De fleste billedkunstneriske ph.d.-forløb i Danmark er finansieret af Novo Nordisk Fonden og er placeret på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Min vej er dog anderledes. Min ph.d. er en del af forskningsprojektet Human-AI Collaboration: Imaginaries, Interventions, Interfaces (HAIC-III), hvor jeg samarbejder med Søren Bro Pold (PI), Kristin Veel (Co-PI) og Malthe Stavning Erslev (deltager).
Projektet undersøger generativ AI (f.eks. ChatGPT, Bard, Midjourney) ud fra et kunstnerisk og humanistisk perspektiv. Hvordan kan kunstneriske og designbaserede tilgange adressere problematiske aspekter af generativ AI? Hvordan kan vi skabe mere nuancerede forståelser af, hvad AI betyder for vores forestillinger om samfund og kultur?
Mit eget ph.d.-projekt, Local Ruptures and Technological Reimaginings, undersøger skæringspunktet mellem dansk hiphopkultur og arbejderbevægelser gennem lokalt implementerede AI-systemer. Jeg ser teknologiske begrænsninger ikke blot som forhindringer, men som produktive kræfter. Kan man vende tekniske begrænsninger til noget positivt? Hvordan kan fejl og glitches afsløre AI’s bias og skabe alternative måder at bruge teknologien på?
Som en central del af min ph.d. laver jeg kunstneriske eksperimenter i praksis med såkaldt kunstig intelligens og lokale digitale infrastrukturer. Disse eksperimenter tager form af billeder, videoer og andet materiale skabt fra et billedkunstnerisk perspektiv. Gennem den praktiske kunstneriske proces udforsker jeg, hvordan AI-teknologier kan implementeres og omformes til at reflektere lokale udtryksformer og kulturelle kontekster, frem for at reproducere globale, standardiserede æstetikker og fortællinger.
Min ph.d. er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, hvilket er usædvanligt for kunstneriske ph.d.-forløb. Derfor er jeg placeret på Københavns Universitet i stedet for et kunstakademi. Hvilke muligheder opstår i dette skift, og hvordan kan man skabe en praksis, der navigerer mellem kunst, akademia og teknologi?
