I Jeg har aldrig selv kunnet lide at gå i skole og har aldrig været nem at undervise. Min mor underviste på universitetet, og jeg tænkte, at det var det sidste, jeg selv skulle. Alligevel begyndte jeg at undervise, mens jeg stadigvæk selv gik på Kunstakademiets grundskole. Det var videoeffekter hver fredag på teknisk skole, hvor jeg selv havde gået før. Med tømmermænd fra ferniseringer, uoplagte jævnaldrende og tutorials fra Creative Cow. Et kursus jeg arvede fra min daværende kæreste. Ikke noget snak om indhold eller personligt udtryk, bare tekniske færdigheder, men selvfølgelig slap der lidt underligheder igennem fra min egen praksis. Så en dag ringede en ældre elev fra Akademiet til mig og spurgte, om jeg ville overtage hans Photoshop-undervisning på en højskole. Igen ikke noget kunstnerisk, bare teknik. Og jeg begyndte at komme på skolen en eller to gange om året, mens jeg langsomt arbejdede mig væk fra kun at arbejde med teknik og hen mod også at få lov at snakke lidt om indhold. Jeg holdt morgenforedrag og sang meget ukomfortabelt for i koret. II Til at begynde med var eleverne en blanding af socialt udsatte og unge mennesker med kunstneriske ambitioner. De fleste vidste kun lidt om samtidskunst og var stadig i gang med at finde ud af, om de måske skulle være kunstnere. Undervisningen blev nødt til at rumme både mange forskellige måder at lave kunst på og mange forestillinger om kunstverdenen og kunst i det hele taget. Jeg blev ved med at undervise på højskolen on and off i mange år, mens tingene langsomt ændrede sig. Selvfølgelig var der altid undtagelser – de målrettede blandt de vilde, og de krøllede hjerner blandt stræberne – men tendensen var tydelig. Fra at være blandede hold med meget forskellige ambitioner blev de, der kom på skolen, mere og mere vidende om og sikre på, at de skulle på Kunstakademiet. Det var dejligt. Eleverne var nemmere at undervise og motivere og tit rigtigt dygtige allerede. Formatet blev to ugers intensive forløb med en slags afsluttende udstillinger. Jeg var der alligevel 24 timer i døgnet og stillede mig til rådighed hele den tid, jeg var der, selvom jeg kun fik betalt for ganske få timer. Det var sjovt, vildt og totalt opslidende på lige den måde, jeg godt kan lide. Eleverne begyndte i stigende grad at søge akademier i Norden og udlandet. Jeg blev færdig med Kunstakademiet, højskolens ledelse skiftede, og jeg blev ved med at komme tilbage. Jeg fik aldrig nogen pædagogisk træning ud over, hvad jeg kunne samle op fra bøger om Black Mountain College, fra ældre kolleger, eller havde fået uforvarende med hjemmefra. Indimellem underviste jeg også andre steder og i andre sammenhænge og begyndte at føle mig lidt mere komfortabel som underviser. Men eleverne begyndte at ændre sig. Eller rettere: Tidsånden omkring dem gjorde. Før havde de generelt været åbne over for eksperimenter og for at lave fede ting i starten af året, og først senere overveje om de skulle på Akademiet. Nu blev spørgsmålet i stigende grad fra starten, hvordan man kom ind på en af de mytologiske kunstskoler. Der var stadig masser af nysgerrige og søgende sjæle imellem, der ville kunsten for kunstens skyld, men de var mest optaget af at producere, hvad de troede kunne skaffe dem ind. Skolen var i stigende grad blevet det sted, man tog hen, når man vidste, at man ville gå på kunstskole og skulle have hjælp til at komme ind. Fuldt forståeligt i den tidsånd af professionalisering i kunstverdenen og den viden om samtidskunst, der nu var blevet meget mere udbredt. III Jeg fik samtidigt lidt mere fodfæste som kunstner og begyndte at se et sted i marginen af kunsten, hvor der kunne blive en plads til mig. Men jeg var også i stigende grad utilpas ved kunstverdenen og i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig til den. Jeg fik et job på en mindre forberedende kunstskole, der lå så tæt på, at jeg kunne gå derhen. Jeg skulle ikke engang undervise i noget teknisk eller specifikt. Jeg måtte selv bestemme og havde gode kolleger. Hvor jeg på den gamle højskole oftest var alene, var der her et tættere kollegaskab, men også mere struktur. Jeg blev tilbudt at være vikar på et af de mindre akademier, og på den bølge af