Mit professionelle og private liv leves i en spænding mellem to sprog. På den ene side er der dansk: sproget, hvor livet leves og erfaringerne bor; sproget for den dybe fortrolighed, ømheden, sanserne og den hverdagslige tanke. På den anden side er der engelsk: det nødvendige professionelle redskab for teori og analyse, men også det fællessprog, der forbinder en nørd som mig med det spredte, globale netværk af ligesindede, som udgør min egentlige faglige kontekst. Denne dobbelthed er et konkret vilkår for mange i den akademiske og kunstneriske verden, men for mig skaber den et konstant paradoks, en følelse af forskydning. For det sprog, der giver adgang til mit globale fællesskab, er samtidig det, der risikerer at gøre mit eget sprog og min lokale virkelighed fremmed. Og når jeg vil løfte det nære og personlige, som kun findes på dansk, frem som noget politisk relevant, er det som at oversætte en hemmelighed, der mister sin kraft i processen.
Den engelsksprogede verden, med sit løfte om globalt udsyn, er alt andet end neutral. Den er et filter, tonet af amerikanske sociale mediers normer for synlighed og succes, og farvet af de kulturkrige, der udkæmpes internt i New York eller London, men som vi let forveksler med globale vilkår. Det er her, man finder den dybeste form for provinsialisme: ikke den bevidste erfaring af at bo i en provins, men den ubevidste overbevisning om, at man bor i verdens centrum. Centrummets provinsialisme er blind for sig selv; den tager sine egne debatter for givet som universelle målestokke. Et eksempel kan være, når kunstkritik i London omtales globalt, men reelt afspejler lokale debatter og markedslogikker.
Denne dynamik er ikke ny. Man kunne kalde den kulturel imperialisme, et begreb, der måske klinger af 80’erne, men som beskriver en vedvarende tilstand. Den institutionelle kunsthistorie har altid marcheret i takt ud fra de samme centre, dikteret af museer, biennaler og markeder. Deres autoritet tegner et lineært kort over, hvad der tæller som betydningsfuld kunst. Men et kort defineres lige så meget af det, det udelader. Den officielle fortælling kaster en lang skygge, og i den skygge findes et uordnet, spøgelsesagtigt arkiv. Her ligger alt det, der blev overset eller fortrængt: en dadaistisk collage, der splittede verdensordenen ad, en Fluxus-performance, der opløste grænsen mellem kunst og liv. Det er ikke pæne kapitler i en kanon, men non-konforme handlinger, født i modstand – vedvarende påmindelser om et ønske om at trække vejret anderledes. At holde fast i dette arkiv er afgørende, fordi det minder os om, at kunsthistorien ikke kun er en parade af mestre, men også et rum for uforudsigelige brud, der holder historien åben.
Og netop som vi begynder at forstå konturerne af denne gamle dynamik, forstærkes den af en ny, usynlig kraft. De algoritmiske værktøjer, vi bruger til at skabe, er ikke neutrale. Beder man en AI om at vise “Danmark”, får man ikke et lokalt billede, men et komprimeret ekko af internationale klicheer: vikinger med hornede hjelme, postkort-idyl fra Nyhavn, hygge som varemærke. Problemet er ikke, at billederne er forkerte, men at de er så effektive. De oversvømmer vores fælles forestillingsrum og erstatter nuancerede erfaringer med forsimplede spejlbilleder, designet i centrum. Der er en direkte parallel til kunsthistoriens gamle kortlægninger: begge former skaber stereotype repræsentationer, der udbredes globalt, men uden forankring i lokale erfaringer. Selv de mest kritiske teorier, vi importerer for at forstå dette, kan blive en del af problemet. Når en teori fra en specifik kontekst – Freuds Wien, 1800-tallets England – anvendes som en facitliste, reproducerer den en imperialistisk gestus: den pådutter verden en enkelt fortolkningsnøgle.
Hvad gør man så, når kortene er tegnet på forhånd af institutionelle, sproglige og algoritmiske filtre? Måske skal man holde op med at se verden som en akse mellem centrum og periferi, og snarere som et arkipelag af periferier, der deler flere grundvilkår med hinanden end med de centre, de traditionelt orienterer sig imod. Denne tanke er ikke enestående; den er en del af en større global, intellektuel bevægelse. I Latinamerika har dekoloniale tænkere som Enrique Dussel og Walter Mignolo talt om “transmodernitet” og “pluriversalitet” – en verden, hvor mange verdener kan sameksistere, skabt ud fra periferiens erfaring. I Indien har historikeren Dipesh Chakrabarty med sit berømte projekt om at “provinsialisere Europa” vist, hvordan det såkaldte centrum i virkeligheden blot er en anden provins, hvis ideer fejlagtigt er blevet gjort universelle. Fra en østeuropæisk kontekst spejles disse ideer i kunsthistorikeren Piotr Piotrowskis opgør med den “vertikale” kunsthistorie til fordel for en horisontal model, der ser på verden som et netværk af ligeværdige scener. At anlægge dette perspektiv er som bevidst at vippe verdenskortet for at opdage nye, uventede naboskaber. Men heri ligger en fare: at vi blot gentager modernismens gamle gestus med at placere noget “eksotisk” i vores egne velkendte konventioner for at tilføre dem ny vitalitet. Derfor er det vigtigt at fastholde, at disse alternative kort kun bevarer deres kraft, hvis de ændrer selve rammerne, vi orienterer os ud fra.
