Jeg tror, vi alle bevæger os inden for kulturelle skabeloner, der både åbner muligheder og sætter grænser for, hvordan vi kan handle og blive opfattet. I bedste fald har vi flere roller at spille – både privat og professionelt. Kunstneren indtager en særlig position i dette landskab: som klovnen i den underlige dragt, der bryder konventionerne, beskyttet af udklædningen og de kunstneriske privilegier.

“Det må være dejligt bare at gøre, hvad man har lyst til,” siger folk ofte, når de forestiller sig kunstnerens liv som det stik modsatte af deres eget – frit, ubundet og uden ydre krav. Kunstneren bliver til en figur uden for normalen, hævet over reglerne. Der er en vis frihed i den position, men også en risiko for at blive afskrevet – som én, der handler intuitivt snarere end vidende. Kunstnerens udsagn bliver sjældent læst som viden på linje med forskerens, som præsenterer resultater og systematisk analyserer verden.

I mit eget arbejde forsøger jeg at navigere mellem disse positioner. Jeg taler i hvert fald med tre forskellige stemmer: en kunstnerisk, en forskningsmæssig og en spekulativ. Det handler ikke om at skifte rolle som en skuespiller, men om at skabe adgang til forskellige former for erkendelse og steder at tale fra.

Den kunstneriske stemme er knyttet til sansning, intuition, erfaring og materiale – en form for praktisk grundforskning, der undersøger det ufærdige uden nødvendigvis at vide hvorfor. Den forskningsmæssige stemme bringer analyse, struktur, kontekst og formidling i spil, men er også bundet af konventioner, hvor der ikke altid er plads til tvivl, eksperiment og det mærkelige. Derfor har jeg brug for en tredje, spekulativ stemme – som åbner for det endnu ikke eksisterende: det mulige, det hypotetiske, det overdrevne, det håbefulde og det absurde.

Denne flerstemmighed er min måde at holde bevægelsen åben. Det handler ikke om at vælge den rette stemme til den rette lejlighed, men om at lade dem stå side om side – nogle gange i samspil, andre gange i modstrid. I sammenhænge hvor der kræves en entydig identitet, hvor man skal fatte sig i korthed eller følge klare konventioner, kan det være nødvendigt at lægge polyfonien til side. Men for mig opstår den mest interessante, urene viden netop i samspillet mellem det kunstneriske, det reflekterende og det spekulative.

Det er blot én metode blandt mange. Andre kunstnere og forskere finder deres egne måder at balancere mellem frihed og struktur, mellem intuition og analyse. For mig ligger friheden ikke i fraværet af form, men i muligheden for at tale med flere stemmer – og lade dem korrigere, nuancere og udvide hinanden.

#stuffiwonderabout