Kære danske kunstanmeldere, Jeg skriver til jer i anledning af min udstilling Aarhus er #1 på Kunsthal Aarhus. Den handler om, hvad der kunne være sket, hvis dansk hiphop var vokset frem i provinsen som en slags velfærdsstatslig folkebevægelse – med Gnags og TV2 som ideologiske frontfigurer. Det er nok lettere at grine af end at tage alvorligt. Sammen med Emilio Hestepis prøvede jeg at gøre begge dele. Det er en udstilling, der forsøger at tage de lokale variationer af globale subkulturer alvorligt – ikke som fejl, men som udtryk med egen værdi. De skæve versioner, der opstår i provinsen, blandt dem der ikke var med fra starten, og som ikke har adgang til den “rigtige” måde at gøre det på. Det er en måde at forestille sig, hvordan disse ufortalte historier kunne have set ud – og hvordan de måske stadig kan tage form, også ved hjælp af AI, der ikke genskaber det faktiske, men kan give billeder til det, der aldrig fik en visuel historie. Vi kunstnere siger ofte til hinanden, at anmeldelser ikke betyder noget længere. At kritikken er død, eller i hvert fald ligger og blinker meget svagt et sted i baggrunden. Alligevel tjekker mange af os stadig kunstmedierne. Ikke af håb, men af refleks. Lidt som at åbne køleskabet igen fem minutter efter man allerede har konstateret, at der ikke er noget i det. For selvom vi ved, hvor pressede ressourcerne er – både i redaktionerne og blandt os selv – hænger vi stadig fast i formater som pressemeddelelser, åbningstider og udstillingsperioder, der stammer fra en tid, hvor anmeldelsen stadig var en reel mulighed. Måske fordi vi stadig længes efter dét, den engang var: en kvalificeret, kritisk stemme og en fornemmelse af offentlighed. En modtager, vi ikke kender, men forestiller os. En stemme, der kan give modstand og sammenhæng – også for dem, der arbejder alene, uden netværk, budgetter eller sikre læsninger. Mit eget projekt begyndte på de kommercielle sociale medier, fordi jeg ikke havde adgang til institutionerne. Og det vil nok også fortsætte dér, når interessen fra institutionerne igen glider andre steder hen. Ikke fordi nogen gør noget forkert, men fordi jeg bevidst ikke forsøger at passe ind i de snævre dagsordener, der ofte styrer, hvad der får plads. Jeg elsker ikke de platforme – med deres algoritmer, opmærksomhedsøkonomi og hektiske tempo – men de tilbyder trods alt noget, der minder om en offentlighed. Og det er stadig bedre end tavsheden. For kunst har brug for en offentlighed. Ikke nødvendigvis en stor én, men én, der læser, svarer, mærker. Vi har brug for nogen, der engagerer sig i det skrevne og ser det som andet end markedsføring eller formidling. For de fleste af os er det også tekster, ikke kun objektet, der binder vores praksis sammen. Måske især når ordene giver mulighed for at sætte billeder i bevægelse og åbner værkerne for nye betydninger frem for at fastlåse dem og værdisætte dem. Men hvis ikke kritikere og anmeldere en gang imellem tager chancer på det marginale, skæve og lokale, risikerer vi, at diskussionerne flytter hen til algoritmernes ensartede vold – en global inforståetheds kunstsprog, der i sin provinsielle udgave bliver kedeligt og ufølsomt. Det er ikke det sted, hvor kunsten kan vokse eller udfordre. Derfor dette brev. Ikke som en bøn, men som et kærligt nik. En stille erkendelse af, at kritikken – selv i sit fravær – betyder noget. Og ikke bare for mig, men for dem, der stadig tror på, at kunsten kunne være andet og mere end strategi, synlighed og små sejrssmileys. Kærlig hilsen Kristoffer Ørum