I billedkunsten har der længe været en interesse for det såkaldte stedsspecifikke: for værker, der indgår i en dialog med det sted, de befinder sig. Her står kunsten over for et grundlæggende valg, der spejler et større kulturelt dilemma. På den ene side kan værket underbygge den lokale mytologi og understøtte stedets eksisterende selvbillede. Det agerer som en bekræftelse af den store, trygge fortælling, som stedet allerede fortæller om sig selv – en fejring af den anerkendte historie eller de dominerende værdier. Denne tilgang kan skabe genkendelse og stolthed, men den risikerer også at blive en gold illustration, der lukker stedet om sig selv i en fastlåst identitet.
På den anden side kan kunsten bevidst forsøge at skabe sprækker i den glatte overflade. Den kan grave glemte eller fortrængte historier frem, pege på usynlige sociale skel eller åbne for helt nye fremtidsmuligheder. Denne form for kunst stiller spørgsmål i stedet for at give svar. Den udfordrer den vedtagne mytologi og skaber derved nye muligheder for at fortælle et sted og føle et tilhørsforhold – et tilhørsforhold, der måske er mere komplekst, modsætningsfyldt og i sidste ende mere meningsfuldt.
Denne spænding mellem at bekræfte eller at skabe sprækker er ikke kun knyttet til steder, men også til tider. Noget lignende gælder det at være “oppe i tiden”. At ramme en bølge kan føles relevant, men det rummer også risikoen for blot at blive et ekko af tidens dominerende strømninger. Ligesom et sted kan reduceres til en fastlåst fortælling, reduceres tiden ofte af mediernes nyhedskriterier, temaudstillinger og fonds-satsninger. Disse mekanismer belønner i praksis det, der kan synliggøres, måles og passes ind i en bestemt idé om samtidighed. Det, der ikke passer ind – det komplekse, det langsomme, det marginale – falder bort. Min bekymring er, at kunsten i sin forhippethed på at fremstå samtidig, mister muligheden for reelt at være det. Jagten på synlighed risikerer at lukke øjnene for tidens mørke.
Alt, hvad man gør, kommer uundgåeligt ud af en tid og en kontekst. At stå i opposition til tidens strømninger betyder derfor ikke at træde udenfor den, men at finde de sprækker, hvor tidens lys kaster skygger. Det er disse mørke områder, den italienske filosof Giorgio Agamben beskriver i sit begreb om “samtidighed”. Ifølge ham er de, der passer perfekt ind i deres epoke, ikke samtidige i en dybere forstand; deres totale sammenfald med tiden gør dem blinde. En egentlig samtidighed opnås gennem forskydning og anakronisme – evnen til at sanse ikke tidens blændende lys, men dens mørke. At blive anerkendt som “samtidskunstner” kan således være det modsatte af at være samtidig i Agambens forstand, hvis det betyder, at man er perfekt synkron med tidens krav og dermed blind for dens skyggesider.
At være mod sin tid er at nægte at lade sig blænde af epokens “lys” for i stedet at se de sprækker, som lyset kaster. Det indebærer at kanalisere fortidens ubrugte potentialer ind i nutiden, sådan som tænkeren Walter Benjamin beskrev det. Han så historien som en bunke af ruiner og opgaven som at “børste historien mod hårene” for at gribe fat i de glemte muligheder.
Et værks betydning er aldrig fastlåst. Kunst kan fungere som et prisme, der bryder den samtid, den møder, i variationer af det samme grundmønster. Det er ikke kun et enkelt værk fra fortiden, der kan fungere sådan; det kan også være hele kunstneriske strategier, teknikker og traditioner, som aktiveres for at afdække nuancer i vores egen tid, der ellers forblev usynlige. At søge disse nuancer er at være opmærksom ikke kun på tidens mest magtfulde samtaler, men også på de marginale. Det er at se ind i Agambens “mørke”, som ikke er en tomhed, men et rum fyldt med potentialer. Kulturteoretikeren Mark Fisher kaldte dette “hauntology”: en tilstand, hvor vi hjemsøges af de fremtider, fortiden lovede, men som aldrig blev virkeliggjort. At lytte til de marginale samtaler er at lytte efter disse spøgelser.
Parallelt fungerer generationslogikker som endnu en forenklende mekanisme. Mærkater som ‘Boomer’ eller ‘Gen Z’ udspringer ofte af reklameindustriens og pop-psykologiens behov for at skabe letforståelige forbrugersegmenter. Denne opdeling ødelægger mulighederne for solidaritet mellem grupper, der deler fælles vilkår, ved at gøre systemiske problemer – som økonomisk usikkerhed eller klimakrise – til individuelle eller generationsbestemte fejltrin. Den forhindrer os i at danne de brede alliancer, der kunne udfordre de reelle magtstrukturer.
At være mod sin tid er at afvise de faste fortællinger for i stedet at åbne for tidens mangfoldighed. I sidste ende er valget enkelt: Man kan bekræfte de store, trygge fortællinger om nuet og dermed reproducere status quo. Eller man kan kigge i marginerne og paradokserne efter andre versioner af nuet og dermed åbne for forandring.
Kunsten kan her ses som et reservoir af ideer, former og følelser, der måske ikke har den største resonans lige nu, men som kan få det lige om lidt. Der er ingen garanti, men hvis vi ikke passer på dette potentiale, er vi overladt til en uendelig, bevidstløs trendcyklus. Det eneste sikre er, at nuet om lidt vil kalde på nye ideer.
At insistere på kompleksitet er derfor ikke blot en intellektuel øvelse. Kompleksitet betyder her at anerkende tidens mange lag på én gang: de glemte potentialer i fortiden, de oversete sprækker i nutiden og de tabte fremtider, der stadig spøger. At fastholde dette sammensatte blik er en måde at holde reservoiret fyldt for fremtiden. Det er at vælge hukommelsen frem for den strategiske glemsel.
Her ligger et håb om, at nogle af samtidskunstens institutioner og strukturer kunne påtage sig opgaven at understøtte netop dette. At de kunne modstå fristelsen til at køre med på de flade nyhedskriterier og i stedet agere som de tålmodige værner for det reservoir, der sikrer, at fremtiden har noget at trække på.
Men en sådan kursændring er ikke uden omkostninger. Det vil kræve en bevidst omfordeling af ressourcer fra fonde, der i dag ofte belønner det let synlige. Og det vil kræve en kamp om opmærksomheden fra en offentlighed, der er formet af samtidens fiktion – ideen om, at kun det nyeste har værdi. Det er prisen for reelt at ville noget andet.
Og det er usikkert, om ret mange er villige til at betale den.
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
