig med at de bevarer forbindelsen til praksisser og perspektiver i periferien.
