Det er en afgørende pointe, som giver argumentet for “rævens” værdi en helt konkret og håndgribelig dimension. At kontrastere de langsigtede, ofte usynlige effekter med kortsigtet, målbar nytte er kernen i forsvaret for denne type praksis. Jeg har flettet din pointe og dine eksempler ind i det afsnit, der handler om den produktive friktion mellem eksperten og generalisten, da det er her, værdien af deres samspil bliver tydeligst.
Script Kiddiens Styrke: Et forsvar for den produktive misforståelse I hacker-verdenens hierarki indtager “script kiddien” den absolut laveste position. Det er en nedsættende betegnelse for en amatør, der bruger komplekse værktøjer, andre har udviklet, uden en dybdegående forståelse for deres indre logik. Script kiddien kan måske nok opnå et resultat, men forstår ikke den bagvedliggende kode. Jeg må indrømme, at jeg ofte genkender mig selv i den figur. Når jeg arbejder med AI-modeller eller læser den bagvedliggende matematik i en videnskabelig artikel, er min forståelse overfladisk. Jeg er en script kiddie, der låner værktøjer fra discipliner, jeg ikke er uddannet i. Men hvor dette i en lukket, specialiseret verden er en svaghed, er det i en bredere kreativ og samfundsmæssig kontekst en afgørende styrke. Det er et forsvar for kunsten som en selvstændig form for videnproduktion, der netop trives i sprækkerne mellem de etablerede discipliner og fungerer som en nødvendig modvægt til en stadig mere fragmenteret verden. Historisk set er denne figur ikke ny: amatørastronomer, selvlærte opfindere eller kunstnere, der tog naturvidenskabelige teorier i brug uden at kende hele apparatet bag, har ofte bidraget til banebrydende indsigter. Script kiddien er blot den digitale æras udgave af en længere tradition.
Vores videnssamfund er bygget op omkring siloer, et problem som fysikeren og forfatteren C.P. Snow allerede i 1959 diagnosticerede i sin berømte forelæsning “The Two Cultures”, hvor han beskrev den voksende kløft mellem naturvidenskab og humaniora. Siden da er specialiseringen kun taget til. Inden for disse siloer bor eksperten, hvis viden er dyb, legitimeret og beskyttet af institutionelle rammer. Filosoffen Isaiah Berlin skelnede i sit essay “The Hedgehog and the Fox” mellem to arketyper: Pindsvinet, der ved én stor ting (eksperten), og ræven, der ved mange små ting (generalisten). Script kiddien er den digitale tidsalders ræv. Uden for institutionernes beskyttelse, men netop derfor fri til at strejfe. Fri til at følge et spor på tværs af discipliner, forbinde punkter og misforstå tingene på en produktiv måde – en tilgang, der minder om sociologen Bruno Latours metode, hvor man følger aktørerne på tværs af etablerede netværk og kategorier, uanset hvor de fører hen.
At omfavne denne position er at blive ekspert i ikke at være ekspert. Det indebærer en accept af det, videnskabsteoretikeren Donna Haraway kalder “situated knowledges” (situeret viden): en anerkendelse af, at al viden er partiel, perspektivbunden og kropslig. Script kiddien gør ikke krav på ekspertens objektive “God trick”, men opererer fra en erklæret subjektiv og nysgerrig position. Her er misforståelsen ikke en fjende, men en brugbar ven. Det er en del af en praksis, hvor det, der kan virke rodet og associativt, ofte følger sine egne metoder og traditioner for videnproduktion. Selvom denne tilgang i de seneste årtier er blevet delvist formaliseret inden for det akademiske felt kunstnerisk forskning, er den langt ældre og bredere. Den insisterer på, at den kropslige og eksperimenterende proces kan skabe indsigter, som den stringente, lineære metode overser. Og netop fordi misforståelsen kan åbne for det uventede, kan den være metodisk snarere end tilfældig – et greb, der også kendes fra glitch-æstetik, remixkultur og aktivistisk hacking.
Kunstverdenen, når den er bedst, fungerer netop som et sådant hjem for ræven. Her er der traditionelt set en høj tolerance for en mere løs og associativ omgang med teori. En kunstner kan låne et begreb fra filosofien, en model fra naturvidenskaben eller en metode fra antropologien og anvende det ‘forkert’, men netop i denne kreative misforståelse skabe et nyt udsagn. Gennem sin mangfoldighed af udtryk og praksisser, fra det dybt personlige til det storpolitiske, agerer kunstverdenen som helhed ofte som en kollektiv script kiddie, der konstant sampler, remixer og forbinder viden på tværs af etablerede grænser, og som finder sin styrke i netop ikke at være bundet af én enkelt disciplins strenge krav til korrekthed. Dette minder også om, hvordan tværfaglige miljøer inden for forskning i klima, sundhed eller teknologi ofte arbejder: i ufuldstændige oversættelser, hvor misforståelser og justeringer er en forudsætning for at skabe nye forbindelser.
