Enhver, der følger mit skriftlige arbejde via min blog eller SoMe, vil møde en praksis, der udfolder sig i flere spor, fra det teoretiske og analyserende til det personlige og noterende. Fællesnævneren er, at jeg forstår skrift som et sted for afprøvning snarere end for konsistens. Især i den kunstneriske del af mit arbejde, som er kernen og tydeligst fortsætter min baggrund som billedkunstner, indgår teksten som et særligt element. Her er dens formål at forsinke blikket, supplere et billede og skabe en troværdighed, der forhåbentlig gør det muligt at forestille sig noget, der ikke findes. Ved bevidst at låne og imitere sprog fra opslagsværker, nyhedsartikler eller institutionelle rapporter kan jeg iscenesætte en idé og lade den tale med en lånt autoritet. Denne kunstneriske strategi gør det muligt at formidle komplekse pointer indirekte, hvor ideen selv træder frem som et værk.
De mere forklarende og argumenterende meta-tekster, som den du læser nu, kommer ofte i anden række. De opstår som et behov for at bygge bro, når den mere kunstneriske tilgang hviler på nogle præmisser, ikke alle er med på. Disse tekster fungerer som forsøg på at forklare de bagvedliggende overvejelser. Andre teksttyper tjener mere afgrænsede formål: nogle er løse tanker, der blot skal fastholdes; andre er afprøvninger af positioner, jeg måske endda er uenig i; og nogle er øvelser i mere akademiske former som forberedelse til en kommende ph.d.-afhandling. Det er sjældent klart på forhånd, hvilket spor en tekst vil følge. Formen opstår ofte undervejs. Denne åbenhed er bevidst, for den skaber plads til mellemformater og nye strategier, som kan udspringe af tilfældigheder, fejl eller slåfejl.
Denne åbenhed er forankret i et ønske om at skrive til nuet og fra det sted, jeg befinder mig. For mig er skriveprocessen derfor uadskillelig fra en konstant læseproces. Her finder jeg genklang i forfatteren Jonathan Lethem, der i sit essay The Ecstasy of Influence beskriver, hvordan al kreativitet bygger på lån. For mig er denne tanke vigtig, fordi den legitimerer variation og afhængighed af andre stemmer frem for forestillingen om en helt original stemme. Jeg oplever ofte, at mine ideer fremstår som lånte og banale. Men i mødet med andres tekster bliver kontrasten tydelig: min egen måde at filtrere og sammensætte på viser sig at være særpræget. Gennem denne proces bliver mit arbejde et svar og et indlæg i et større fællesskab af alt det, der skrives og glemmes, og ikke en endegyldig sandhed.
Lige nu ligger min største udfordring i at navigere mellem tre kontekster: den kunstneriske praksis, den offentlige formidling og de akademiske krav. Denne balancegang er ikke enkel. Dels fordi jeg har et akavet forhold til visse dele af skriveprocessen, men også fordi mine egne forestillinger om, hvad akademia er, kan begrænse følelsen af frihed.
En frugtbar måde at arbejde med disse spændinger på er gennem offentlige forsøg i forskellige formater. Den semi-offentlige platform skaber et produktivt pres: bevidstheden om et potentielt publikum skærper tanken, uanset om det er i arbejdet med en kunstnerisk eller en analyserende tekst. Det er en direkte forlængelse af min erfaring som billedkunstner, hvor et værks fulde betydning først realiseres i mødet med beskueren.
Mange forfattere taler om nødvendigheden af at “finde sin egen stemme”. Min tilgang går bevidst i en anden retning. Selvom sproglige vaner uundgåeligt skaber en form for genkendelighed, som for læseren kan opleves som en stemme, arbejder jeg ikke aktivt på at dyrke eller konsolidere den. Mit mål er ikke at opbygge et entydigt forfatterskab, men at bevare den kunstneriske og intellektuelle frihed til at tænke, tvivle og skabe på forskellige måder. Mit skrivearbejde er et rodet værksted, ikke et “nice” galleri for en færdig identitet. De mere afklarede tanker og værker kan altid senere samles i en bog, en artikel, udstilling eller en afhandling. Dag til dag prioriterer jeg processen og den frihed, der ligger i ikke at skulle være den samme stemme hver gang. #tingjegspørgermigselvom #stuffiwonderabout
