II. Den kunstneriske ph.d. i Danmark (2/4)
I Danmark har udviklingen af den kunstneriske ph.d. rødder tilbage til 1990’ernes diskussioner om kunstnerisk praksis som videnproduktion. Før årtusindskiftet begyndte kunstakademierne at eksperimentere med formater, der kombinerede kunstnerisk praksis med teoretisk refleksion. Disse tidlige eksperimenter var dog ikke formelt anerkendt som ph.d.-programmer og manglede den struktur, vi kender i dag.
Den formelle etablering skete i 2003 med Kulturministeriets bekendtgørelse, der for første gang gav kunstskolerne mulighed for at huse ph.d. studerende. Det Kongelige Danske Kunstakademi optog de første kunstneriske ph.d.-studerende kort efter. Denne udvikling skal ses i sammenhæng med Bologna-processen, der fra 1999 og frem havde til formål at standardisere de videregående uddannelser i Europa, hvilket førte til en akademisering af kunstuddannelserne generelt. Med oprettelsen af Kulturministeriets Forskningsudvalg i 2004 begyndte en lokal dansk model at tage form, hvor kunstskoler og universiteter samarbejder om ph.d.-forløb. Dette var en anderledes tilgang end i mange andre lande, hvor kunstneriske ph.d.-programmer ofte blev udviklet udelukkende inden for kunstinstitutionerne eller helt integreret i universitetssystemet. Efter en revision af bekendtgørelsen i 2010-2011 blev de kunstneriske ph.d.-programmer fuldt integreret i det danske forskningslandskab, samtidig med at kunstens “særlige karakter” blev respekteret og anerkendt.
Perioden fra 2010 og frem har været præget af en professionalisering af den kunstneriske ph.d., med etablerede evaluerings- og kvalitetssikringsprocesser. Samtidig har der været en konstant diskussion om, hvordan man bevarer den kunstneriske frihed og eksperimenterende tilgang inden for de akademiske rammer. Denne balance mellem det kunstneriske og det akademiske har været kendetegnende for den danske model. Fra omkring 2015 er finansieringen af kunstneriske ph.d.-projekter i stigende grad blevet overtaget af private fonde, særligt Novo Nordisk Fonden, hvilket har sat nye rammer for, hvilke typer projekter der prioriteres, og hvordan de udformes. Dette har samtidig åbnet for flere ph.d.-pladser, men også skabt en diskussion om forskningsfrihed og uafhængighed.
Som ph.d.-studerende skal jeg gennemføre et treårigt projekt, der kombinerer kunstnerisk produktion og akademisk skrivning. Hvordan balancerer man disse krav i en praksis, der ofte er flydende og eksperimenterende? Hvordan skaber man en dialog mellem kunstnerisk erfaring og akademiske metoder? Disse spørgsmål er ikke nye, men har været del af en ongoing diskussion i det danske kunstfelt gennem de sidste to årtier.
