Spændingen mellem det elitære og det folkelige er en central nerve i moderne vestlig kunsthistorie. To af det 20. århundredes mest indflydelsesrige stemmer, den amerikanske kunstteoretiker Clement Greenberg og den tyske kulturkritiker Walter Benjamin, indrammer denne konflikt på måder, der taler direkte ind i nutidens debat om kunstig intelligens. Greenbergs analyse af den krævende avantgarde over for den sentimentale, masseproducerede kitsch, samt Benjamins berømte tese om, hvordan teknisk reproduktion opløser kunstværkets unikke “aura”, bliver begge aktualiseret og radikaliseret i mødet med AI.
Teknologien fremstår som en foreløbig kulmination på disse udviklinger: en maskine, der kan skabe uendelige mængder billeder uden en original, og som vibrerer mellem at være den ultimative kitsch-generator og et nyt, revolutionerende værktøj. Den måske mest præcise betegnelse er dog at forstå AI som en remix-maskine. Den er ikke en skaber i klassisk forstand, men et avanceret system til at dekonstruere og rekonfigurere den massive visuelle kultur den bygger på, som mennesker allerede har produceret. Gennem såkaldt træning på milliarder af billeder “lærer” den de statistiske mønstre, der definerer store dele af vores visuelle verden, og resultatet er en form for statistisk collage. Hvert eneste AI-billede står i gæld til de utallige værker, mennesker har skabt før det; det kommer ikke ud af ingenting.
Før vi overvejer potentialet i billedskabende AI som et frigørende værktøj, må vi dog se på dets skyggesider, hvor teknologien accelererer flere af det 20. århundredes mest problematiske tendenser. For det første er der de materielle og menneskelige omkostninger: energikrævende serverfarme, der forværrer klimakrisen, og lavtlønnede arbejdere, der manuelt renser træningsdata under prekære forhold. Samtidig viderefører modellerne de mange bias, de er trænet på, og bidrager på den måde til en ny bølge af kulturel imperialisme. Da udviklingen desuden drives af venturekapital med profit som mål, risikerer vi en syndflod af standardiseret indhold, der kan føre til æstetisk stagnation. Måske mest alvorligt er frygten for AI’s rolle som virkelighedsopløsende teknologi: fotorealistiske deepfakes underminerer fotografiets troværdighed, og pludselig er det ikke kun kunsten, men vores fælles virkelighedsfornemmelse, der eroderer.
På trods af disse farer peger en anden bevægelse i en mere håbefuld retning. AI udfordrer monopolet hos den professionelle billedskabende klasse – som jeg selv tilhører – og åbner for et bredere spektrum af stemmer. Her ligger potentialet for AI som folkekunst: en tilgængelig praksis, der bruges til at forhandle hverdagens kultur. Dette kræver en ny færdighed: rollen som “prompter” eller instruktør. At anerkende AI som en remix-maskine tvinger os til at genoverveje, hvad kreativitet er. Myten om det ensomme geni, der skaber ud af intet, virker stadig mere utidssvarende; i stedet bliver den kreative handling i stigende grad et spørgsmål om kuratering, selektion og kombination. Den dygtige prompter fungerer som en kurator af kaos, der med sproglig præcision og kulturel viden kan fremmane billeder fra AI’ens digitale underbevidsthed. Denne praksis udfolder sig kollektivt i onlinefora, f.eks. i Facebook-gruppen Cursed AI, hvor en ny visuel almue bruger AI’s bizarre resultater til at skabe memes og diskutere politik. Her ser vi den amerikanske essayist Susan Sontags begreb camp i fuldt flor – en æstetik, der nyder det teatralsk mislykkede og det “dårlige” som en værdi i sig selv. Det er i dette kreative misbrug – i de utilsigtede, groteske og ofte smukke fejl – at en smule frihed kan findes, og en ny, uventet skønhed kan opstå på trods af de systemer, man ikke er enig i.
I skarp kontrast til denne hverdagslige praksis ser vi også en bevægelse, der på sin vis spejler Greenbergs gamle skelnen mellem høj- og lavkultur. Kunstnere som Refik Anadol bruger AI til at skabe overvældende, spektakulære værker på store museer. Disse installationer kræver enorme ressourcer, og iscenesættelsen af dem lever fuldt op til myten om det enestående kunstnergeni. Paradoksalt nok er disse spektakulære værker en påmindelse om Greenbergs oprindelige kritik; de stiller spørgsmålet, om AI’s potentiale for at demokratisere kunsten blot vil skabe en ny form for utilgængelig højkultur, eller om den kan genoplive avantgardens drømme om at bryde barrierer ned.
