Jeg logger på hver morgen af samme grund, som jeg laver kunstudstillinger. Ikke fordi jeg investerer mit håb i de sociale medier eller kunstverdenens nuværende form, men fordi det er sådan, verden er indrettet lige nu. De er begge realiteter, jeg ikke har valgt, men som jeg må forholde mig til.
De sociale platforme er blevet den primære infrastruktur for social synlighed og udveksling. De fremstiller sig selv som naturlige og uundgåelige, selvom de er skabt og opretholdt af specifikke kommercielle interesser. Det er fascinerende at tænke tilbage på BBS-scenen (Bulletin Board Systems) fra 1980’erne og 90’erne - digitale mødesteder hvor brugere via telefonmodem kunne ringe op til private computere og deltage i diskussioner, dele filer og skabe fællesskaber, der længe før internettet blev allestedsnærværende, drømte om decentraliserede netværk og fri udveksling af ideer. Vi fik med tiden de sociale netværk som en slags version af denne drøm filtreret gennem venture capital og misforstået science fiction, men desværre i en form hvor frihed er blevet til overvågning og fællesskab til data.
Der findes mange andre måder, vi kunne organisere vores digitale socialitet på, ligesom der kunne være andre måder at værdsætte og muliggøre kunstnerisk arbejde. Nonkonforme kunstnere - fra det tidligere Østeuropa til Hong Kong i dag - har gennem tiden vist os, at selv når det virker umuligt, kan man skabe alternative rum og praksisser. Deres lokalt forankrede ofte usynlige modstand og eksperimenter peger på utopiske muligheder, der transcenderer både det globale markeds ensretning og nationalstaternes kontrol. Ved at insistere på at forestille sig andre verdener, bliver deres praksis ikke blot en kritik af samtiden, men også et vidnesbyrd om, at forandring er mulig nedefra - ikke som en totalitær vision der skal påtvinges, men som mangfoldige lokale rum der kan inspirere og forbinde sig med hinanden på tværs af grænser.
Men det er langt fra altid tydeligt her lokalt, hvornår vi udfordrer de sociale medier, og hvornår vi bare bidrager til deres vækst. Vi drømte om digitale fællesskaber uden centrum, og nu har vi platforme, der simulerer intimitet, mens de høster vores opmærksomhed. Enhver drøm om fri kommunikation risikerer at blive til et nyt overvågningssystem med en ny konge, hvis ikke de underliggende strukturer og ideologier ændres.
De forskellige forsøg på at skabe alternative sociale platforme lige nu er vigtige og værd at støtte op om. Men de er også ofte midlertidige og skrøbelige, afhængige af de samme infrastrukturer og økonomier, de forsøger at erstatte. Måske er deres største værdi, at de minder os om muligheden for andre måder at organisere vores digitale liv på.
At være på dagens sociale medier giver os forbindelser til hinanden, men disse forbindelser er algoritmisk styrede, overvågede og kommercialiserede. Det står i skarp kontrast til BBS’ernes rå, ujævne socialitet, hvor hastighed og rækkevidde var begrænset, med langsomme forbindelser og lokale fællesskaber.
For mig er BBS-scenens historie er ikke bare nostalgi - den er en konkret påmindelse om, at vores digitale infrastrukturer kunne være anderledes struktureret. At der stadig er værdi i og mulighed for mere decentraliserede, brugerstyrede platforme - erfaring som jeg håber at holde i live for at de kan blive relevant igen, når de teknologiske og samfundsmæssige forhold ændrer sig.
At være kritisk deltagende på de sociale medier er ikke heroisk. Det er en position fuld af kompromiser og selvmodsigelser. Som kunstner navigerer man konstant mellem nødvendigheden af at være synlig på platformene og ønsket om at undslippe deres logik. Vi famler os frem mellem resignation og håb, mellem accept og modstand. Men ved at holde erindringen om alternative muligheder i live, kan vi måske bevarer vi evnen til at forestille os og skabe anderledes digitale fællesskaber, når muligheden byder sig.
