Det er ikke nemt at få hjælp i konkurrencesamfundet, når dit barn har det skidt. Man skal have det virkelig dårligt, før døren åbner sig, især hvis det er noget, man ikke kan se udenpå. Så som forælder går man og venter. Venter på det sammenbrud, der er slemt nok til at give adgang til den hjælp, man ved ens barn har brug for.
Men når man så endelig kommer ind. Gennem porten til børne- og ungdomspsykiatrien. Så er det en virkelig, virkelig god oplevelse. Der er folk, der er dygtige og har overskud. De tager fat, de lytter. Der er lyse rum, rigtig god kunst på væggen og gratis kakao. Det føles som en velfærds-utopi, sådan som man drømmer om, at en stor, omsorgsfuld stat kan være. Her er der pludselig tid til at tale, helt anderledes end andre steder.
Her kan man få en diagnose. Et navn, der ikke kun udløser praktisk hjælp i skolen, men som også giver et sprog for en anden måde at være i verden på. Det giver en forklaring, der flytter fokus fra, at barnet er ‘forkert’, til at barnet fungerer anderledes. Navnet bliver ikke et mål om at blive ‘normal’, men et udgangspunkt for at finde ud af, hvordan man lever bedst muligt, præcis som man er. Det er et redskab til at justere kravene – ikke kun for at barnet kan holde til dem, men for at barnet kan trives på sine egne præmisser.
Men diagnosen er og bliver et stempel i en verden, der er besat af kasser. Den individualiserer et problem, der i bund og grund er kollektivt. For hvad er det egentlig for et ‘normalitetsbegreb’, vi måler vores børn op imod? Det er en snæver, præstationsorienteret skabelon, der systematisk udstøder dem, der ikke passer ind. Vi glemmer let, at en diagnose ikke er en objektiv sandhed i barnet, men snarere en nyttig og menneskeskabt inddeling af en kompleks verden med glidende overgange. Problemet er ikke barnet, der ikke passer ind i kassen. Problemet er kassen.
For at kunne tage imod den hjælp, staten yder, må man derfor for en tid ophæve sine reservationer. Man må finde ro i den dobbelthed, det er at modtage individuel behandling for et problem, der i høj grad er kollektivt. Man er enormt taknemmelig for hjælpen, uden samtidig at købe ind på præmissen om, at den alene kan løse problemet. Alle de andre mulige løsninger – meditation, skoleskift, alternative institutioner, psykoanalyse – skriver man ned på et stykke papir og gemmer. Ikke fordi man opgiver sin skepsis, men fordi man ikke kan gøre alting på én gang. Kunsten er at undgå at blive ortodoks omkring én bestemt metode, så man holder sig åben på den lange bane, men samtidig tør gå helhjertet ind i det, man har gang i lige nu.
Det er lidt som at være kunstner og drømme om en anden kunstverden, eller at være kritisk overfor kapitalismen og alligevel deltage i den. Man navigerer i det system, man nu engang er omgivet af, uden at opgive drømmen om, at det kunne være anderledes.
Så står man tilbage med en underlig følelse. Følelsen af at bo i en fejlslagen velfærdsstat, som trods sine mangler alligevel er et bedre og mere trygt sted at være end de fleste andre steder i verden. Det privilegium betyder et ønske om at kunne udbrede den samme omsorg til dem, der står udenfor. Men det tænder også en skarp bevidsthed om de myter og begrænsninger, vores egen nationalstat er bygget på. Man bliver en slags taknemmelig systemkritiker, der ser både goderne og de usynlige hegn, der omgiver dem.
