Den intense hype, der omgiver kunstig intelligens for tiden, er ikke ny. Den følger et velkendt mønster i teknologihistorien, hvor hver bølge – fra internettets barndom til de første løfter om virtual reality – blev præsenteret som en skelsættende revolution. Diskussionen ender næsten altid i en polarisering mellem utopi og undergang, fordi hypen fungerer som mere end markedsføring: den bliver et lærred for kollektive håb og frygt. Teknologien fremstår som en ren, næsten magisk løsning, der kan købes. Det står i skarp kontrast til den langsomme, kompromisfyldte og ofte frustrerende proces, som politisk og social forandring kræver. Dermed kanaliseres drømme og forventninger til fremtiden ind i det næste produkt, frem for i den konkrete hverdagspolitik, hvor fremskridt er hårdt tilkæmpet.
Historikeren Michael S. Mahoney beskrev dette mønster i Histories of Computing (2011) med sætningen: “Hype hides history.” Hver gang en teknologi fremstilles som et radikalt brud, udviskes de lange og ofte rodede historier om dens oprindelse: det menneskelige arbejde, de gradvise udviklinger, de økonomiske interesser og de oversete alternativer. For at teknologien kan fremstå som en enkel løsning, må den renses for sin egen historie. Mahoney understregede, at teknologihistorien ikke er lineær og fremadskridende, men fuld af tilfældigheder, afbrydelser og sociale kontekster – præcis det, hypen forsøger at udviske for at præsentere en renset, apolitisk og uundgåelig fremtid.
Denne fremmedgørelse ligger ikke kun i sproget, men også i teknologiens æstetik. En ny smartphone leveres i en forseglet æske uden spor af menneskehånd. Denne æstetik fjerner både fornemmelsen af teknologiens menneskelige oprindelse og muligheden for at solidarisere sig med de usynlige arbejdere bag produktionen. Noget lignende sker i software. Et system som macOS fremstår som en samlet enhed, men er i virkeligheden sammensat af kode udviklet af titusindvis af mennesker gennem årtier. Denne fremstilling af teknologi som ren og autonom reducerer handlemulighederne og får nutiden til at fremstå uden alternativer, præget af løfter om en fremtid, der aldrig helt realiseres.
En modstand mod denne tilstand findes i en praksis beslægtet med den klassiske hacker-etik og en ‘gør det selv’-kultur. Denne tilgang, som findes hos mange – fra aktivister og uafhængige udviklere til kunstnere – insisterer på en ret til at forstå, pille ved og omforme de systemer, der omgiver os. Det er en afvisning af rollen som passiv forbruger af en forseglet ‘black box’.
Én måde at modstå hypen på er at se på, hvad AI i praksis består af: infrastrukturer, data og menneskeligt arbejde. Kernen er algoritmen – en opskrift. Historien er lang: fra Babylons lertavler med administrative procedurer til al-Khwarizmis systematisering af algebra. Men historien viser også, at disse systemer altid har været afhængige af et ofte usynligt menneskeligt fundament. Før “computer” betegnede en maskine, var det en titel for et menneske, som regel en kvinde. Kvinderne hos Harvard, der katalogiserede stjerner, og dem, der beregnede ballistiske baner under krigen, udgjorde denne infrastruktur. Da ENIAC-computeren blev præsenteret, blev maskinen ikonisk, mens de seks kvinder, der programmerede den, blev skrevet ud af historien.
Dette mønster fortsætter i dag: tusindvis af lavtlønnede dataarbejdere verden over annoterer billeder, transskriberer sprog og modererer indhold, men deres arbejde holdes ude af de store fortællinger om autonom teknologi. Denne usynliggørelse er så fundamental, at vi som brugere ofte ikke kan vide, om det rent faktisk er en AI eller et menneske i den anden ende, der behandler vores anmodning. Systemerne er bevidst designet til at være uigennemsigtige på dette punkt. Et klassisk eksempel var LinkedIns app Card Munch, der lovede at digitalisere visitkort ved hjælp af avanceret AI. I virkeligheden blev billederne sendt til et stort netværk af lavtlønnede arbejdere, der manuelt indtastede oplysningerne. Brugeren interagerede med, hvad de troede var en ren AI, men som i virkeligheden var et globalt samlebånd af mennesker – en konstruktion, der udviskede grænsen mellem menneskelig og maskinel intelligens.
