3 For et par år siden ringede direktøren for en stor dansk fond til mig. Det var lige inden et møde om et projekt, der aldrig endte med at blive til noget.
Direktøren – hvis navn jeg belejligt har glemt – havde set mig brokke mig over fonden på Facebook og ville lige sikre sig, at jeg ikke ville gøre det igen, hvis vi skulle arbejde sammen. Fonden var meget følsom over for kritik, måtte jeg forstå. Og hvis jeg fortsatte den slags, ville de ikke kunne arbejde sammen med mig.
Jeg blev paf. Og i situationen svarede jeg bare, at selvfølgelig ville jeg opføre mig pænt fremover.
Bagefter tænkte jeg, at det godt nok var underligt, at direktøren – og en stor fond – følte sig så sårbar over for en tilfældig kunstners skriverier på Facebook. Jeg fortrød, at jeg ikke havde optaget opkaldet. Jeg fortrød, at jeg ikke havde svaret noget mere skarpt og interessant.
Men jo længere jeg tænkte over situationen, desto mere gik det op for mig, at det var magtblindheden, der rystede mig.
For jeg tror slet ikke, at vedkommende tænkte over, at det var en eksistentiel trussel for en som mig at miste muligheden for støtte. At det handler om økonomi. Om muligheden for at fortsætte som kunstner. For direktøren var det bare en hyggelig samtale for at få “klare linjer”. Magten oplever sig ikke selv som magtfuld, men udøver magt alligevel.
Og nej, jeg har ikke tænkt mig at sige hvem eller hvornår. Det tør jeg selvfølgelig ikke, og det ville stå i vejen for at se det som et strukturelt problem.
