Det var sådan en aften med kollegaerne under åben himmel, hvor samtalen flyder frit mellem ambitioner og problemer. Fancy øl fra en kiosk, der stadig lugter af sveden fra lange arbejdsdage og sælger smøger stykvis. Økonomi og politik hænger unævnt, men nærværende i luften.

Omgivet af flaskesamlere, der kender os og nikker, som om vi altid har været her. Genbrugscontainere og graffitibeklædte børneinstitutioner, der lugter af tis, fordi der ikke findes et offentligt toilet i miles omkreds. I behagelig afstand fra smarte barer og konceptrestauranter, som man i nødstilfælde kan låne wc’et på.

En lomme imellem, der endnu ikke har fundet en endelig form. En pause i byens planlægningsmani, hvor noget andet stadig er muligt. Det føles som aftene før kommunen tildeler stedet et defineret formål, eller kiosken bliver lavet om til en souvenirbutik. En duft af ungdommens nætter på legepladser designet til noget ganske andet end jordbong og stjålne øl, en duft af den anden by der kunne have været.

Det var sådan en aften, hvor midaldrende kroppe på en bænk knager og værker under en himmel, der rummer uudtalte håb –fælles drømme og uudtalt rastløshed, som vi for længst burde være vokset fra. Sådan en aften hvot man finder en slags ro og midlertidigt fællesskab på og med et sted, der også for længst burde være blevet til noget andet.