Men algoritmernes historie handler ikke kun om skjulte regler og usynliggjort arbejde; den peger også på en af de mest grundlæggende kreative teknikker, vi som mennesker besidder: evnen til at adskille en instruktion fra dens udførelse. Den findes i musikkens partitur, der først bliver levende gennem musikernes fortolkning; i dansens koreografi, der får krop gennem danserne; i arkitektens tegning, der bliver til et hjem gennem håndværkernes viden; og i madopskriften, der bliver til et måltid i hænderne på en kok. Selv den simple YouTube-video, vi bruger til at lære en færdighed, er en del af denne tradition. I alle disse eksempler viser sig det afgørende: det interessante ligger ikke i den perfekte instruktion, men i mødet mellem reglen og den menneskelige fortolkning.
Inden for billedkunsten er konceptkunsten fra det 20. århundrede det mest kendte eksempel på denne tænkning, fordi den gjorde selve instruktionen og ideen til sit omdrejningspunkt. I dag er dens principper så dybt integreret i samtidskunsten, at de ofte fungerer som en usynlig grammatik. Dengang rettede kunstnere blikket mod systemerne selv, herunder de algoritmer, der organiserer vores kulturinstitutioner. Et museum fungerer i praksis som en algoritme: et sæt regler for indsamling og klassificering, der bestemmer, hvad der anerkendes som kunst. Denne tankegang er beslægtet med cybernetikkens systemforståelse, hvor institutionen kan ses som et selvregulerende system med inputs (kunstværker, finansiering, diskurser) og outputs (udstillinger, anerkendelse, kulturel værdi). Konceptkunsten gjorde denne skjulte institutionelle kode synlig og til sit materiale.
Denne arv er mere relevant end nogensinde i dag. Den systemtænkning, som kunstnerne dengang undersøgte kritisk, er blevet en dominerende logik i vores samfund. Vi ser den overalt i form af måltal, KPI’er og management-redskaber, der forsøger at kvantificere og styre alt fra medarbejderes præstationer til kulturelle institutioners succes. Disse redskaber, der ofte præsenteres som objektive, bygger på samme cybernetiske model af input, output og feedback, som kunsten gjorde til genstand for kritik. For ligesom museet er nutidens AI-modeller styret af en skjult logik. Den generative prompt er den seneste tilføjelse til en lang tradition af instruktioner. Den er ikke kun en kommando, men et værktøj til at udforske AI’ens tolkningsrum og blotlægge systemets bias – præcis som kunstnere altid har brugt instruktioner til at udfordre og udvide, hvad der er muligt.
I en tid domineret af ingeniørers og investorers fortællinger ligger her en mulighed. Ansvaret ligger ikke i at arbejde imod dem, men i at mødes med dem. Ligesom konceptkunsten opstod i samspil med humanistisk teori, ligger vores største potentiale i dag i en ny udveksling: et møde mellem kunstnere og ingeniører. Her kan kunstnerens bidrag forstås som en form for grundforskning i teknologiens kulturelle og æstetiske potentiale. Den legende og eksperimenterende tilgang er beslægtet med forskerens nysgerrige, uinteresserede blik. Men denne tilgang er ikke i sig selv en garanti for en meningsfuld kritik. Kunst, der hævder at være systemkritisk, kan overse sin egen materielle virkelighed. En kritisk praksis må derfor ikke nøjes med at arbejde med AI’s overflade; den må også forholde sig til produktionsøkonomien og etikken: det usynlige dataarbejde, de økologiske omkostninger og de magtstrukturer, som teknologien opretholder.
Opgaven i denne gensidige vidensdeling handler hverken om at afmystificere eller genfortrylle, men om noget mere grundlæggende: at fastholde evnen til at undre sig. At undre sig over alt det, der bevidst gøres usynligt, og alt det, vi tager for givet. I den undren kan vi begynde at udvikle reelle alternativer.
Men det kræver, at vi ikke falder for den simple polarisering mellem hype og dystopi. Det kræver, at vi som kunstnere engagerer os også dér, hvor vi er uvelkomne, og at vi øver os i at forklare os til andre end os selv i stedet for at falde tilbage i vores egen boble. For erfaringerne med ikke-menneskelige systemer, med regler og begrænsninger, har vi allerede med os fra kunsthistorien. Denne ressource er dog kun tilgængelig, hvis vi ikke lader vores egen historie blive skåret af af kunstverdenens hype om ‘det nye’ – en hype, der kan være lige så gold og kortsigtet som teknologiens.
#stuffiwonderabout #tingjegsprøgermigselvom
