I den gængse fortælling om kunstverdenens struktur fremstilles den ofte som en fødekæde – en hierarkisk model, hvor mindre, kunstnerdrevne steder nærer de store institutioner. Denne idé forstærkes af en “winner-takes-all”-mentalitet lånt fra sportens verden, hvor akademier og prestigefyldte programmer sigter mod at spotte og dyrke en snæver elite. Denne forståelse er dog ikke bare forsimplet; den beskriver en dybt problematisk ekstraktionistisk model, hvor værdi i form af talent, idéer og autenticitet udvindes fra de mindre lag uden nødvendigvis at blive geninvesteret i det miljø, den høstes fra.
Kunstverdenen fungerer her som en case på en dynamik, der findes i samfundet generelt. Den er ikke exceptionel, men fordi det er her, jeg som kunstner befinder mig, bliver den et nærliggende felt at undersøge de bredere tendenser til konkurrence og hierarkisering, der præger vores tid.
Denne konkurrencelogik understøttes af en række sejlivede myter. Den mest centrale er forestillingen om kunstneren som et autonomt, isoleret geni. Idéen om, at stor kunst opstår fra en enkeltstående, genial skikkelse, er ikke en tidløs sandhed, men en historisk konstruktion, der passer perfekt ind i et individualistisk marked. Som alle stærke myter er den en aktiv medskaber af verden. Historisk har den været med til at sikre en relativ frihed for kunstneren til at udføre aktiviteter, der ellers ikke kunne finde sted. Men myten har en skadelig side, især i dag. Når kunst, der tydeligvis er skabt for at passe ind i institutionelle rammer, lader som om den er et produkt af en fri og uafhængig ånd, undergraver det kunstverdenens legitimitet. Tæt forbundet hermed er en idealiseret idé om kunstnerisk frihed. Denne frihed har dog aldrig været absolut eller universel, men altid begrænset og lokal. Enhver professionel kunstner arbejder inden for en ramme af praktiske, økonomiske og sociale begrænsninger. At anerkende, at frihed altid er en forhandling inden for en given kontekst, er afgørende for at kunne bevæge sig væk fra den isolerede genifigur.
Internt kan idealet om en flad, ikke-hierarkisk struktur utilsigtet føre til “strukturløshedens tyranni”, hvor uformelle og uigennemskuelige magthierarkier opstår baseret på venskaber og social kapital.Eksternt kæmper disse rum med en fundamental økonomisk usikkerhed, bygget på ulønnet arbejde og en evig jagt på projektmidler, hvilket fører til en systematisk tilstand under prekære vilkår med udbrændthed som en sandsynlig udgang.
Som en 50-årig kunstner, der aldrig har fundet en fuldt ud bæredygtig økonomisk model for min praksis, er det ikke svært at se, hvorfor så mange kunstnere gerne vil passe ind i den etablerede kunstverden frem for at ændre den. Presset for at opnå anerkendelse, salg og institutionel validering er ikke bare et spørgsmål om forfængelighed; det er et spørgsmål om overlevelse.
Denne overlevelseskamp er med til at gøre os til konkurrenter frem for kollegaer. Og her opstår et smertefuldt paradoks: I praksis bliver vi potentielt allierede med de selvsamme strukturer, vi i vores kunst hævder at forholde os kritisk til. Den individuelle stræben efter at sikre sin egen plads i systemet kan utilsigtet komme til at forstærke netop den hierarkiske logik, som mange af os i teorien ønsker at udfordre.
At anskue kunstverdenen som et decentralt og gensidigt afhængigt økosystem ændrer fundamentalt målet for alle involverede. Fokus flyttes fra individuel positionering i et hierarki til i fællesskab at kultivere en rigere og mere mangfoldig kunstscene.
For de store institutioner indebærer det en bevægelse væk fra rollen som enevældige portvagter og historieskrivere, der definerer kvalitet ud fra en universel målestok. I stedet kan de indtage en mere ydmyg og lydhør position som ansvarsfulde deltagere i et større samspil. De har meget at lære af græsrodsfeltet, hvis de tager det alvorligt og anerkender den værdi, der skabes i en specifik, lokal kontekst – en form for situeret viden, der ikke kan eller skal måles efter de samme kriterier som kunsten i de etablerede kredsløb.
Samtidig indebærer denne kulturændring, at de mindre, kunstnerdrevne steder forlader den romantiske selvforståelse som evige outsiders i opposition til “systemet”. De er ikke uden for institutionerne; de er en vital og kritisk del af det samlede institutionelle landskab. Ved at anerkende denne rolle – ikke som fødekammer for de store, men som en uundværlig del af den samlede infrastruktur – kan de agere mere strategisk og konstruktivt i det økosystem, de er med til at forme.
Det kan virke som en urealistisk fantasi at forestille sig en sådan grundlæggende anderledes kunstverden. Men ser man efter, er det tydeligt, at idéen ikke bare er en teoretisk konstruktion – den er allerede spiret og gror mange steder, og har gjort det i generationer. De mange kunstnerdrevne udstillingssteder og kollektiver er levende eksempler på, at en mindre hierarkisk og mere samarbejdsorienteret praksis er mulig. Disse steder benytter sig ikke nødvendigvis af de ord, der bruges her, eller tænker om sig selv som realiserede utopier. De er født af praktisk arbejde i en problematisk kontekst og er et forsøg på at finde og give frihed og handlerum til hinanden.
De er ikke utopiske øer løsrevet fra virkeligheden, men fungerende mikrokosmosser, der opererer efter et andet sæt værdier. Udfordringen er derfor ikke, om en anden kunstverden er mulig – for det beviser disse steder, at den er – men snarere hvordan den kan blive mere synlig, anerkendt og bæredygtig. At tale det op og anerkende det arbejde, der allerede bliver gjort, er en måde at styrke den opfattelse, at disse alternative måder at være sammen på ikke er fantasier, men reelle, levedygtige praksisser, og at kunstverdenen i sin kerne ikke er en fødekæde, men et komplekst og levende økosystem.