Dette forhold mellem isolation og opmærksomhed kan også spores i dansk kunsthistorie. Jeg husker en historie, gallerist Mikolaj Wallner fortalte – en historie, hvor han vanen tro tildelte sig selv en central rolle i kunstnernes succes. Han fortalte, at da han i midten af 90’erne rejste til New York for første gang med kunstnere som Jes Brinch og Henrik Plenge Jakobsen, havde de ingen anelse om, hvad der rørte sig derovre. De kom fra en scene, der havde udviklet sig i relativ isolation, og netop derfor vakte de opsigt. Deres særegenhed var en styrke. Anekdoten rummer et paradoks: isolationen skabte en originalitet, som det internationale marked efterspurgte, men mødet med det marked ville uundgåeligt opløse selve forudsætningen for den.
I årene efter årtusindskiftet gik drømmen om at blive en del af den globale kunstscene så i opfyldelse. Men nok ikke helt som man havde håbet dengang. Den særegne position, der kom af isolationen, blev erstattet af en fuld integration. Og med den fadede bevidstheden om at være provinsiel tilsyneladende ud. Den blev erstattet af en ambition om at være fuldt ud global, at tale det samme sprog som alle andre. I dag er udfordringen en anden: at genfinde en stemme midt i den globale støj. Det kræver alternative oversættere. Og her er det ikke nok at læse ikke-vestlige tænkere i engelsk oversættelse; det er blot at se på verden gennem det samme filter. Vi har brug for oversættere, der kan bygge bro direkte mellem periferier, uden om centrum – fra arabisk, spansk eller kinesisk direkte til dansk. Det er disse direkte forbindelser, der kan skabe reelle nye alliancer og slå sprækker i den dominerende fortælling. Det handler om en bevidst handling: at dreje blikket væk fra de såkaldte centrummer og mod en mangfoldighed af andre scener og ideer, både når det gælder ressourcer, inspiration, alliancer og fællesskaber. Ofte er det kunsten selv – en roman, en film, et musikstykke – der bedst udfører denne oversættelse og formidler de erfaringer, ingen analyse kan fastholde. Kunsten er ikke kun et objekt for teori; den er en selvstændig form for viden.
Måske er den sproglige spænding, jeg startede med at beskrive, slet ikke kun et problem, men en rigdom. At leve med denne dobbelte bevidsthed – at være hjemme i ét sprog og professionel i et andet – er at besidde et særligt værktøj. Hvis man anerkender og aktivt bruger den friktion, som denne splittelse skaber, tvinges man til at se verden fra flere positioner på én gang. Man bliver flerstemmig i sig selv. At tale fra en provinsiel position behøver derfor ikke være en svaghed, men en måde at se, der er grundlæggende opmærksom på filtrene, konteksten, oversættelsen og magten.
Her bliver den afgørende skillelinje tydelig: Valget står ikke mellem det lokale og det globale, men mellem en gold global homogenitet og en sand global mangfoldighed, der netop næres af kombinationen af utallige lokale, marginale fænomener. At stræbe efter en ukritisk integration i det globale er at acceptere en usynlig standardisering, hvor alt måles med centrummets målestok, og hvor det særegne, lokale og marginale udgrænses. Målet er derfor ikke blot at udskifte den gamle kanon med en ny og mere politisk korrekt version. Faren er, at vi i vores iver efter at gøre op med fortidens synder blot skaber en ny samlet udviklingshistorie med nye, “bedre” geniskikkelser og nye, tilsyneladende universelle kvalitetskriterier. Den virkelige ambition må være mere radikal. Målet er at tilslutte sig den horisontale tilgang, som teoretikere verden over argumenterer for; at holde op med at tænke i kanoner og lineær udvikling overhovedet og erstatte den ene lige linje med et vildtvoksende netværk af historier.
Måske er en af de mulige veje væk fra den globale homogenisering slet ikke så kompliceret. Måske handler det mindre om at invitere det fremmede indenfor i institutionens vante rum og retorik – for hvis det udefra kommende blot placeres i vores rammer, ophører det med at udgøre et brud og bliver neutraliseret. Måske ligger den virkelige, vanskelige opgave snarere i at lade vores egne institutioner, vores sprog og vores måde at se på forandre sig i mødet. Det kunne være en anerkendelse af, at vi ikke kun skal lære om de andre, men rent faktisk lære af de strukturer, den retorik og den viden, de bringer med sig – og lade det ændre os. Ikke blot at oversætte dem ind i vores egne rammer, men at lade vores egne rammer blive formet af dem. Dette er én mulig vej til at kunne tegne en verden, der ikke er glat og ensartet, men relevant, flerstemmig, underlig og kompleks.
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermugselvom
Nu med underlig ai summary af den lidt lange tekst
