I det store algoritmiske hav af information, der dagligt skyller ind over os, stødte jeg for nylig på en anmeldelse, der på mange måder var interessant. Alligevel endte den med, på en nedslående forudsigelig facon, at affeje teknologiske kunstværker som en slags uægte eller ukritiske efterligninger af “ægte” kunst. Det er ikke min hensigt her at indlede en polemik med den specifikke anmelder eller at agere forsvarer for en bestemt kunstner. Snarere fik jeg lyst til at skrive noget om, hvordan netop denne del af kritikken afslører en fundamental misforståelse af menneskets komplekse og uadskillelige forhold til teknologi.
Kritikere, der afviser digitale kunstformer som principielt inferiøre, opererer ofte ud fra forældede, binære opdelinger: natur over for kultur, det organiske over for det kunstige, det ægte over for det falske. Disse skarpe skel er for længst blevet problematiske i en verden, hvor grænserne konstant udviskes. Som den visionære tænker Donna Haraway allerede i 1985 formulerede det i sit “A Cyborg Manifesto”: “I slutningen af det tyvende århundrede, i vores tid, en mytisk tid, er vi alle kimærer, teoretiserede og fabrikerede hybrider af maskine og organisme.” Vi er med andre ord allerede cyborger.
Påstanden om, at kunstnere, der anvender teknologi, mangler selvindsigt, rammer ofte ved siden af. Den virkelige mangel på refleksion findes hos de kritikere, der uforvarende er fanget i den selvsamme kategoriske tænkning, som Haraways arbejde netop udfordrer. At påberåbe sig en kritisk distance til teknologien, mens man ignorerer sin egen dybe sammenfiltring med den, er at misse hele pointen. Haraway argumenterer ikke for en naiv og ukritisk omfavnelse af alt teknologisk, men for en skærpet og kritisk bevidsthed om vores allerede uomgængeligt hybride tilstand. Det mest slående paradoks ved denne form for teknologikritik er dens egen afhængighed af de selvsamme teknologier, den fordømmer. Kritikeren forfatter sin anmeldelse på en computer, kommunikerer via digitale netværk og publicerer sit arbejde på platforme, der er dybt teknologiske. Alligevel insisteres der på at frede kunsten fra teknologisk “forurening” – en skelnen, der er både kunstig og intellektuelt uholdbar.
I sidste ende er det en fundamental fejlslutning at forveksle værktøjet med værket. At bedømme et kunstværk som værende godt eller dårligt, udelukkende fordi det benytter en bestemt teknologi, er lige så meningsløst som den tidlige kritik af fotografiet eller at afvise en skulptur, fordi kunstneren brugte en hammer. Da fotografiet kom frem, blev det af mange affejet som en sjælløs, mekanisk proces uden kunstnerisk fortolkning. I dag anser vi en sådan kritik for at være historisk snæversynet. Ingen ville seriøst kritisere en billedhugger for at bruge et værktøj til at forme stenen. Kvaliteten afhænger af kunstnerens vision og evne til at udtrykke noget meningsfuldt – ikke af de redskaber, der blev brugt undervejs.
Et ofte gentaget argument er, at AI-generatorer blot “manipulerer følelser” uden ægte kunstnerisk intention. Men denne anklage hviler på en essentialistisk logik, der forudsætter eksistensen af “rene” og “autentiske” menneskelige følelser, som kan adskilles fra teknologisk og kulturel påvirkning. Dette er en illusion. Vores følelser har altid været medieret og formet – gennem sprog, billeder, musik, myter og andre symbolske systemer.
Kunstnere, der arbejder med AI, er sjældent naive. Tværtimod er mange af dem optaget af netop at undersøge, hvordan disse systemer former vores perception, strukturerer vores følelsesliv og definerer vores virkelighed. Deres arbejde er ikke et udtryk for manglende kunstnerisk potentiale, men derimod en kritisk og nødvendig undersøgelse af de vilkår, vi lever under. Problemet med den generaliserende teknologikritik er derfor ikke dens skepsis – for skepsis er sund. Problemet er dens mangel på specificitet.
Denne mangel på specifik analyse er ikke kun en intellektuel svaghed; den er farlig. Den efterlader et tomrum, som fyldes af en gold og reaktionær teknologiforskrækkelse. Konsekvensen er, at vi passivt overlader udviklingen af vores digitale infrastruktur og afgørende teknologier til Silicon Valleys kommercielle interesser. I stedet for at engagere os kritisk i teknologiens udformning, ser vi et tilbagetog ind i ægthedens teater af renhed. Det er en iscenesat flugt fra det komplekse, hvor man hylder det “naturlige” og “autentiske”.
Men ironien er total. Denne forestilling om renhed bliver omhyggeligt dokumenteret ved hjælp af telefonernes indbyggede AI, som farvekorrigerer og optimerer hvert et billede af den uberørte natur eller det “ægte” øjeblik. Og den bliver distribueret ved hjælp af den vildeste form for kollektiv følelsesmanipulation, der findes for tiden: de sociale medier. Her fodrer algoritmerne vores forfængelighed og angst for at fastholde vores opmærksomhed. At bruge disse platforme til at prædike om “ægthed” er ikke en modstand mod teknologien, men en fuldkommen og blind underkastelse for dens mest manipulerende kræfter.
Den sande opgave er derfor hverken at afvise AI-kunst eller at flygte ind i en falsk autenticitet. Det er at insistere på medejerskab over vores teknologiske fremtid og tage vores medskyld for dens dominans på os. Men det er nok for meget at håbe, at denne slags nuanceret teknologikritik kunne blive den dominerende. For det er alligevel deprimerende, hvor dybt de ureflekterede teknologikritiske rødder stikker blandt de få, der har privilegiet at få adgang til de offentlige udsigelsespositioner der er i dag.
#stuffiwonderabout
