Jeg har tit en fornemmelse af, at mens vores daglige liv hviler på et fundament af praktisk solidaritet - manifesteret i kloakrør, elkabler og datalinjer - så fortaber samfundsdebatten sig i abstrakte værdikampe og symbolske konflikter. Vi glemmer de fysiske forbindelser der kræver konstant vedligeholdelse og fornyelse. De kan ikke tages for givet, ligesom fællesskabet ikke kan det.
Tænke ofte på Københavns tidlige stadsarkitekter og ingeniører. I slutningen af 1800-tallet byggede de ikke blot funktionelle kloakker - de skabte imponerende underjordiske konstruktioner med håndmurede hvælvinger og en arkitektonisk ambition, der vidnede om en større vision: At selv byens skjulte infrastruktur skulle være smuk og bygget til at holde i generationer. I dag forfalder disse gamle kloakker, mens ressourcerne går til synlige byrumsprojekter og spektakulære landskabsindgreb.
Men min fascination af disse gamle konstruktioner er nok i sig selv et symptom på noget andet en kloarkglæde - et udtryk for min utilfredshed med en samtid, hvor fællesskab ofte tænkes gennem individuelle positioner, sprog og symboler. Når jeg i mine projekter romantiserer fortidens konstruktioner eller drømmer om en ny æra af storslået fælles infrastruktur, udtrykker jeg nok først og fremmest en frustration over min egen og mere generelt vores tids begrænsede forestillingsevne.
Er ikke selv min nostalgiske beundring af fortidens kloakker og drømmen om nye fælles systemer blevet en symbolsk gestus? En måde at udtrykke utilfredshed på uden reelt at kunne forestille mig alternativer - Jeg kritiserer samtidens fokus på det symbolske ved at påkalde mig det materielle og konkrete, men gør det paradoksalt nok gennem netop sprog og symboler.
Dette er ikke en afvisning af værdien i at tænke gennem infrastruktur og materielle fællesskaber. Tværtimod åbner der sig måske et rum for at tænke nyt netop i erkendelsen af denne modsætning - mellem min længsel efter det konkrete og min fastlåsthed i det symbolske og sproglige. For hvis selv min drøm om materielle fællesskaber er blevet symbolsk, hvad fortæller det så om de begrænsninger, vi må overvinde for at kunne forestille os og skabe reelle alternativer?
Mit første skridt mod overhovedet at kunne forestille mig nye fællesskabsformer kunne være at erkende, hvordan selv min kritik af det bestående forbliver fanget i de former, jeg ønsker at overskride. At stå ved at min længsel efter det konkrete er blevet abstrakt. Ikke for at opgive længslen, men for at forstå hvilke dybere forandringer der skal til, før vi igen kunne bygge infrastruktur med samme selvfølgelige tro på fællesskabet som fortidens stadsarkitekter.