Det seneste år har jeg skabt en serie selvportrætter ved hjælp af lokalt kørende AI. De fungerer som mine avatarer på sociale netværk i en vedvarende, performativ undersøgelse. At de er lavet med lokal AI er vigtigt, fordi det giver en vis uafhængighed af de store platforme og gør det muligt at arbejde med teknologien på egne præmisser.
Hvorfor skabe billeder, der placerer mig selv i problematiske og humoristiske situationer?
Jeg gør det, fordi jeg ser en kritik af verden, der alt for ofte peger udad, som om man kunne tale fra et neutralt og hævet sted. Det er det, videnskabsfilosoffen Donna Haraway har kaldt et “gudetrick”: et synspunkt fra intetsteds, som hævder at se alt. Jeg tror ikke på denne illusion. I stedet tror jeg, som Haraway, på, at den eneste ærlige kritik må komme fra et situeret sted - en viden, der altid er kropslig, kompromitteret og placeret i en konkret sammenhæng.
Jeg gør det også, fordi lokal AI i sig selv er en urent position. På den ene side kan det ses som et forsøg på at bryde med de store platformes greb, deres dataindsamling og uigennemsigtige modeller. At køre små, åbne systemer på egen hardware giver et element af autonomi og teknologisk selvbestemmelse. På den anden side er disse systemer stadig trænet på globale datasæt fulde af bias, stereotyper og uligheder. Hardwaren er produceret gennem ressourcetunge processer, og selv det “lokale” er filtret ind i en global infrastruktur. Det er ikke nogen ren modstand, men netop et eksempel på, hvordan kritik og medvirken uundgåeligt falder sammen.
Jeg gør det også, fordi jeg selv, som hvid, etableret og midaldrende mandlig kunstner, rummer mange af de privilegier og blinde vinkler, som præger både verden og kunstverdenen. I tråd med Andrea Frasers insisteren på selvinvolvering handler det ikke om at angribe institutionen udefra, men om at anerkende, at “vi er institutionen”. Mine privilegier, mit begær og mine begrænsninger er ikke individuelle fejl, men indlejrede udtryk for de systemer, jeg selv er afhængig af. Når jeg bruger mig selv som materiale, bliver min krop og mit billede dermed et sted for institutionel selvkritik - et sted, hvor paradokset er, at kritik og medskyldighed falder sammen.
Jeg er også træt af en ‘call out’-kultur, der let bliver fjendtlig og kan gøre det svært at opbygge de brede alliancer, vi har brug for. Call outs har naturligvis spillet en vigtig rolle i at skabe synlighed omkring uretfærdigheder, men når de baseres på forestillingen om moralsk renhed, skaber de også afstand. Jeg tror, at et stærkere fundament for fællesskab findes i en fælles anerkendelse af sårbarhed. Som Judith Butler har peget på, kan en erkendelse af vores fælles udsathed være basis for politiske fællesskaber, mens Sara Ahmed fremhæver muligheden for en “affektiv solidaritet”, der bygger på ærlighed snarere end påstande om uskyld. Det betyder ikke, at vi deler sårbarhed på lige vilkår - nogle kroppe er mere udsatte end andre - men at vi kan begynde i et erkendt rod frem for i et ideal om renhed.
Humor spiller også en rolle. Jeg ser den ikke som modsætning til kritik. Tværtimod opstår humor ofte i bruddet med det forventede, i mødet med det ukendte, og den kan bringe frygt og latter tæt på hinanden. Humor har i kunst og aktivisme gentagne gange fungeret som en måde at udstille magtens absurditet på - fra dadaisternes performances til nutidige meme-kulturer. I stedet for at skabe harmoniske, utopiske mikrotopier, som noget social kunst har stræbt efter, søger mine billeder det, Claire Bishop har kaldt en “relationel antagonisme”. De er tænkt som små gnidninger, der skaber ubehag og dermed kan åbne for de sandheder, vi helst vil fortrænge om kunstverdenens koder og vores egen placering i dem.
AI gør det muligt for mig at være flere personer på én gang. Det bryder forestillingen om et sammenhængende og autentisk kunstnersubjekt - en illusion, som kunstmarkedet stadig er dybt afhængig af. Samtidig er det et paradoks: for selvom AI producerer mange versioner af mig, peger de alle tilbage på et genkendeligt “jeg”. Denne dobbelte bevægelse - opløsning og forstærkning - er en del af det, der interesserer mig. Som Rosi Braidotti har skrevet, kan kritikken af “tyranniet af det forenede subjekt” ikke adskilles fra, at vi hele tiden reproducerer forestillingen om det.
Kunstverdenen flyder over med billeder af smukke, smarte og selvsikre kunstnere. Disse billeder er ikke neutrale. De trækker på reklameindustriens mest forenklede identitetskategorier og understøtter algoritmernes præferencer. De bidrager til en indsnævring af kropsbilleder, der i længden er langt mere skadelig end mærkelig AI-slop. Jeg savner flere billeder, der er underlige, fejlbehæftede eller personlige.
Jeg er også træt af, at såkaldt kritisk kunst ofte præsenteres gennem den samme visuelle kultur som modebranchen. Jeg er træt af kunstneren i sit smukke hjem, foran sin imponerende bogreol, i sit maleriske atelier. Samtidig ved jeg, hvor effektivt disse billeder virker. Jeg indgår selv i systemet, fordi det kan give mig adgang til frihed og ressourcer. At indrømme dette er, i Andrea Frasers ånd, ikke en falliterklæring, men en strategi: Jeg vil hellere anerkende min egen narcissisme og grådighed og bruge den som materiale, end lade som om jeg står udenfor.
Jeg tror på, at sårbarhed og erkendelsen af egen utilstrækkelighed kan skabe stærkere fællesskaber end forestillingen om moralsk renhed. Jeg er træt af kunstnere, der taler, som om de ved, hvad der er bedst for andre, i stedet for at undersøge, hvad der er galt med dem selv.
Jeg laver portrætter, fordi jeg gerne ville slippe for dem, men ved, at de er en del af det spil, jeg er afhængig af. Og det vil jeg gerne stå ved. For ingen af os kommer ud af dette system ved at lade, som om vi ikke er en del af det. Måske ligger der mere håb i at indrømme, hvor dybt vi alle sidder i det.
Ingen af disse billeder er af mig. Og alligevel er de alle til dels sande.
