Magt cirkulerer sjældent frivilligt

5 Når man sidder i udvalg eller bestyrelser, er man tit ikke enig i alle beslutninger. Især ikke, hvis man er lidt kontrær, som jeg er. Men alligevel bakker man selvfølgelig op om de fælles beslutninger. Både af kollegial solidaritet, og fordi alt andet ville være noget rod. På den måde føler man sig ofte magtesløs, selvom man måske ser magtfuld ud. Man bliver en del af den orden, man gerne ville ændre. Men der er også et kollegaskab på tværs af fag og generationer. De fælles beslutninger og kompromiser er ikke kun tvang, de er også nødvendige og lærerige. Men her lurer faren. For min empati med systemets stressede ansatte har en slagside. Den risikerer at skubbe de ekskluderede helt ud af billedet. Det er let at være generøs over for systemets fejlbarlighed, når man selv sidder med ved bordet. For dem, der står udenfor, er det ligegyldigt, om afslaget skyldes ondskab eller travlhed. De er ikke bare “strukturelle effekter”, men mennesker med legitime krav. Og min forståelse for maskinrummet må ikke skygge for deres vrede. Der er så mange ting, jeg ikke forstod, hvorfor var som de var, inden jeg selv tog del i det kunstpolitiske arbejde. Og som jeg stadig ikke har forstået. Nuancer og mekanismer, jeg ikke kunne se udefra. Kompleksiteter og sårbarheder, der først blev synlige, da jeg sad med ved bordet. For når man kommer helt ind i institutionerne, opdager man, hvor sårbare de er. De er fulde af underfinansierede udstillinger fra den tidligere ledelse. De er fulde af ting, man har lovet fondene, men ikke har ressourcerne til at realisere. Man ser tilfældighederne i de valg, der tages. Man mærker, at valg, der udefra ser strategiske og velovervejede ud, ofte er opstået i panik og kortsigtede planer. Institutionens fornemste opgave bliver ofte at få det tilfældige til at ligne en vision. I værste fald opstår et ekko-kammer, hvor pseudo-kritikkens symbolske retorik hersker. Mens magten forbliver uerkendt og uforhandlet. Det gør det vanskeligt faktisk at diskutere magt og rejse egentlig kritik. Fordi den risikerer at blive til endnu en tom gestus. Inde fra maskinrummet ser man, at magt og tilfælde er mere beslægtede, end man skulle tro. At bekendte kunstnere vælges, fordi der ikke er ressourcer til research eller tid til studiobesøg hos dem, man ikke kender. At dagsordener og formuleringer genbruges, fordi fondsansøgningen skal afleveres i morgen. Det er ikke en konspiration. Det er bare ressourcemangel og frygt. Sådan som jeg har oplevet det, er magtens forhandling for det meste banal og blind, frem for en del af en masterplan eller sammensværgelse. Der sidder sjældent en ond skurk for bordenden. Der sidder bare en stresset administrator og pressede ansatte, uden det overblik de bliver tillagt. Kunstverdenens problemer skyldes oftere fejltagelser og travlhed, der trives godt i det skjulte, frem for egentlig ondskab eller vilje til magt. Men jeg må spørge mig selv: Er beskrivelsen af magten som “banal” i virkeligheden dens bedste forsvar? Ved at fremstille den som inkompetence og tilfældigheder, risikerer jeg at afpolitisere den. At gøre den til en naturkraft, ingen styrer. Og dermed ingen kan holdes ansvarlig for. For mangel på ondskab fritager ikke for ansvar. Travlhed ekskluderer lige så effektivt som bevidst diskrimination. Resultaterne er de samme, og magtforholdet består. Ikke at der ikke findes reelt magtmisbrug og bevidste ressourceforskelle. Men de er som regel et symptom på noget andet end forhandlingen af magten i sig selv. De er symptomer på et inkompetent magtmaskineri, der kører ude af syne, hvis ingen aktivt griber ind. For magt er også kampen om ressourcer og fordeling af privilegier. Millimeter for millimeter og møde for møde. Den daglige forhandling om hvem der får penge, tid, opmærksomhed. Det er ikke altid tilfældigt eller inkompetent. Nogle gange er det bare kamp om begrænsede midler. Netop fordi maskineriet kører på både inkompetence og konkurrence, bliver ansvaret ikke mindre. Det bliver bare mere diffust. Sværere at placere, men ikke mindre reelt. Derfor forsøger jeg at insistere på en form for metapolitisk praksis. Hvor man vedbliver med at foreslå alternativer. At sige – så venligt som muligt – at det kunne være anderledes. At bruge sproget til at åbne vejen for forandring, konceptuelt. At plante idéen om, at tingene ikke behøver at være, som de plejer. Det går langsomt. Det er ikke særligt heroisk. Og det risikerer altid at blive en dårlig undskyldning for ikke at gøre noget radikalt. Et alibi for at blive siddende. For alle systemer favoriserer nogen og ekskluderer andre. Den formelle struktur favoriserer nogle, den uformelle andre. Ingen form er neutral. Men problemet opstår, når formen stivner. Når vi rammes af en institutionel forstening. Hvor vaner bliver til regler, og regler bliver til mure. Når systemets primære drift bliver selvopretholdelse frem for udvikling. Så bliver institutionerne til monolitter. Tunge og ubevægelige kolosser, der bruger al deres energi på bare at bestå. Frem for at være de levende organismer, kunsten har brug for. Desuden individualiseres magten. Den gøres diffus af den interne konkurrence, de stejle hierarkier og jagten på den næste karrieremulighed. Denne atomisering gør det svært at finde sammen. Svært at opbygge den tillid, der skal til for at handle kollektivt. Og dermed næsten umuligt at mønstre den fælles magt, der skal til for at gøre en reel forskel. Derfor virker det oplagt at skabe mange midlertidige, ustabile og forskellige magtstrukturer frem for at vedligeholde disse magtmonopoler. At insistere på en pluralitet af adgangsveje i stedet for én “rigtig” måde at være en del af systemet på. At lade magten cirkulere gennem forskellige rum og former, så flere kan finde indgang. At turde lade strukturerne dø, når de bliver for stive, og bygge nye. Og vi må være ærlige: Det kommer ikke til at ske uden friktion. Magt cirkulerer sjældent frivilligt. At skabe plads til andre betyder, at nogen skal afgive plads. At privilegier skal dø, for at noget nyt kan leve. Men institutionerne har ikke altid været sådan. Der er en historie for, at de har været mere åbne og eksperimenterende. Korte perioder, hvor de turde tage chancer på det ukendte i stedet for at cirkle rundt om det bekendte. Hvor de brugte deres ressourcer på at udvide feltet i stedet for at reproducere det. Det uforløste potentiale ligger stadig der, bag forsteningen. Det kræver bare, at flere aktivt vælger at bruge den magt, de har, til at hugge facaden op og skabe forandring. Frem for at forsvare de bestående strukturer. #stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom