Kunsthistorien er fuld af myter om det isolerede geni, en forestilling, der ofte overser en fundamental dimension af vores eksistens: at samskabelse ikke er noget, vi gør i udvalgte projekter, men noget, vi er. Vi er uløseligt vævet ind i en konstant strøm af de ideer, vi har arvet, og de billeder, vi giver videre. Denne forbundethed gælder ikke kun kunstnere imellem, men strækker sig ud i hele samfundet og knytter os til den kreativitet, som udfolder sig uden for kunstens formelle institutioner. Vi er forbundet til håndværkerens tavse viden, til hverdagens æstetiske praksisser i alt fra madlavning til havearbejde, og til de utallige ideer og løsninger, der opstår i fællesskaber hver eneste dag. At anerkende dette er at se kreativitet som en grundlæggende menneskelig egenskab snarere end et privilegium for de få. Enhver handling, enhver tanke, er en fortsættelse af en samtale, der begyndte længe før os. At anerkende dette forandrer vores blik; vi ser ikke længere et skarpt skel mellem den tænkende og den handlende, men et vidtstrakt, forbundet felt af forskellige bidrag. Det er i dette felt, at en central spænding i vores samtid udfolder sig = en spænding, der ikke blot handler om individ versus kollektiv, men om de selvsamme mekanismer for kollektiv kreativitet, der enten kan frigøre eller indfange os.
Den personlige følelse af at pendulere mellem refleksion og handling er ikke blot en kunstnerisk rytme, men et symptom på den moderne tilstand. Filosoffen Hannah Arendt tilbyder et diagnostisk værktøj til at forstå denne spænding. Hendes klassiske skelnen mellem vita contemplativa (det kontemplative liv) og vita activa (det aktive liv) beskriver ikke en harmonisk vekselvirkning, men et tab. Arendt frygtede, at moderniteten ville opløse de betingelser, der gør meningsfuld, fælles handling mulig. For at forstå dette tab kan man kigge på hendes bregebslige tredeling vita activa. Først er der arbejde (Labor), de cykliske, biologiske processer, der er nødvendige for overlevelse, hvis produkter er skabt til øjeblikkeligt forbrug og intet varigt efterlader. Dernæst er der arbejde (Work), fremstillingen af en holdbar, kunstig verden af ting = fra borde til kunstværker = der giver vores liv en stabil scene. Endelig er der handling (Action), den unikke menneskelige evne til at begynde noget nyt gennem tale og gerning i det offentlige rum, hvor vi afslører, hvem vi er. Arendts bekymring var, at fremkomsten af “det sociale” og glorificeringen af arbejde ville svække det offentlige rum, der er nødvendigt for handling. Private, økonomiske interesser ville få forrang, og vi ville blive fanget i en uendelig cyklus af produktion og konsumption. Vores søgen efter meningsfuld skabelse er derfor en kamp for at skabe varige værker og udføre genuin handling i en verden, der i stigende grad er domineret af arbejdets flygtige logik.
Denne søgen efter mening i en forbundet verden kan belyses fra andre perspektiver. Den kinesiske Huayan-buddhismes metafor om Indras net tilbyder et billede på vores forbundethed. I dette uendelige netværk af juveler afspejler hver enkelt juvel ikke blot alle de andre, men indeholder dem; delen er helheden. Denne vision kan bruges til at dekonstruere myten om det autonome individ, men den introducerer samtidig et problem: Hvis enhver handling blot er en afspejling af en allerede eksisterende totalitet, hvor er der så plads til forandring eller politisk modstand? En altomfattende forbundethed risikerer at opløse den politiske aktør og føre til fatalisme. Udfordringen bliver at forene en ontologi om total forbundethed med en politisk teori om ansvarlig handling. Donna Haraway tilbyder et sprog for dette med begrebet sympoiesis: “at-skabe-med”. Intet skaber sig selv; alt opstår i og gennem relationer. Vi er alle “holobionter” = sammensætninger, der holdes sammen af andre væsener. Hvis vi accepterer, at vi lever i en sympoietisk verden, bliver et centralt spørgsmål, som videnskabsfilosoffen Isabelle Stengers stiller: Hvordan kan forskellige måder at vide og skabe på = forskellige praksisser = interagere produktivt uden at udslette hinanden? Hendes svar er en “økologi af praksisser”, hvor forskellige vidensformer sameksisterer som arter i et økosystem, baseret på gensidig nysgerrighed og respekt.
Et tidligt eksempel på refleksion over fællesskab findes hos Paulus, der i 1 Korintherbrev 12 skriver: “For ligesom kroppen er én og har mange lemmer, og alle lemmer på kroppen, selvom der er mange, er én krop, sådan er det også med Kristus." Citatet fremhæver, at hver del har en funktion, og at helheden afhænger af samspillet mellem alle dele. På samme måde kan kunstneriske fællesskaber og kollektive praksisser ses som systemer, hvor individuelle bidrag først får fuld betydning i relation til andre. Dette perspektiv åbner for en ny kunstnerklasse, der bygger på samarbejde og gensidig anerkendelse frem for isolation og exceptionalisme. Kunstnere kan opnå større legitimitet ved at afgive nogle privilegier = for eksempel at reducere afhængigheden af de ultrarige, politiske instanser eller tech-industrien = samtidig med at de skaber strukturer, som gør det lettere for flere at deltage visuelt og kreativt. Den nye kunstnerklasse fremmer både solidaritet og tilgængelighed, hvor kollektive projekter kan bære individuelle bidrag uden at være afhængige af markedslogik eller enkeltpersoners stjernestatus.
Denne form for distribueret kreativitet findes overalt, men den antager vidt forskellige former. En sammenligning mellem Fluxus-bevægelsens “event scores” og open source-softwareprojekter afslører to forskellige “grammatikker” for samskabelse. Værker som Yoko Onos Grapefruit fungerer som åbne instruktioner, der adskiller ideen fra udførelsen. En “score” som “Tænd en tændstik og se på den, til den går ud” er ikke et færdigt værk, men en protokol for deltagelse, der udfordrer ideen om en enkelt ophavsmand i en decentral og anti-kommerciel model. Som teoretikeren Craig Saper argumenterer i Networked Art, kan disse praksisser forstås som en form for “sociable media” = sociale medier før internettet. Saper peger især på Mail Art-bevægelsen, med kunstnere som Ray Johnson i spidsen, som et afgørende eksempel. Her var det postvæsenet, der udgjorde platformen for et decentralt og globalt netværk baseret på en gaveøkonomi. For Johnson og andre Mail Art-kunstnere var de enkelte breve, postkort og objekter ikke selve værket; værket var netværket selv = den vedvarende samtale og de sociale relationer, der opstod gennem udvekslingen. Pointen var ikke at skabe et autonomt mesterværk, men at initiere og vedligeholde en kreativ socialitet. Open source-projekter bygger ligeledes på en delt kerne = kildekoden = som frit kan modificeres. Men i modsætning til Mail Art og Fluxus' mere anarkistiske åbenhed udvikler succesfulde open source-projekter ofte komplekse styringsstrukturer og eksisterer i en konstant spænding med kommercielle interesser, der kan føre til, at magten konsolideres hos store virksomheder. Sammenligningen viser, at selv i modeller, der hylder åbenhed, er spørgsmål om styring, magt og økonomi uundgåelige.
Dette leder til et teoretisk rammeværk: begrebsparret “commons” og “indhegning”. Commons kommer af de historiske landsbyfælleder = fællesarealer, der blev delt og forvaltet kollektivt af landsbyens beboere. De tidlige internets utopier kan forstås som forsøg på at skabe en digital commons = en fælles ressource af viden og kultur, der forvaltes kollektivt. Men ligesom de historiske fælleder blev privatiseret, er den digitale commons blevet indfanget af store platforme, der omdanner vores sociale interaktioner til data, der kan udvindes for profit. Det var ikke blot en forførelse; det var en strukturel proces af ekspropriation og indhegning.
