4 Da jeg var fast ansat som underviser, elskede jeg mine elever. Jeg følte det som et tab at være adskilt fra dem af min lærertitel. Jeg var utilpas med den magt, der fulgte med at være professor. Jeg brød mig ikke om distancen.
Så vi gik ofte på bar sammen, lige som jeg selv havde gjort på kunstskole både i London og København. Jeg husker mange gode spørgsmål, der kun kunne komme der. De fortrolige samtaler om, hvordan man faktisk overlever som kunstner. Det var et uformelt rum uden for skolen – præcis som dem, jeg selv havde nydt godt af, da jeg gik på kunstakademiet. Det føltes som et frirum.
Men så lagde jeg mærke til mønsteret. Det var altid de samme elever, der tog med på bar. Det var altid de samme, der fik den privilegerede tid. Det var altid de samme, der fik adgang til min viden uden for skemaet.
Og jeg opdagede, hvem der ikke var der. Dem, der ikke kom med på grund af religion. Dem, der ikke kom med på grund af sociale vilkår. Dem, der skulle hjem til børn. Eller dem, der bare ikke havde lyst.
I min naivitet troede jeg, at jeg kunne efterlade min rolle og magt ved at forlade klasselokalet. Men i virkeligheden havde jeg bare flyttet den ind i et rum, hvor kun nogle få havde adgangsbillet.
For magten cirkulerer også gennem dem, der føler sig komfortable sammen.
Mit mislykkede forsøg på at undgå hierarkiet var i virkeligheden det modsatte. Det var en måde, hvorpå hierarkierne kunne reproducere sig selv på nye måder. Min ønske om at komme tættere på eleverne og mit ubehag ved magten modarbejdede ikke de eksisterende hierarkier.
Jeg skabte en åbning for nogle få og gjorde det dermed sværere for andre. Jeg reproducerede det system jeg selv havde nydt godt af. Magten jeg var så ukomfortabel ved var der alligevel og flød hen, uanset om jeg ville det eller ej.
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
