Når vi diskuterer teknologi, diskuterer vi som regel også alt muligt andet. Vi diskuterer fordelingspolitik, børneopdragelse, den fælles infrastruktur, ideologi, økonomi og meget andet, men kalder det teknologi.
Denne sammenblanding er ikke tilfældig. Meget af den fælles diskussion domineres af Big Techs fortællinger om teknologiske “fremskridt”, der bliver til på baggrund af forestillinger om, hvordan de forventes at opføre sig. Teknologien findes først som en god historie med en passende metafor, der danner grobund for tilblivelsen af noget, der endnu ikke findes. Politikere, investorer og kunder møder først metaforer, der beskriver, hvad vi endnu ikke kan formulere eller forstå - sproget gør forestillede koncepter og fiktioner til legitime mål og får dem til at fremtræde som reelle og måske uomgængelige muligheder for fremtiden.
Konsekvensen er indsnævring af vores horisont. Der er en uendelig række af mulige fremtider, som kunne blive til, men forventningen om en fremtid med robotstøvsugere, kryptovaluta eller selvkørende biler dækker for mange af dem. Ofte ender vi med at diskutere ud fra de præmisser, tech-industrien udstikker, frem for andre. Vi investerer vores drømme i metaforer og drømmebilleder skabt ud fra præmisser, vi måske tror er vores egne. Silicon Valleys kollektive drømme overdøver alt for tit alle de mange andre fremtider, vi kunne drømme frem sammen.
Disse drømme giver sig ud for realisme, men er lige så meget drømme og sproglige billeder som vores private fantasier. Tilsyneladende fornuftige horisonter, vi kan sætte vores lid til, så vi slipper for selv at gøre det hårde arbejde med at gøre fremtiden bedre. Det er bekvemt at overlade det til nogle andre, der virker, som om de ved, hvad fremtiden vil bringe, selvom de ved det lige så lidt, som vi gør.
Når vi endelig mobiliserer modstand, tager den ofte en uproduktiv form. Hvis den instinktive modstand mod at få andres drømme stoppet ned i halsen rejser sig, så bliver det til en defensiv nostalgisk drøm om at kunne sætte verdens ustabilitet ud af spil et øjeblik og fryse forandringer fast. Det er klart, vores historier om fortiden er også en drøm og en måde at forstå og diskutere, hvilken verden vi vil have. Men den er formet af ganske andre kræfter end den teknologiske drøm, jeg beskæftiger mig med her, og som jeg må skrive om en anden gang.
Vi står derfor i et vakuum mellem to utilfredsstillende positioner. Teknologi behøver ikke være en selvkørende bil eller endnu en måde at gøre os selv til en vare - det kunne være noget så simpelt som en bedre hammer (og det er sikkert vanskeligere, end man skulle tro) eller en bæredygtig digital græsrodsinfrastruktur. Men det bliver det i hvert fald ikke, hvis vi ikke engang tør drømme om alternativer. Hvis vi overlader retten til at drømme om bedre fremtider, teknologi og fremtid til de kedelige dogmatiske drømme, der findes i tech-industrien - hvis vi holder os til de fantasiløse metaforer og enslydende fremtidsvisioner, vi fodres med.
Så hvordan ser alternativet ud? Hvad hvis vi erstattede tech-industriens besættelse af tempo, effektivitet og optimering med nogle helt andre værdier? Teknologier der forsætligt sænker tempoet, skaber fordybelse eller bare har til formål at være smukke. Forestil dig en teknologi, der ikke blot føjer sig til den allerede ustoppelige strøm af nyt, men som i stedet fryser tiden, giver stilhed og gør plads til eftertanke. Teknologier, der ikke kræver vores opmærksomhed, men giver os den tilbage. Hvorfor genfinder vi ikke retten til at fantasere om andre teknologiske fremtider, som ikke har vækst og acceleration som sine guder?
Dette er ikke blot drømme. De findes i de sprækker og hjørner, som Silicon Valleys søgelys ikke rammer. De findes i hænderne på mennesker, der udvikler permakulturredskaber og åbne lægemidler, i små kollektiver, der bygger deres egen off-grid energiforsyning og i frie software-bevægelser, der insisterer på, at vi ikke behøver at opgive vores rettigheder for at kunne bruge digitale redskaber. Der findes drømme i de lokale kredsløb af reparationscaféer og folkeskolelærere, der selv koder læringsspil i stedet for at købe dem fra Microsoft eller Gyldendal. Der findes allerede en rodebutik af alternative teknologier, som ikke er nye eller smarte, men som er gode nok, og hvis iboende logik er bundet op på værdierne samarbejde, bæredygtighed og reparerbarhed i stedet for kapitalakkumulation. Lad os rette blikket derhen i stedet for den ørken af enshed, vi normalt tænker på, når vi siger teknologi.
En central del af denne fornyede opmærksomhed begynder med sproget selv. De dominerende fremtidsfortællinger tales også frem igennem de udtryk, vi bruger om dem. Vi kunne prøve at udskifte tech-industriens yndlingsmetaforer. Væk med skyen, med AI, med disruptive innovation, løsninger og smartness. Ind med skovbundstænkning, kollektive netværk, kompostvenlig produktion, muldvarpearbejde og håndværk. Vores brug af døde metaforer er med til at fryse vores fremtider fast, og nye metaforer er med til at gøre fremtidsforestillinger mere levende.
For at forstå fremtiden må vi forstå drømmenes oprindelse. Hvor stammer vores drømme om teknologien i øvrigt fra? Vi henter dem fra film og spil, fra tech-pressens evindelige lovprisning af den næste store ting, fra reklamer i vores feed og fra de historier, vores omgivelser fortæller. Vi henter dem fra science fiction-universer, hvor fremtiden alt for ofte er enten utopi eller dystopi. Men fremtiden er hverken utopisk eller dystopisk. Den er rodet og ambivalent. Den bliver til gennem tusinde små dagligdags valg, gennem små forhandlinger om, hvad der skal bevares, hvad der skal forandres og hvordan.
Men vi er ikke alene, og kollektiv drømmekraft er måske den ressource, vi har mest brug for lige nu. Vi kunne starte med sammen at stille andre spørgsmål til vores teknologi. Ikke om den er effektiv, profitabel eller smart. Men om den er smuk eller nydelsesfuld. Om den giver os magt eller tager den. Om den kan repareres, forstås og ejes i fællesskab. Om den åbner vores forestillingsevne eller lukker den.
Der ligger derfor et arbejde i at skabe åbne døre for de mange andre metaforer og forestillinger om fremtiden, både dem, der allerede eksisterer, og dem, der endnu ikke er blevet tænkt eller formuleret. Det er måske ikke det mest heroiske arbejde eller den mest direkte måde at skabe forandring på. Men jeg tror, at det kan være med til at gøre en forskel at fantasere højt og urealistisk sammen med andre - for at skabe nye fremtidsorienteringer og forsøge at skabe billeder af dem, der er så overbevisende, at de måske bliver til “virkelighed”. For i sidste ende er fremtidens teknologier formet af de fremtider, vi kan forestille os - og forestillingskraften er noget, vi har til fælles.
