Når jeg bevæger mig ind i et udstillingsrum, mærker jeg hvor svært det er at forestille mig alternativer til de præsentationsformer, jeg kender så godt. De hvide vægge, den generøse afstand mellem værkerne, den præcise temperatur - alt dette sidder så dybt i min forståelse af, hvordan kunst skal opleves, at selv tanken om andre former føles umulig. Disse konventioner fremstår selvfølgelige, som var de naturlige betingelser for at se på kunst. Denne naturliggørelse af bestemte rumlige og æstetiske konventioner udgør en specifik politik - en magtform så subtil, at den næsten er usynlig for os, der er vokset op med den.
Institutionens tekster taler aldrig om denne politik. De fokuserer udelukkende på værkernes indhold, kontekst og kunstnernes intentioner, mens de tier om alle de uskrevne regler for hvordan man gebærder sig i rummet. Ved at ignorere disse grundlæggende aspekter af udstillingsoplevelsen, gør teksterne det endnu sværere at tale om og dermed også at udfordre den institutionelle organiserings effekter.
For dem der ikke er indviede i kunstinstitutionens koder, bliver denne tavshed særligt problematisk. Når teksterne ikke anerkender eller diskuterer de rumlige og sociale normer, fremstår disse som naturlige og selvfølgelige snarere end som bevidste institutionelle valg. Den besøgende, der føler sig fremmed i rummet, får ingen hjælp til at forstå hvorfor - teksterne taler kun om kunst, ikke om de sociale og rumlige betingelser for at opleve den.
Den monumentale arkitektur påvirker vores bevægelser og stemmer. De høje lofter og det kontrollerede lys dikterer en bestemt adfærd: dæmpede samtaler, langsomme bevægelser, accepterende holdning til den præsenterede viden. Men ingen tekster diskuterer hvordan denne arkitektur disciplinerer vores kroppe eller hvordan den etablerer bestemte hierarkier mellem beskuer og værk. Disse effekter forbliver uudtalte og derfor også uangribelige.
Den spredte ophængning signalerer en særlig form for økonomisk position - muligheden for at lade være med at udnytte pladsen fuldt ud. Det står i kontrast til ældre tiders tætpakkede salon-ophængning og vidner om et specifikt forhold til ressourcer. Men denne sammenhæng mellem rumlig organisation og økonomisk magt forbliver udiskuteret i institutionens selvfremstilling.
De store sale og ceremonielle trapper gør enhver tvivl eller uenighed til noget malplaceret. Selv når værkerne inviterer til dialog, undergraver rummets karakter denne mulighed. Teksterne taler om dialog og deltagelse, men ignorerer hvordan selve den arkitektoniske ramme modarbejder dette ved at etablere en atmosfære af ærbødighed.
Dette bliver særligt tydeligt ved udstillinger om politiske eller sociale spørgsmål. Vægteksterne kan tale om ulighed eller institutionel magt, men de nævner aldrig hvordan selve udstillingsrummet gennem sin fysiske form manifesterer præcis de magtstrukturer, værkerne forsøger at kritisere.
Selv ideen om “god smag” - denne uudtalte men allestedsnærværende standard for præsentation - forbliver udiskuteret. Teksterne forholder sig til værkernes æstetik men aldrig til den institutionelle æstetik, der indrammer dem. De stiller aldrig spørgsmål ved hvem der definerer denne smag, eller hvordan den former vores oplevelse.
Verden udenfor institutionen rummer andre måder at organisere og præsentere materialer på. En markedsplads skaber komplekse forbindelser mellem objekter. En byggeplads arrangerer materialer efter andre principper. Disse organiseringer følger andre logikker - praktiske, opportunistiske eller styret af andre æstetiske hensyn. De tillader objekter at mødes på måder, der fremstår kaotiske efter institutionelle standarder, men som åbner for andre betydninger og sanselige erfaringer.
I kanten af kunstverdenen findes steder, hvor institutionel smagfuldhed møder andre former. I kunstnerdrevne rum kæmper værkerne med bygningers forfald og historie. I forladte butikker sidder den kommercielle æstetik i væggene. I private hjem eller industrielle rum må kunsten forhandle med hverdagens logik. Disse steder tillader ofte en mere direkte diskussion af deres egne betingelser og begrænsninger - her bliver rummets politik ikke gemt bag en facade af neutralitet.
I kanten af kunstverdenen findes steder, hvor institutionel smagfuldhed møder andre former. I kunstnerdrevne rum i tidligere fabrikker eller baggårdsbygninger kæmper værkerne med bygningers forfald og historie. I midlertidige udstillinger i forladte butikker hvor den kommercielle æstetik stadig sidder i væggene. I projekter der overtager private hjem eller industrielle rum, hvor kunst må forhandle med hverdagens og arbejdets mere hverdagslige logikker. I disse eksperimenterende udstillingsrum tillader de fysiske rammer og den løsere institutionelle struktur ofte en mere direkte diskussion af deres egne betingelser og begrænsninger - her bliver rummets politik ikke gemt bag en facade af neutralitet.
Også blandt de etablerede institutioner findes enkelte steder, der bevidst eksperimenterer med udstillingsrummets politik. Her reorganiseres samlingerne efter andre principper end kronologi og stilhistorie, værkerne møder hverdagslige genstande, og arkitekturen tillades at være synlig som andet end neutral baggrund. Disse eksperimenter giver appetit på mere - på flere institutioner der tør udfordre deres egne konventioner, på udstillinger der lader forskellige ordener og logikker mødes, på rum der inviterer til andre måder at være sammen om kunst på.
Det er disse steder jeg orienterer mig mod, når jeg søger udstillinger der ikke bare taler om politik i deres tekster, men også tør diskutere deres egen rumlige politik. Ikke fordi de tilbyder en vej ud af institutionen, men fordi de demonstrerer at den institutionelle tavshed om egne normer og magtformer ikke er nødvendig.
Der er noget både opmuntrende og melankolsk ved at skrive en tekst som denne. Siden 1960’erne - og sikkert længe før - har kunstnere, kritikere og kuratorer formuleret lignende analyser af kunstinstitutionens uudtalte normer. Fra den institutionskritiske kunst over alternative spaces-bevægelsen til Fluxus og situationisterne har der været utallige forsøg på at udvide eller nedbryde den institutionelle smagfuldheds dominans.
Det faktum at denne type kritik stadig føles relevant og nødvendig, fortæller måske mere om den institutionelle smagfuldheds sejlivethed end om kritikkens utilstrækkelighed. Den “gode smag” har vist sig bemærkelsesværdig god til at absorbere og indoptage selv de mest radikale forsøg på at udfordre den. Og alligevel - eller måske netop derfor - forbliver det vigtigt at insistere på, at tingene kunne være anderledes. Ikke fordi denne insisteren nødvendigvis fører til fundamentale ændringer i kunstinstitutionen, men fordi den holder muligheden åben for andre måder at tænke og praktisere kunst på.
