Som mulig afslutning på mit projekt Frihed, lighed og hiphop overvejer jeg at udvikle en spekulativ fiktion om, hvordan utopiske visioner kan transformeres til totalitære virkeligheder. Projektet tager udgangspunkt i post-totalitære erfaringer og æstetiker og søger at oversætte dem til en lokal sammenhæng. Inspirationen kommer ikke blot fra arkiver og historiske beskrivelser, men fra konkrete taktikker, overlevelsesstrategier og kunstneriske greb, der opstod i samfund, hvor sproget, kulturen og kunsten konstant blev formet af magt. Som dansk kunstner med baggrund i hiphop ser jeg en direkte linje mellem disse historiske situationer og vores egen tid, hvor frihed og opposition ikke nødvendigvis undertrykkes frontalt, men absorberes, omkodes og vender tilbage som ufarlige dele af status quo. Udstillinger på Kunsthal Aarhus, Rundetårn Kongegården, Hvidovre Biblioteket, Skene og Sydhavn Station har præsenteret hiphop som naturligt forenelig med danske socialdemokratiske værdier. Denne vision sammenfletter kreativt demokrati, gør-det-selv-befrielse og inkluderende fællesskabsbygning til samfundsmæssig myndiggørelse. Mine udstillinger i Riga og Kraków har været en slags opvarmning til den afslutning jeg tænker på, og har givet mulighed for at arbejde direkte i post-totalitære kontekster. Denne erfaring kan lære en som mig, der ser sig selv som ikke-konforme borgere i en velfærdsstat under afvikling meget væsentligt. Østtyskland godkendte faktisk hiphop i ungdomsklubber fra midten af 1980’erne, fordi den blev opfattet som arbejderkultur og anti-imperialistisk. Kulturkritikeren Erhart Ertel tolkede hiphop som anden kultur, der ifølge marxistisk-leninistisk ideologi skulle støttes som international arbejderklassekultur. Hiphop passede ind i DDRs solidaritet med undertrykte afroamerikanere, som blev betragtet som del af den udbyttede arbejderklasse. Denne godkendelse var karakteristisk for, hvordan eksperimenterende kunst under Sovjetunionen blev tolereret, når den kunne fortolkes som anti-imperialistisk eller arbejdersolidarisk – en mekanisme, vi i dag kan genkende, når nutidige magthavere og institutioner fremmer “kritisk” kunst, så længe den kan indlejres i eksisterende politiske narrativer eller markedslogikker. På denne baggrund undersøger frihed, lighed og hiphop ikke blot, hvordan kulturel legitimering fungerer gennem omfortolkning frem for direkte undertrykkelse, men hvordan sådanne strategier i dag er indlejret i vores egne demokratiske strukturer. Kinas håndtering af hiphop efter The Rap of China med 2,94 milliarder visninger, hvor staten skabte propaganda forklædt som autentisk hiphop og tvang kunstnere som GAI fra “gangster”-personas til “patriotiske” roller, er ét eksempel. Spotifys algoritmer gør noget tilsvarende ved at fragmentere hiphopfællesskaber gennem optimering for individuel deltagelse frem for kollektiv organisering. De store tech-monopolers brug af AI til at kooptere og remixe den fælles billedkultur og dens forestillingsevne repræsenterer en ny form for kulturel homogenisering. Imod denne tendens vil jeg forsøge at øve modstand ved at fastholde lokale forestillinger og varianter af hiphop eller arbejderbevægelsen. At skabe billeder, der er lokale og kontekstuelle frem for universelle og standardiserede, kunne blive en kunstnerisk strategi mod tech-hegemoniet. Både lokale utopier og dystopier kan fungere som modgift mod tech-hypen og dens forsøg på at kolonisere vores forestillingsevne. Her kan erfaringer fra Østtysklands Stasi give en nyttig, men dyster, parallel: Deres “Zersetzung”-teknikker nedbrød musikmiljøer gennem infiltration og tilsyneladende tilfældige forstyrrelser. I dag opnår sociale medier lignende effekter, ikke gennem fysisk overvågning, men via algoritmisk styring, hvor måling af “engagement” isolerer individer i ekkokamre, mens det simulerer fællesskab. Oplysninger fra musikalsk aktivitet bruges til at forudse adfærd, skabe nye behov og målrettet reklame - en teknologisk opdateret version af samme kontrolprincip. Sovjetunionens Proletkult-organisation demonstrerede, hvordan kollektiv kreativitet kunne transformeres til ideologisk indoktrinering gennem “massesange”. I dag ser vi, hvordan virksomheder som Nike approprierer hiphoppens modstands æstetik til markedsføring, mens de undergraver kunst potentiale for at forestille sig hvad der ligger uden for samtiden. Forskellen er, at hvor den sovjetiske strategi var åbenlyst ideologisk, er nutidens version pakket ind i progressivt sprog og liberal kapital, hvilket gør det vanskeligere at gennemskue. At arbejde med hiphop eller samtidskunst i dag betyder for mig at se at gøre det i et samfund, der bevæger sig mod et stadig mere totalitært regime. Ikke nødvendigvis gennem åbenlys censur eller vold, men gennem en udhuling af sproget, æstetikken og de organisatoriske rammer, der engang bar modstanden. Selv den kunst, der legitimerer sig som politisk progressiv, er alt for ofte en del af status quo. Her kan fiktion og spekulation fungere som midlertidige lommer af frihed, hvor sproget endnu ikke er fuldt kontrolleret - men hvor vi også må acceptere, at sådanne lommer måske altid er på vej til at blive lukket igen. Jeg er heller ikke sikker på, hvilken rolle jeg selv spiller. Måske ender jeg med at kooptere det, jeg søger at hylde - at æstetisere politikken, til den bliver apolitisk, eller til den fremstår parodisk. Det er en risiko, der altid ligger og dirrer under arbejdet. Men fiktionen og kunsten, når den er vild og fri, giver mig i det mindste håb om, at nogen - måske ikke jeg selv - kunne finde måder at skabe alternative værdisystemer og solidariteter på. Ikke som en romantisk utopi, men som små, midlertidige sprækker i et system, der ellers har gjort modstand til en vare.
#frihedlighedoghiphop #ufrihedulighedoghiphop
