Hver udstilling jeg deltager i, er et midlertidigt fællesskab – i bedste fald et kort, men intenst kollegaskab på tværs af discipliner og hierarkier. Udstillinger bliver til i fællesskab, men under mit navn, fordi kunstverdenens økonomiske og sociale strukturer nu engang kræver et kunstnerisk subjekt som afsender.

Det er klart, at jeg er den, der “er den”, når det er mit navn, der står på plakaten. Jeg har rollen som den, der samler folk, formulerer en retning, udstikker rammer. Ikke som autoritet, men som den, der sætter det hele i gang. Lidt som den, der i en fangeleg skal finde de andre først – og måske også den, der bliver fanget til sidst.

Men det er i høj grad også mine kollegers blik, erfaringer og forslag, der former det endelige udtryk. Når man som jeg forsøger at begrænse sin egen smag, gerne vil bryde med vaner og undgå at gentage sig selv, gælder det om at lytte. Lytte til dem, der ser noget, jeg ikke selv har overvejet. Lytte til det, der opstår mellem os, og som hverken var mit eller deres til at begynde med.

Det kollegiale opstår ikke kun i samtalen med andre kunstnere, men også i arbejdet med kuratorer, teknikere, kommunikationsfolk, direktører og håndværkere. Alle, der bidrager med blik, timing og greb, som gør forskellen mellem noget der hænger – og noget der hænger sammen. At betragte dem som ligestillede kolleger er ikke bare en gestus, men en praksis, der gør det muligt at tage både samarbejde og ansvar alvorligt.

Mine idéer har sjældent været mine til at begynde med. De er sammensatte – et remix af andres formuleringer, erfaringer og antagelser, jeg er stødt på, misforstået og bygget videre på. De opstår i samtaler, sammenhænge og sammenstød, og hænger fast, fordi de rummer noget, jeg ikke helt kan slippe.

I en tid, hvor vi hele tiden opfordres til at brande os selv, adskille os fra andre og optimere vores individuelle gennemslagskraft, er det en faglig og politisk øvelse at insistere på at se sig selv som del af noget fælles. Ikke fordi det er nemt eller konfliktfrit, men fordi det åbner for andre måder at være til stede på – og måske en gang imellem skabe noget, der rækker ud over, hvad nogen kunne have gjort alene.

Det er en uren position. Og et urealistisk ideal. Men hvis ikke kunstnere insisterer på netop det – på at rode i samtidens nydelige forestillinger om individet som altoverskyggende kraft – hvem skal så? At holde fast i det fælles, det modsætningsfyldte og det ufærdige virker på mange måder ikke tidssvarende. Men det kan være nødvendigt. Kunstinstitutioner kan være steder, hvor den slags eksperimenter og urealistiske forsøg får plads. Også når det heroiske, individuelle kunstnersubjekt igen er på mode.

Fællesskab – eller bare idéen om det – er ikke løsningen på alt. Men det kan være en modstilling til en kultur, hvor konkurrence og isolation er blevet normaltilstanden. At insistere på fællesskab som en arbejdsform, som en måde at tænke og være i verden på, er ikke blot en personlig præference, men en politisk handling. Ikke som løsning, men som modstand. Ikke som nostalgi, men som mulighed.