Denne fokusering på det spektakulære afspejler en bredere tendens. Når kunstverdenens portvagtere endelig forholder sig til AI, sker det ofte i en gold diskussion for eller imod. Enten afskrives teknologien som umenneskeligt og menneskefjendtligt “slop”, blottet for autenticitet, eller også hyldes den som en utopisk, umenneskelig intelligens, der varsler en ny æra. Ironisk nok køber begge positioner direkte ind i Big Techs foretrukne narrativer. Ved at mystificere AI som enten en apokalyptisk trussel eller en guddommelig gave overser man dens egentlige funktion som et værktøj. Og vigtigst af alt: man overser fuldstændig alt det, der foregår i marginen – de folkelige, kaotiske og dybt menneskelige praksisser, hvor den virkelige kulturelle forhandling finder sted.
Bag både den folkelige praksis og de spektakulære værker ligger dog de samme økonomiske strukturer. Selv den mest håbefulde læsning må mødes med en kritisk analyse, for metaforen om remix-maskinen blotlægger den centrale konflikt: Hvis alle AI-billeder er et remix, hvem ejer så resultatet? Hele AI-økonomien er bygget på den kollektive, ukompenserede arbejdskraft fra millioner af kunstnere, hvis værker er blevet brugt som træningsdata uden tilladelse. Dette er kernen i fænomenet kreativt fæstebønderi: brugerne agerer på platforme, de hverken ejer eller kontrollerer, mens værdien kanaliseres opad til de venturefonde og tech-giganter, der ejer infrastrukturen. Denne dynamik har et klart historisk ekko i street art, og parallellen til kunstverdenens “art washing” er tydelig: ligesom problematiske penge vaskes rene gennem kunst, bruges “innovation washing” i dag til at brande aggressiv venturekapital som en progressiv kraft, der lover forandring og en bedre fremtid.
Midt i denne økonomiske virkelighed ligger måske den skarpeste pointe. Selvom AI aldrig bliver uproblematisk, giver teknologien os en uventet mulighed for at genbesøge kunsthistorien og måske endda genoplive nogle af avantgardens aldrig fuldt realiserede drømme. Snarere end at se AI som en forvrænget gentagelse af fortidens konflikter, kan vi se den som en anledning til at genfinde avantgardens ubrugte potentialer. Dengang var drømmen om at nedbryde skellet mellem kunst og liv begrænset af datidens teknologi. I dag tilbyder AI, trods sine fejl, en infrastruktur, der potentielt kan realisere denne drøm på en hidtil uset skala. Ideen om at skabe nyt ved at genbruge trækker tråde til dadaismens collager, 1980’ernes appropriation art og DJ-kulturens brug af sampling. Brugeren af AI fungerer som en visuel DJ, og set i det lys er den kollektive og kaotiske brug af AI måske en mere tro fortsættelse af denne oprindelige impuls end meget af den kunst, der i dag produceres af etablerede kunstnere.
Parallelt med de store, kommercielle modeller vokser udviklingen af græsrodsteknologier med lave ressourcekrav frem. Denne tilgang bruger begrænsninger som en kreativ katalysator og peger mod et mere bæredygtigt økosystem af personlige værktøjer. Men selv open source-modeller har ofte en kompromitteret oprindelse i venturekapital eller militær forskning. Dette understreger vigtigheden af appropriation: at overtage et værktøj og bevidst bruge det til noget andet og mere meningsfuldt, end dets skabere havde i tankerne. Den kritiske opgave er ikke at lede efter en “ren” teknologi, men at erobre de magtfulde værktøjer, der findes, og tvinge dem i nye retninger, så vi ikke gør murene omkring kunstverdenens ressourcer endnu højere, men i stedet lukker flere ind.
Hvor efterlader dette os? Måske netop der, hvor vi begyndte: i spændingsfeltet mellem det elitære og det folkelige, som Greenberg og Benjamin tegnede op. AI ændrer unægteligt ved spillereglerne. Den digitale almue, der eksperimenterer i onlinefora, synes at opløse Greenbergs skarpe skel; de bruger det samme værktøj, som skaber den nye højkultur på museerne, til at producere en kaotisk, kollektiv og forgængelig folkekunst, der ofte hylder det fejlbarlige.
Denne folkelige praksis fuldbyrder på sin vis Benjamins profeti om auraens fald, men den gør det uden melankoli. Tabet af det unikke værk er her ikke et savn, men selve forudsætningen for en levende, visuel samtale. Det rejser et afgørende spørgsmål: Hvis kunstverdenen oprigtigt ønsker at nedbryde sine elitære barrierer – og ikke kun tale om det – er der så ikke netop her i dette kollektive og uærbødige rum, at den bør lede efter inspiration?
Den digitale almue kommer ikke til at ‘rede’ kunsten, og den er dybt filtret ind i de samme problematiske økonomier som resten af feltet. Men den fungerer som et spejl. Den viser os, at en kollektiv og mere tilgængelig visuel kultur er mulig. Håbet ligger, som antropologen David Graeber påpegede, ikke i en fjern utopi, men i de alternativer, der allerede eksisterer. Udfordringen er derfor ikke teknologisk, men institutionel: at anerkende og lære af de samarbejdende strukturer, der opstår i marginen. For AI er ikke svaret, men den stiller kunstverdenen et ubehageligt og dybt relevant spørgsmål om, hvad den egentlig vil være.
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
