Det var klart et tidspunkt, hvor magt trendede som tema i kunstverdenen.
Så i dag kan magt virke lidt banalt.
Lidt heavy-handed og gammeldags at tale om.
Lidt kedeligt og overstået, fordi hype-økonomien har slidt begrebet op.
Institutionskritikken blev institutionaliseret og æstetiseret.
Den endte i navlepillende værker, der var svære at forstå uden for kunstverdenen.
Eller også blev magten så koncentreret, at den holdt op med at kamuflere sig.
Kritikken af magt blev en vare, en trend, en intern stiløvelse.
Lige så ekskluderende som den magt, den sagde, den angreb.
Hvor magtkritik blev brugt til at positionere sig selv moralsk, uden at ændre på, hvem der reelt ejede ressourcerne.
Men netop nu, hvor magt kan virke så vanskeligt at tale om.
Hvor begrebet er fyldt af mislyde og baggage.
Er det måske en god idé at prøve at generobre ordet?
For når hype-maskinen kigger væk.
Og trenden er forbi.
Kan det faktiske arbejde så fortsætte?
Uden så mange ressourcer og uden så meget opmærksomhed.
Men måske netop derfor med mulighed for at forholde sig mere nuanceret og kritisk.
Nu, hvor vi er færdige med at performe kritikken, kan vi måske begynde at udøve den.
Tale fra konkrete positioner i stedet for abstrakte analyser.
Og turde stå i de modsætninger, virkeligheden kræver.
Jeg skriver dette som en privilegeret insider-outsider.
Som en, der sidder i Kunstfonden og fordeler ressourcer, men også kritiserer det system, jeg er en del af.
Som en, der har haft adgang til akademiske positioner, netværk og synlighed, men ofte oplever mig selv som kontrær.
Det er en ambivalent position.
Men kan man lade være med at vælge side?
Kan man tale indefra, med al den magt og alle de begrænsninger, det indebærer?
Samtidig med at man tænker udefra?
Jeg må erkende, at lige nu er det indefra, jeg mest kan arbejde.
Det er her, min adgang ligger.
Min opgave lige nu er at bruge min plads ved bordet til at skubbe til dagsordenen.
Men kan man gøre det, mens man har blikket rettet mod det, der ligger udenfor?
Og kan man vende tilbage til at bygge paralleller bagefter?
Bruge erfaringerne indefra til at skabe strukturerne udenfor, når tiden i systemet er forbi?
Måske er det ikke to forskellige liv, men to sider af samme strategi.
For magten ligger ikke kun i, hvem der bestemmer.
Magten ligger i, hvem der har råd til at deltage.
Vi taler ofte om hvem der bliver udstillet.
Men sjældent om, hvem der kan betale husleje.
Hvem der har råd til at sige nej til dårlige aftaler.
Hvem der faktisk ejer bygningerne, hvor kunsten vises.
I dag erstatter anerkendelse ofte omfordeling.
Det er de eksisterende magtstrukturers måde at overleve på.
Kunstværker, der handler om fordelingspolitik, produceres ofte af ubetalte praktikanter.
Udstillinger om ulighed kureres i top-renoverede lokaler, finansieret af fondsmidler, der aldrig når de fattige.
Det er samfundskritisk kunst, der nyder godt af præcis de magtstrukturer, den foregiver at kritisere.
Det er en dobbelthed, jeg tror, mange flere end kunstverdenen instinktivt kan lugte.
Når de går ind i kunstens blankpolerede rum for at se værker om uretfærdighed.
Det virker samfundsbevarende snarere end samfundskritisk.
En måde at absorbere kritik på uden at ændre på, hvem der ejer noget.
I det mindste bør vi indrømme det over for os selv og hinanden.
At vi opererer inden for en struktur, der modsiger vores kritik.
At vi bruger systemets ressourcer til at kritisere systemet.
Måske kræver netop den erkendelse en dobbelt logik.
Måske kan vi ikke nøjes med enten reform eller at vente på revolution.
Måske er vi nødt til at forsøge begge dele?
Kan vi blive ved med at presse på de eksisterende magtstrukturer for forandring og insistere på at reducere den skade, de gør?
Samtidig med at vi danner lav-ressource paralleller, der tør gøre det anderledes?
Kan vi insistere på løn i det etablerede, så vi har råd til at arbejde gratis i det eksperimenterende?
Kan vi hente ressourcerne i de gamle strukturer, mens vi bygger de nye?
Er det muligt at operere i begge spor på samme tid?
Det håber jeg
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