For at vores fælles vidensøkologi kan trives, må vi anerkende, at pindsvinet og ræven har brug for hinanden. Den dybe, specialiserede viden og den brede, syntetiserende nysgerrighed bør ikke være fjender, men bedste venner. Friktionen mellem eksperten og generalisten er ikke en fejl, men potentielt den mest generative kraft, vi har. Eksperten kan levere den nødvendige dybde, mens generalisten kan stille de uventede spørgsmål og skabe de tværgående forbindelser, hvis værdi sjældent kan måles på kort sigt. Denne friktion fungerer også som en demokratisk ventil, fordi generalistens insisterende spørgsmål kan åbne ekspertviden for flere. Det er netop i disse ofte lidt usynlige, ikke-silo-opdelte aktiviteter, at de langsigtede effekter opstår: en ny måde at tænke et boligområde på, en idé der plantes om, at verden kunne være anderledes, eller en uventet forbindelse mellem omsorgsarbejde og programmering. Disse effekter overskygger på sigt ofte enhver form for kortsigtet, målbar effekt, men fordi de er svære at kvantificere, bliver de sjældent prioriteret i en kultur, der hungrer efter umiddelbar nytte.
Udfordringen er selvfølgelig strukturel. Som politologen James C. Scott beskriver i Seeing Like a State, har moderne institutioner en fundamental trang til at gøre verden “læselig” (legible) ved at inddele den i faste, overskuelige kategorier. Bureaukratier, universiteter og selv kunstinstitutioner er nødt til at generalisere for at kunne administrere. Denne logik står i direkte modsætning til rævens/script kiddiens metode, der trives i det partikulære, det tvetydige og i sprækkerne mellem kategorierne. Systemet er designet til at understøtte pindsvin, ikke ræve.
Samtidig rejser en hyldest til den åbne, dynamiske vidensforhandling et presserende problem i vores “post-faktuelle” tidsalder: Hvad gør vi med bevidst misinformation og sabotage? Hvis vi åbner for den produktive misforståelse, hvordan skelner vi den så fra den destruktive løgn og den bevidste produktion af uvidenhed (agnotologi)? Her er forskellen ofte intentionel: script kiddien deler sin proces, sine fejl og sin læring åbent, hvilket gør det muligt for andre at korrigere og bygge videre. Den bevidste manipulator skjuler derimod spor og søger at lukke samtalen. Svaret kan derfor ikke være at bygge højere mure omkring vores videnssiloer, for det vil kun forværre fragmenteringen. Det må i stedet handle om at styrke vores kollektive evne til at navigere i et komplekst informationslandskab – en evne, der kræver både eksperternes dybde til at faktatjekke og generalisternes bredde til at skabe kontekst.
Det er klart, at kunstscenen ikke kun kan eller bør bestå af ræve. Den er og skal være et mangfoldigt økosystem af utallige strategier, fra konform karrierisme og solidt håndværk til social aktivisme, der alle har fundet et hjem her. Men når man ser sig selv som en script kiddie-ræv, kan man ikke lade være med at mærke, hvordan døren for netop denne tværgående, udisciplinerede tænkning er under pres fra mange sider på en evigt udhungret kunstscene. Det ville være en fattig verden, hvis det ender med, at kun de ultrarige, med deres ofte kedelige pekuniære fantasier, har det økonomiske overskud til at bevæge sig frit mellem discipliner og videnssiloer. For i en vis forstand er script kiddien også en demokratisk figur, der viser, at adgang til viden og kreativitet ikke nødvendigvis kræver privilegier, men kan vokse frem gennem fællesskaber, open source-projekter og kollektiv læring.
Måske er rævene netop som kanariefuglen i kulminen. Når først de skranter, og deres vilkår indskrænkes, er det et tegn på, at noget fundamentalt er ved at gå galt i hele vores vidensøkologi og i samfundet overordnet. Det er et tegn på, at snorene strammes, at der bliver lavere til loftet, og at vi alle er i fare for at forstene i vores siloer. Nogle tab mærker man ikke med det samme. Men at forsømme en mangfoldig vidensøkologi er som at forsømme sin infrastruktur: I længden bliver regningen for at genopbygge den blot endnu større. Derfor ligger der en afgørende opgave for de institutioner, der ønsker at forblive relevante: De må ikke kun dyrke deres egne script kiddies, men selv turde være det. De må skabe rum, hvor rævene kan trives, og samtidig insistere på deres egen ret til at agere som en ræv: at låne, eksperimentere og forbinde på tværs af siloer, selvom det indebærer fejl og en vis faglig ‘uvederhæftighed’. At anerkende, understøtte og selv udleve denne tværgående praksis er ikke en luksus, men en overlevelsesstrategi for en sund og innovativ videnskultur.
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
