Sensibilitetsfælden (da)

I hjertet af kunstverdenen findes en subtil, men vedholdende magtmekanisme, vi kan kalde sensibilitetsfælden. Det er et socialt system, hvor uklare ind- og udgrupper styres af uskrevne regler, og hvor adgangsbilletten er en særlig, indforstået fornemmelse for, hvad der er rigtigt. Fælden er ikke kun en tavs fornemmelse; den er dybt forankret i sproget og især i det massive økosystem af paratekst – de tekster, såsom udstillingstitler, katalogessays og vægskilte, der konstant indrammer og formidler kunsten. Disse paratekster fungerer som et filter: Man kan selvfølgelig ignorere dem, men de åbner døren for nogle, mens de lukker den for andre. I forsøget på at navigere i eller undslippe denne fælde er kunstverdenen ofte blevet fanget i en falsk modsætning. På den ene side har vi fornemmelsen af en teoretisk spændetrøje, hvor kunsten skal illustrere et didaktisk argument, og sproget bliver et regelsæt i en ortodoks kanon. På den anden side finder vi flugten over i det sanselige og uudsigelige, hvor affekt og stemning hyldes som en mere autentisk vej til kunsten. Problemet er, at begge positioner, trods deres modsatrettede udtryk, som regel ender med at forstærke eksklusion. De er på mange måder to forskellige manifestationer af den samme fælde. Den teoretiske spændetrøje er den mest åbenlyse og, tror jeg, velkendte. Den bruger sproget som en mur af præskriptive forskrifter, som skaber dårlig samvittighed og giver en oplevelse af, at man aldrig kan være klog nok eller have læst nok. Flugten ind i det sanselige er mere raffineret. Den præsenterer sig nemlig ofte som en befrielse, men som Pierre Bourdieu (ja, ja – gab, jeg ved godt, han er en gammel traver) har vist, er evnen til at afkode subtile, nonverbale kvaliteter ikke universel. Den er derimod tæt forbundet med en bestemt habitus; med en social og kulturel baggrund, der former, hvad man intuitivt oplever som “god smag”. Dermed bliver den “rene” sensibilitet i praksis et redskab til social differentiering, der skjuler sig under en facade af umiddelbarhed. Men modsætningen mellem teori og sensibilitet er sjældent så klar. I praksis fletter de sig ind i hinanden. En teoretisk tekst kan være skrevet i et sprog så mættet af æstetiske markører, at den fremstår som en performance af sensibilitet. Omvendt kan et værk, der hævder at hylde det umiddelbart sanselige, ledsages af en paratekst, der indrammer oplevelsen i et kritisk vokabular. Når dette sker, opstår en paradoksal situation: den æstetiske dvale pakkes ind i kritisk diskurs, og det kritiske reduceres til en demonstration af god smag. Sproget fremstår måske analytisk eller aktivistisk, men dets funktion er at skabe en aura af kritik, der i virkeligheden dækker over en æstetisk selvtilstrækkelighed. Dermed bliver den kunst, der er “offer” for denne type tekst, fanget i en dobbelt blindgyde. På den ene side risikerer den teoretiske tilgang at udtømme værket i et system af rigide regler og konservative doktriner. På den anden side risikerer sensibiliteten – også når den præsenteres i kritisk form – at tilbyde en passiv oplevelse, der snarere bekræfter stagnation end udfordrer den. På den måde fører begge veje ofte til samme effekt: at kunsten trækker sig væk fra samtiden og undviger de ubehagelige erfaringer af prækaritet, udmattelse, kompleksitet og politisk handlingslammelse, som præger den. Dette bliver særlig tydeligt i parateksterne. I stedet for at bygge bro mellem værk og læser fungerer de ofte som signaler om afsenderens forfinede sensibilitet. Når en kuratortekst fremhæver “kropslig resonans” uden at oversætte denne erfaring til et reflekteret sprog, skaber den ikke inklusion, men passiv uforståelighed. Den slags tekster lukker cirklen om de allerede indviede og skubber andre væk. Dermed understøttes en oplevelsesøkonomi, hvor kunsten reduceres til en stemningsgenerator, der nemt kan indpasses i branding, events og turisme. Noget tilsvarende gør sig gældende i kunstanmeldelser. Her bliver sensibilitet ofte selve valutaen, hvor anmelderen fremviser sin evne til at “mærke” værket. I bedste fald kan denne tilgang åbne for en personlig og engageret læsning, men i praksis fungerer den ofte som en lukket kode. Sproget er fuldt af subtile signaler, der ikke blot vurderer værket, men samtidig demonstrerer anmelderens egen kulturelle kapital. Dermed gentages fælden: Vurderingen bliver ikke en offentlig samtale om kunstens betydning, men en performance af smag, der bekræfter forskellen mellem de indviede og de udenforstående. Samtidig må man anerkende de materielle vilkår, der former de tekster, der omgiver kunsten. Mange af disse tekster skrives under tidspres og med få ressourcer, ofte af folk med begrænset erfaring eller minimal redaktionel støtte. Resultatet bliver tekster, der fungerer som placeholders – en håbefuld gestus mod kommunikation snarere end en fuldbyrdet åbning. Denne strukturelle underprioritering er en vigtig del af forklaringen, men det fritager ikke de ressourcestærke institutioner og kritikere for ansvar. Når netop de, der har tiden og midlerne, falder i sensibilitetsfælden, fremstår det som en dobbelt skuffelse. Man kunne – en smule optimistisk – foreslå, at en brøkdel af de stigende ledelseslønninger i sektoren blev omfordelt for at opgradere netop tekstproduktionen og den redaktionelle proces. En anden mulig vej ud af denne fastlåste position er at insistere på, at sprog og teori ikke behøver at være spændetrøjer, men kan fungere som redskaber for leg, undersøgelse og samtale. Pointen er ikke at opstille sensibilitet og kritik som modsætninger, men at forstå dem som uløseligt sammenvævede. At oversætte en personlig sansning til en delt tanke er et krævende håndværk, men det er netop dér, sprogets værdi ligger. Det er for mig klart, at argumenter eller forklaringer om kunst aldrig kan være 100 % objektive eller transparente, men de kan være så godt skrevet og inviterende, at man faktisk kan læse dem med nydelse og interesse uden at kende til den kunst, de diskuterer. Som den franske tænker Paul Valéry bemærkede, er sproget altid både et redskab og en bevægelse; aldrig fuldstændigt, altid åbent. Paratekster og kunstkritik kunne i den forstand blive steder, hvor både oplevelse og refleksion får plads, uden at den ene reduceres til pynt for den anden. Sproget kan fungere som et rum for tænkning, der inviterer andre til at træde ind, følge med og måske tænke videre – et åbent felt, hvor sanselighed og teori kan sameksistere og berige hinanden uden at falde i fælden af eksklusion eller indforstået selvtilfredshed. #stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom