Kunstverdenen har altid været en kampplads. Jeg har selv mærket, hvordan penge, prestige og institutionel magt fortsat former, hvem der får lov til at skabe, udstille og definere kunsten. Når jeg følger de ophedede debatter om synlighed, repræsentation og det, som nogen kalder “cancel culture”, genkender jeg derfor et mønster. Det er ikke et nyt fænomen, men den seneste fase af en gammel kamp - nu udkæmpet med digitale værktøjer i en tid med skarpere politiske fronter. Historien om kritik er en historie om at blive opslugt. De tidlige avantgardebevægelser ville, som Peter Bürger beskrev det, rive hegnet ned mellem kunst og liv. Senere udviklede denne opposition sig til institutionskritikken, hvor kunstnere begyndte at blotlægge de systemer, institutionerne hvilede på. Men historien gentager sig: Avantgarden, der ville sprænge institutionen, blev kanoniseret. Institutionskritikken, der ville afsløre magten, blev selv en eftertragtet genre. Som Andrea Fraser har vist, lærte institutionerne at administrere og endda markedsføre den kritik, der var rettet mod dem. Kritikken mistede sin kant og blev en del af det, den skulle bekæmpe. Dette er den centrale udfordring, vi har arvet: Hvordan bevarer man brodden, når magtstrukturer er eksperter i at absorbere den? Set i det lys er nutidens digitale kampe et logisk modsvar. Fænomener som “cancel culture” er ikke irrationelle udbrud, men en strategi for dem, der historisk har manglet adgang til magtens etablerede kanaler. Når man ikke sidder i bestyrelseslokalet eller ejer avisen, bruger man de redskaber, man har: en kollektiv stemme, forstærket gennem sociale medier. På samme måde er identitetspolitik ikke opstået i et tomrum, men som et forsøg på at generobre retten til selvdefinition i en kultur, der har ekskluderet og fejlfortolket én i årtier. Men denne kamp har sine faldgruber. Den første er, som Nancy Fraser påpeger, at et stærkt fokus på symbolsk anerkendelse kan overskygge det fundamentale spørgsmål om omfordeling. Hvem får adgang til ressourcer? Hvem kan skabe kunst under ordentlige vilkår? Den anden fare er den selvdestruktive fragmentering, som Mark Fisher beskrev: en indadvendt, moraliserende jagt på “renhed”, hvor vreden ikke rettes mod systemet, men mod naboer i samme usikre felt. Prekære kunstnere angriber prekære kuratorer, og slaget står mellem næsten ligestillede. Derfor kræves en mere robust strategi for alliance. Skribenten Asam Ahmad skelner mellem at “kalde ud” og “kalde ind”. Offentlig kritik er et nødvendigt våben mod magtfulde aktører, men blandt potentielle allierede er det afgørende at insistere på reparation og dialog. Dette leder til en endnu mere radikal pointe, som Slavoj Žižek har formuleret: Ægte solidaritet handler ikke om at finde den perfekte meningsfælle, men om at kunne stå sammen med dem, man finder upræcise, klodsede eller direkte irriterende. Alliancen er ikke et fællesskab af enslydende stemmer, men et møjsommeligt arbejde. Denne strategi for alliance må desuden række ud over kunstverdenens egne grænser. Billedkunsten er et lille felt, og dens interne kampe bliver let symbolske og opslidende, hvis de ikke forbindes til bredere sociale bevægelser. At søge alliancer udenfor betyder dog at turde justere selvforståelsen. Det kan indebære et farvel til visse privilegier og en vilje til at se kunsten som mere end et autonomt felt – måske som en ressource i kampe for f.eks. social retfærdighed, klima eller bolig. Det kræver, at kunstverdenen opgiver noget af sin selvtilstrækkelighed for at opnå reel indflydelse. Min egen erfaring bekræfter denne dynamik. Når jeg har siddet i bestyrelseslokaler og argumenteret for forandring, har jeg ofte været en isoleret stemme. Men når kritikken larmer udenfor, bliver man pludselig repræsentant for et bredere krav, der er svært at ignorere. Ligeledes har jeg lært, at selvom små, alternative forslag ofte affejes som naive, er det en måde at finde sprækker og uventede allierede på - kolleger, der i det stille deler frustrationen. Det er her, en anden kunstverden kortvarigt kan fornemmes. Det handler om en indirekthedens politik. Forandringer sker sjældent uden det ydre pres, men det ydre pres preller af, hvis ingen griber det indefra. Denne dynamik kræver, at man tager det alvorligt, som Lauren Berlant har kaldt the trouble of other people: at relationer er usikre, at allierede er uforudsigelige, og at det netop er i denne rodede virkelighed, at noget nyt kan opstå. Jeg skriver ikke dette for at opstille et færdigt politisk program, men snarere for at skitsere en holdning og en praksis. Det er et forsvar for det tålmodige og vedholdende arbejde, der er nødvendigt, hvis kunsten og den verden, den eksisterer i, ikke blot skal afspejle de eksisterende magtforhold. Målet er at insistere på, at kunsten kan være et rum, der netop rummer den kompleksitet og det besvær, som den brede politiske konsensus ofte søger at udrense. Det er en skitse til, hvordan kritikken - og kunsten selv - kan bevare sin relevans og handlekraft, selv når den risikerer at blive opslugt, forskudt eller misforstået i de lokale ruiner af den velfærdsstat, man engang drømte om.
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
