Min historie er på ingen måder enestående; den er efterhånden blevet en almindelig dansk erfaring. Man er selv i behandling for en alvorlig sygdom. Man har fulgt et familiemedlem med demens til vejs ende. Man er forælder til et barn i en presset ungdomspsykiatri. Disse forløb, der ofte udspiller sig samtidig i mange familier, tvinger borgere ind i en position, hvor de må navigere et velfærdssystem, som man på én og samme gang håber kan redde en og frygter vil svigte når det gælder. Diagnosen bliver det sprog, systemet taler, og de fleste af os har måttet lære det – både når det giver håb, og når det vendes mod os. Denne erfaring er ikke længere en undtagelse, men en statistisk realitet: F.eks. er antallet af børn og unge under 18 år med en psykiatrisk diagnose steget med næsten 40 procent over det seneste årti.
Velfærdsstaten præsenteres ofte som en naturlig del af det danske DNA, næsten som om den altid har eksisteret. Men det er en farlig forenkling. Systemet blev ikke skabt af sig selv; det blev til gennem generationers kamp – arbejderbevægelsen, andelsbevægelser og kvindebevægelser, der insisterede på kollektive løsninger mod massiv modstand fra borgerlige og liberale kræfter, der så den voksende stat som en trussel mod friheden. Det paradoksale er, at de politiske arvinger til dem, der tidligere åbenlyst modarbejdede kollektive løsninger, nu præsenterer sig som velfærdsstatens beskyttere. Denne historiske omskrivning giver et dække til en fortsat markedsgørelse, der er foregået under skiftende regeringer, også socialdemokratiske. Siden 1980’ernes moderniseringsprogrammer er principper fra New Public Management – effektivisering, konkurrenceudsættelse og målstyring – blevet en integreret del af den offentlige sektor. Resultatet er en fortsat privatisering og skabelse af ulighed – ikke af nødvendighed, men som et ideologisk valg – alt imens man påstår at “modernisere” eller “redde” det system, man samtidig er ved at afvikle indefra.
Velfærdsmodellen byggede på en enkel kontrakt: alle bidrager, alle får hjælp ved behov. Men kontrakten krakelerer. Ventetider i psykiatrien – en virkelighed enhver forælder til et barn i systemet kender – er ikke længere undtagelsen, men reglen. I 2022 var den gennemsnitlige ventetid på en udredning i børne- og ungdomspsykiatrien 115 dage – næsten fire gange længere end den lovpligtige frist vi blev lovet. Ligesom praktiserende læger har ofte kun ti minutter per patient. Ingen af os er længere overrasket, og i dette vakuum bliver diagnosen et adgangskort til et system, der ikke længere lever op til sin egen mytologi.
Foucaults analyse af “biopower “ får her en ny, skræmmende relevans: staten forvalter ikke længere sundhed for at sikre befolkningens produktivitet, men rationerer adgangen gennem diagnostiske gatekeepere. Sociologen Nikolas Rose beskriver dette som “biologisk borgerskab”, hvor borgere må lære at formulere deres lidelse i biomedicinske termer for at blive anerkendt og hørt af systemet. Du er ikke længere blot en borger med rettigheder, men en “bruger” med en diagnose, der skal bevise sit behov for at få adgang til de ydelser, der burde være en selvfølge.
Medikalisering – processen hvor menneskelige problemer omfortolkes som medicinske lidelser – er ikke længere teori; det er daglig praksis i danske kommuner og lægekonsultationer. Stress fra et usikkert arbejdsmarked bliver til en depression, der kræver medicin frem for politisk handling. Børns reaktioner på pressede familier eller undernormerede institutioner bliver til diagnoser, der kræver medicin frem for pædagogisk støtte. Over 1.000 psykologer har i et opråb advaret om, at børns mistrivsel ofte skyldes “syge rammer” i dagtilbud og skoler, ikke syge børn. Systemet kan ikke længere skelne mellem normale reaktioner på umenneskelige forhold og egentlig sygdom, og forbruget af psykofarmaka er eksploderet. I 2022 blev næsten 750.000 danskere behandlet med disse midler.
