den kan bruges til at bevare status quo den kan fremme falsk konsensus og maskere uenighed den kan invitere til deltagelse mens den styrer resultatet på forhånd den kan bruge socialt engagement som dekoration uden at ændre strukturer den kan udstille forskelle uden at forstyrre magtbalancer den kan forvandle kritisk uenighed til ufarlige oplevelser den kan iscenesætte deltagelse som en vare for kulturel prestige den kan skabe midlertidige fællesskaber uden varig forandring den kan forvandle uproduktive borgere til produktive samfundsdeltagere den kan omforme velhavende børn til prekære kunstnere den kan omdanne forandringsimpulser til tomme symbolske gestus den kan byde rebellen velkommen ved bordet og gøre dem til en del af systemet den kan kapre forandringens sprog og bruge det til at fastholde status quo den kan smykke sig med oprørets symboler samtidig med at umuliggøre reel modstand den kan forvandle kollektive impulser til varer signeret af et individuelt geni den kan understøtte falske fortællinger om national identitet for at legitimere frygt den kan bruges som våben til at ekskludere den kan standardisere det eksperimenterende den kan skjule sine egne forudsætninger og fremstå neutral den kan reproducere det bestående under dække af kritik den kan slavebinde kunstneren til marked eller institutioner i frihedens navn den kan omdanne fællesskabsdrømme til konkurrencesprog den kan reducere kunsten til kortsigtet nytte og fratage den evnen til at række ud i tiden den kan fastlåse os i etablerede udtryksformer den kan forstærke udmattelse hvor den kunne have vist nye muligheder
jeg ser hvordan kunstens verden ofte dovent fastholder det bestående, men også hvordan dens kontrære potentiale og vilje til forandring altid eksisterer side om side med resignation. Kunsten kan skabe rum, hvor mennesker kan eksistere uden at blive defineret af deres funktion.
den kan bevare rum hvor mennesker ikke skal være nyttige for at have værdi den kan fremkalde konflikt som en nødvendighed for reelle forandringer den kan skabe situationer hvor uenighed ikke straks skal løses den kan aktivere publikum som medskabere ikke som passive forbrugere den kan insistere på ubehag og uklarhed som en del af fælles erfaringer den kan udfordre relationer fremfor at bekræfte dem den kan skabe rum hvor nye former for offentlighed opstår gennem modsætninger den kan bruge delt erfaring som et laboratorium for uforudsete muligheder den kan åbne erfaringer der overskrider arv og ejerskab den kan synliggøre spæde bevægelser som endnu ikke er blevet bemærket den kan fastholde modstand selv når den tilsyneladende tilpasser sig den kan forny gamle udtryksformer i uventede retninger den kan efterlade spor af oprør selv i polerede overflader den kan gøre ophavsretten gennemtrængelig og skabe plads til kollektiv skabelse den kan opløse grænser og fremkalde nye fællesskabsformer den kan skabe sprækker hvorigennem det ukendte kan trænge ind den kan værne om eksperimentet som noget der ikke kræver retfærdiggørelse den kan lade abstraktioner bære betydninger vi endnu ikke kan afkode den kan undersøge sig selv og afsløre det skjulte uden forsvar den kan stille spørgsmål uden at skulle komme med enkle svar den kan rumme tanker drømme og former der endnu mangler navn den kan åbne rum hvor intet endnu er fastlagt den kan udfordre og udvide de former vi tager for givet den kan igangsætte langsomme bevægelser der ændrer vores grundantagelser den kan skabe langsigtede forandringer ved at ændre måden vi tænker på den kan danne nye fællesskaber på tværs af de kategorier vi inddeles i den kan holde drømmen i live om at værdi opstår i handling og relation ikke i ejerskab den kan være et fristed for det uplanlagte abstrakte og det der ikke er umiddelbart nyttigt den kan fungere som et frihedsreservoir i en verden hvor frihed ofte omformes til kontrol det der begynder som fiktion eller abstraktion kan blive virkelighed ikke som drømmen oprindeligt forestillede sig men som noget der alligevel bidrager til at forandrer vores fælles virkelighed