sympati og interesse fra eleverne, man tit har som ny underviser, blev jeg ansat som professor. Min bankrådgiver ønskede mig tillykke og sagde, at nu kunne hun endelig forstå, hvad jeg lavede. Omgivelserne sænkede skuldrene en anelse af lettelse over, at jeg endelig var kommet tørskoet i land. Jeg var nu blevet underviser i familietraditionen og endda med en fin titel, selvom der kun var 15 timer om ugen på lønsedlen, og lønnen svarede til en rengøringsmedarbejders. Det var dog flere penge og mere stabilitet, end jeg havde prøvet før. Et elleveårigt samarbejde med min kunstneriske samarbejdspartner sluttede, og til min overraskelse forsvandt alle de projekter og planer, der havde været knyttet til vores fælles praksis, med ét. Jeg var nu fuldtidsunderviser på en deltidsløn på et kunstakademi med store ambitioner og få ressourcer. IV Med mig havde jeg en meget intensiv undervisningsform, jeg selv havde bygget op, og en mangel på erfaring med at indgå i et kollegialt fællesskab og have en leder. Der var alt for få ressourcer til alle de behov, der var på akademiet, og kollektivt kæmpede vi for at finde en realistisk måde at drive et ambitiøst akademi med så få midler. Mine kolleger på det lille akademi var for de flestes vedkommende uddannet i udlandet i mere akademiske, angelsaksiske traditioner, hvor undervisningen var formet af research-baserede metoder, pensumlister og en tydeligere adskillelse mellem vejleder og studerende. Jeg kom ud af Det Kongelige Kunstakademi i 00’erne, der befandt sig et sted mellem den klassiske mesterlæremodel fra håndværket og en lokal teoretisk-praktisk undervisningsmodel. Men jeg havde også selv gået på Goldsmiths og havde derfor prøvet den angelsaksiske model. Ingen af de to modeller er ideelle. Hver rummer deres svagheder og styrker. Men den angelsaksiske har vundet hævd på grund af professionalisering og internationalisering, således at de ting, der var gode ved den lokale model, er blevet vasket væk – i hvert fald til dels. Sådanne kulturelle vaner har det dog med at være svære at få has på og overlever tit uerkendt. På Akademiet i København var der en mindre skarp grænse mellem, hvad der var undervisning, og hvad der var at hænge ud sammen; mellem hvad man lærte af sin professor, og hvad man samlede op fra sine medstuderende i fællesværkstederne. Det var ikke nødvendigvis bedre, men det var anderledes, og jeg opdagede, at meget af det, jeg tog for givet som selvfølgeligt ved kunstundervisning, slet ikke var selvfølgeligt. Jeg tænkte, at kunstskolen ikke kun burde rumme elevernes eksperimenter, men også selv eksperimentere med formerne. Jeg ved ikke, hvor godt jeg lykkedes med det. Men jeg ved, at jeg hurtigt kom til at slide mig selv op og gøre en masse, jeg ikke var særligt god til, for at dække hullerne i vores ressourcer og behovene hos vores studerende. V Da barnet ankom, dejligt og smukt et par måneder for tidligt, stod det hurtigt klart for mig, at jeg ikke havde ressourcerne til at kunne gøre det, jeg syntes, der burde gøres. Ét er at undervise med søvnmangel og mudderhjerne, fordi man har en baby, men jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne få det hele til at gå op på længere sigt. Desuden var stemningen blandt kollegerne, eller måske bare inden i mig, ikke længere så støttende, som den havde været. I undervisningen var der fortsat mange slags studerende og en stor spredning i både baggrund og temperament, men mere og mere blev spørgsmålet om, hvordan man kom ind i kunstverdenen og fik succes, til at præge de værkstedssamtaler, der var min yndlingsdel af undervisningen, og som havde været det, siden jeg først begyndte. Den tætte vejledning var der, hvor jeg syntes, det var bedst, og hvor jeg var mest brugbar for mine studerende. Grupper og workshops var jeg mindre god til, på grund af min fornemmelse af, at meget få studerende havde brug for det samme, og at jeg måske heller aldrig selv havde fået så meget ud af de formater. Som den fællesskabsdrømmende individualist jeg er. Som champagneanarkist med billig andelsbolig fra 90’erne i midten af byen og en praksis, der var baseret på at kunne overleve på få ressourcer. Undervisning har været en god anden karriere