Den skrumpende middelklasse skaber samtidig et tydeligt klasseskel i adgangen til hjælp. I 2023 havde 2,9 millioner danskere en privat sundhedsforsikring, en stigning på 200.000 på blot et år. Disse forsikringer, der typisk er arbejdsgiverbetalte og skattebegunstigede, giver de ressourcestærke mulighed for at springe de offentlige ventelister over. Patientforeninger advarer om, at dette skaber et A- og et B-hold i sundhedsvæsenet, hvor de, der står uden for arbejdsmarkedet, er henvist til et presset offentligt system. Konsekvensen er alvorlig: mennesker kan komme til at gå til grunde, ikke på grund af fattigdom, men fordi hjælpen aldrig når frem.
Danmarks digitale stolthed skjuler en glidende overgang til det, filosoffen Gilles Deleuze kaldte “kontrolsamfundet”. Vi er gået fra disciplinære institutioner til et netværk af kontinuerlig kontrol gennem data. Algoritmisk sagsbehandling i kommunerne er blevet hverdag, designet til at “reducere det professionelle skøn”. Men det skaber en farlig asymmetri: borgeren bliver stadig mere gennemsigtig for myndighederne, mens myndighedernes beslutningsprocesser bliver stadig mere uigennemskuelige for borgeren. Sagsbehandlere beskriver selv de data, der ligger til grund for algoritmiske risikovurderinger, som “helt umuligt at danne sig et overblik over eller forstå”. Samtidig kæmper en tredjedel af befolkningen med de digitale løsninger, hvilket ifølge Folketingets Ombudsmand fører til reelle rettighedstab. Vores liv bliver til råmateriale for en overvågning, hvis primære mål er styring, ikke omsorg. Dette rejser et fundamentalt spørgsmål om datasikkerhed og selvbestemmelse: al digital information er potentielt udsat. Det er kun et spørgsmål om tid, før den kompromitteres – enten illegitimt gennem hacking eller legitimt, når fremtidige politiske beslutninger ændrer rammerne for privatliv og brug af data.
Vi må se realiteterne i øjnene: Afviklingen af det fælles ser ikke ud til at stoppe foreløbigt, og digitaliseringens kontrol-logik kan næppe rulles tilbage. Det efterlader os med et system, der i stigende grad bygger på en mistillid, som slider på vores fællesskaber. Vejen frem ligger derfor i det små. Først og fremmest ved at insistere på, at de problemer, der rammer os og vores nærmeste, er strukturelle og ikke blot individuelle fejl eller mangler. Derfra handler det om bevidst at holde fast i og praktisere de ideer om solidaritet og omsorg, som systemet har stadig sværere ved at rumme.
At leve på den måde er i praksis at indtage en nonkonformistisk position i Diagnosestaten. Det er ikke en omkostningsfri position. Man risikerer at miste adgang til hjælp, der er låst bag en diagnose; man kan blive mødt med social invalidering og ekspertmodstand; og man vil uvægerligt opleve en indre tvivl, når presset for at tilpasse sig bliver stort.
Alligevel er det i denne praksis, at modsvaret findes. Det sker helt konkret ved at række ud til de allierede, man kan finde inde i systemerne – den praktiserende læge, pædagogen eller sagsbehandleren, der selv kæmper for at bevare fagligheden og medmenneskeligheden i en presset hverdag. Det handler om at skabe og støtte de “små rum” og borgerinitiativer, hvor andre sprog og forståelser kan trives.
Dette kræver en form for pragmatisk navigation, hvor man nogle gange må bruge systemets sprog for at åbne en dør, men privat fastholder en kritisk distance. I sidste ende handler det ikke om at sørge over et tabt ideal, men om at engagere sig i det rodede, skrøbelige og uafsluttede projekt, vi kalder samfund. Måske kan man her lære af de strategier, som nonkonformister i andre altomfattende systemer, som f.eks. Sovjetstaten, måtte udvikle: at skabe private frirum for tanken, at mestre systemets officielle sprog uden at underkaste sig det, og at insistere på en mere kompleks virkelighed end den, staten præsenterer som den eneste sandhed.
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
