Lalandia er som en midlertidig mikronation under et slidt rumstationsloft, hvor uperfekte kroppe samles i klorvandets favn. Her findes ingen helte eller idealer – kun mangfoldige versioner af den menneskelige krop, med arme og ben, der skubber sig gennem vandet, mens andres bevægelser og lyde smyger sig om dig som små bølger.
I køen er der både snyd og vente tålmodigr: Nogle presser sig frem, andre bliver stående bagerst og sukker. Reglerne binder kun når andre kigger på dig. Børns hvin bryder gennem klorlugtens slør, og voksne balancerer på bassinkanterne med en anspændthed, der næsten beder om et pusterum fra virkeligheden.
Vandrutsjebanen samler fremmede kroppe i én lang kø, hvor grænser smelter. Du står tæt nok til at mærke hinanden varme, men kigger væk. I varmtvandsbassinets stille bobler vender folk ryggen til hinanden –t i små øer af grin og hvisken, mens barnet du ikke kender ved din side jubler over at give slip og springe i.
Pomfritterne er slappe, kaffen tynd, og prisen peberet. Alligevel kan man finde nydelse her – ikke i materialerne eller det konstante mersalg, men i øjeblikkets friheds fornemmelse: Børnene, der ufprfærdet kaster sig ud i dybet, og voksne, der lader alvoren svinde for en stund. Giver slip på deres voksne jegs grænser og er sammen med andre, selvom de ikke kender dem.
I omklædningsrummet danner familier cirkler af tasker og håndklæder som små trygge rum. Man skifter under stoffets skyggespil, vender ryggen til og undgår øjenkontakt, mens der forhandles om plads og privatliv midt i alle kroppene.
Lalandia fungerer fordi alle accepterer friktionen. Den fremmede teenagers våde håndklæde på bænken irriterer, men man flytter det bare. Børnenes skrig generer, men man vænner sig til lyden. Man gnider mod hinanden i køerne, deler bakterier i bassinerne, trænges om de få hårtørrere. Ingen elsker det, men alle deltager. Her mødes folk der ellers aldrig ville dele rum - forskellige aldre, klasser, kulturer - bragt sammen af forlystelsesparkens konventioneri. Man finder rytmen i irritationen, lærer at navigere mellem de andres kroppe og vaner. Nydelsen opstår ikke på trods af gnidningerne men gennem dem - i accepten af at andre også har ret til at være her med deres larm og lugte og måder. Som samfundsmodel er Lalandia måske ikke den værste: et sted hvor man lever med hinanden uden at elske hinanden, hvor fællesskabet består i at dele ubehaget og finde glæden alligevel.