for mig og for mange andre kunstnere, der ikke kunne tækkes institutioner eller markedet nok til at overleve af det. En måde at blive i kunsten uden at være afhængig af den. Derfor har der også været noget paradoksalt i, at mange af dem, der endte med en sådan delt karriere, har været kritiske over for både markedet og institutionerne. Vi underviste den næste generation i at navigere i systemer, vi selv havde svært ved at finde os til rette i, eller som vi aktivt tog afstand fra. Jeg ved ikke, om det gjorde os til bedre eller dårligere undervisere. Måske begge dele. Det er i hvert fald sikkert, at jeg også selv har bidraget til den pseudo-professionalisering, jeg indimellem rynkede på næsen af. Når jeg hjalp de studerende med at spidse deres porteføljer, lære koderne og tale det rigtige sprog, var jeg jo selv med til at forme dem til det system, jeg egentlig ønskede var anderledes. Jeg blev en pragmatisk fødselshjælper for karrierer i en kunstverden, jeg selv havde et ambivalent forhold til. Min egen kunstnerlivs model, var ikke længere aktuel eller brugbar, når huslejen var blevet astronomisk i byer af alle størrelser, kunstscenen var fokuseret på elitedyrkende karriereprogrammer og institutionerne virkede mest af alt interesserede i at finde lokale variationer af etablerede internationale trends. VI På det lille akademi var der heldigvis en masse, der flyttede væk fra byen og dannede fællesskaber og muligheder for få midler der – ligesom jeg sikkert havde gjort i deres sted. Men mine kræfter var opbrugt. Min selvudviklede døgnundervisningsmodel passede ikke til mit nye liv, og jeg havde lyst til at være meget mere sammen med mit lille barn. Så jeg sagde op. Umiddelbart efter søgte jeg et job på Kunstakademiet i København, hvor der er bedre forhold og ressourcer, men måske også mindre græsrodstraditioner end på de små akademier. Interviewet gik ikke godt, måske fordi jeg egentlig ikke havde lyst til at være fastansat længere og mest ansøgte, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre. Så kom kræft, corona og en langsom genopbygning af mig selv som kunstner, efter at de mange års samarbejdets fællesidentitet var gået i opløsning. I dag underviser jeg ikke så meget. Men jeg har nok stadig en underviser inden i mig – og en tendens til at være belærende, som jeg virkelig prøver at holde i ave. Nu skriver jeg mere end nogensinde, og det er måske den mest beslægtede aktivitet: forsøget på at gøre mit eget subjektive punkt tilgængeligt for andre. Jeg tror, at alle kunstnere har brug for at skrive deres egen kunsthistorie ved siden af den, de lærer, og den der står i bøgerne. En personlig version, hvor de selv giver mening, og hvor de forbindelser og forudsætninger, der faktisk betyder noget for ens arbejde, bliver synlige. Dette er selvfølgelig kun én tråd trukket ud af et stort filter af oplevelser. Jeg kunne også have fortalt historien om de utrolige gennembrud i værkstedet, om de øjeblikke hvor undervisningen flød ubesværet, eller om de venskaber og den generøsitet, jeg har mødt hos både studerende og kolleger. Mine år som underviser rummer tusind andre fortællinger, der peger i andre retninger, og erfaringerne er aldrig entydige. Men lige nu er det denne her historie om forandring, vilkår og modstand, der pressede sig på. Med min nuværende ph.d. ved universitetet skal jeg igen prøve at tilpasse selvudviklede undervisningsideer og metoder til institutionelle strukturer og andre fagligheders forventninger. Og alligevel kan jeg ikke lade være med at klikke, hver gang der bliver slået en undervisningsstilling op. Jeg mærker suget og overvejer et kort øjeblik, om det er nu, jeg skal tilbage og bruge mine refleksioner til at blive en bedre underviser. Men jeg ved også godt, at jeg er blevet ældre, særere og stadig befinder mig et sted i marginen. Tanken om at starte min egen lille alternative, eksperimenterende skole strejfer mig tit, men bliver hurtigt fejet af bordet igen; uden massiv støtte ender sådan noget i dag med kun at være for de rige, og det projekt orker jeg ikke. Desuden har jeg jo hele tiden travlt med noget andet, og det er jo ikke det værste.
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
