Jeg ved ikke med dig, men der hvor jeg kommer fra var der noget de voksne kaldte butikstyverialderen. Det var som en stille fælles beslutning blandt de børn og unge der boede langs forstædernes tognet. I DSB-kiosken på Bagsværd station så jeg hvor seje piger med hoops fyldte lommerne ved udgangen og så ud til at nyde at overskride usynlige grænser mindst lige så meget som Jenka tyggegummi de delte på bænken.
Selv var jeg lidt for nervøst anlagt til den slags heroisme - af og til købte jeg diskret en Yankie bar og påstod at jeg havde stjålet den - forsøgte at købe mig til at passe ind i de andres overskridelser uden at nogen tog notits af mig af den grund.
Jeg husker det som alle dem jeg gik i klasse med eller kendte “kørte på røven” når de kunne, uanset om de havde penge til det eller ej. [At “køre på røven” betød at køre med toget uden billet] På trods af alle os i butikstyverialderen faldt samfundet ikke fra hinanden og de sidste tog holdt ikke op med at køre, tværtimod blev DSB-kioskerne til Seven Eleven og billetkontoret til en ubemandet automat. Impulsen til at være på tværs og manglen på respekt for ejendomsretten ændrede ikke samfundet.
Senere kom det på mode at gå i bukser der havde et hul der hvor tyverialarmen var blevet revet ud. Og der gik ikke lang tid før man i de samme butikker der tidligere var blevet bestjålet kunne købe bukser der var blevet designet med huller så man kunne købe sig til fornemmelsen af et normbrud, købe sig til fornemmelsen af at være en del af en grænseoverskridelsesklub.
De fleste af os voksede ud af butikstyverialderen og blev såkaldte fornuftige mennesker. I dag er det sidste jeg gider er at skulle løbe fra en ‘lør eller ‘desper for at slippe for at købe en billet eller dele en stjålet chokoladebar på en bænk. Alligevel bor butikstyverialderen stadig i mig - ikke bare som et fjernt minde, men som en levende drøm om at tingene kunne være anderledes.
For var det ikke også en proto-politisk handling, alle de gratis ture i S-toget? En fælles ufromuleret drøm om en verden hvor transport ikke var en vare men en ret, hvor bevægelse gennem byen var lige så fri og gratis som at trække vejret? Jeg tænker tit på at den slags små oprør er mere end bare teenage-oprør de blev gjort til - de var også spæde, uartikulerede forsøg på at forestille sig et andet samfund.
Man behøver ikke vokse ud af håbet om at ejerforhold kan ændres, at togene kunne være fælles eje i mere end bare navnet, at de kunne køre uden billet og kontrollørtrusler. Vi kan stadig bære drømmen om at det kunne være anderledes samtidig med at vi betaler vores skat og køber vores rejsekort .
Butikstyverialderen handlede måske ikke kun at stjæle, men også at drømme om et samfund bygget på andre værdier end profit og privat ejendomsret. Og der er en drøm behøver man ikke at vokse fra, selv om.man bevæger os rundt i et system, vi er kritiske overfor. Tværtimod - måske er det netop indefra som tilsyneladende fornuftige voksne, at vi bør tage fat of forme det samfund vi bor og de strukturer vi næres afi anderledes anderledes.