Generativ AI er ikke en pludselig revolution, men kan ses som en kraftfuld forstærkning af de kræfter, der altid er i spil. Teknologien står i dag som et markant eksempel på den accelererede kamp om den digitale commons, hvor spændingen mellem kollektiv skabelse og privat indhegning bliver sat på spidsen. Kernen i konflikten er spørgsmålet om træningsdata. AI-udviklere hævder, at træning på data fra internettet udgør “fair use”, og ser internettets indhold som en kollektiv kulturarv, det er legitimt at lære fra. Kunstnere og rettighedshavere ser det derimod som systematisk og ukompenseret massekrænkelse af ophavsretten. Fra dette perspektiv er træningsprocessen den ultimative digitale indhegning: Vores fælles kultur opsuges som råmateriale og omdannes til et privatiseret, kommercielt produkt. Et centralt problem i debatten er, at kritikken af AI ofte bliver fanget i netop denne kommercielle industris forestillinger og hype. Hele den offentlige samtale = fra panik til fascination = formes af de store tech-virksomheders produktlanceringer og markedsføring. Derved overser man let den underskov af alternativer, der findes: de mange små, åbne og community-drevne projekter, hvor teknologien bruges eksperimenterende, kunstnerisk eller til ikke-kommercielle formål, og som ikke er underlagt den samme logik om profit og skalering. Heldigvis findes der alternativer. Græsrods-nonprofit-kollektiver som EleutherAI og LAION arbejder aktivt for at bygge den digitale commons ved at skabe og frigive åbne modeller og datasæt. Disse organisationer er eksempler på, hvordan en AI-infrastruktur kan bygges som et digitalt folkebibliotek i stedet for en privatiseret fabrik. Men selv en åben AI er ikke en neutral partner. Den fungerer som en algoritmisk kurator, der forstærker de sociale og historiske bias, der findes i dens træningsdata. Uden bevidst intervention reproducerer AI fortidens uligheder og præsenterer dem som objektive sandheder. Samtidig er der en risiko for æstetisk homogenisering, da AI ved at lære fra det statistiske gennemsnit af milliarder af værker risikerer at producere arbejde, der er teknisk kompetent, men generisk, og tilsyneladende mangler den menneskelige proces og investering, som publikum værdsætter. Denne opfattelse overser dog, at teknologien i sig selv er et destillat af menneskelig aktivitet: den er bygget af mennesker, baseret på menneskeligt input og formet ud fra billeder, som mennesker har taget.
At navigere i dette komplekse, kollektive felt kræver en balancegang. Kollektivet kan fungere som et skjold, der skaber frie rum, hvor enkeltpersoner ellers ville være magtesløse. Men en ukritisk hyldest til kollektivet overser dets potentielle faldgruber. Irving Janis' begreb om “groupthink” er her et brugbart korrektiv; et fænomen, hvor en gruppes ønske om harmoni og konformitet fører til mindre rationelle beslutninger, selvcensur og pres på afvigere. En beslægtet, men mere strukturel, fare lurer i grupper, der idealiserer fraværet af formelle regler. Dette fænomen blev beskrevet af feministen Jo Freeman i hendes klassiske essay The Tyranny of Structurelessness. Freemans pointe er, at der ikke findes grupper uden struktur. I fraværet af formelle og demokratisk vedtagne strukturer opstår der uundgåeligt uformelle og skjulte magthierarkier. Disse er ofte baseret på venskaber, karisma eller social status og er farlige, fordi de er usynlige og ikke kan stilles til ansvar. Resultatet er, at uformelle eliter tager kontrol, mens nye eller mindre socialt forbundne medlemmer ekskluderes fra beslutningsprocesserne. Valget står altså ikke mellem struktur og ingen struktur, men mellem en formel, ansvarlig struktur og en uformel, uansvarlig en. Et sundt kreativt miljø fordrer derfor ikke kun solidaritet, men også mekanismer, der beskytter og opmuntrer til dissens.
Dette leder til en redning af individet = ikke fra kollektivet, men fra geni-myten. Myten om det ensomme geni, der skaber ud af intet, er en historisk konstruktion fra romantikken, tæt forbundet med kunstmarkedet og intellektuel ejendomsret. Ved at definere kunstneren som en original skaber blev kunstværket en unik vare, hvis værdi var garanteret af geniets signatur. At dekonstruere geni-myten er derfor også at dekonstruere de kapitalistiske strukturer, den understøtter. Samtidig kan en ny kunstnerklasse bygges på ideen om at afgive nogle privilegier, men opnå større legitimitet og undgå afhængighed af de ultra-rige, den politiske klasse eller tech-industrien. Denne mere tilnærmelige kunstnerklasse giver flere mennesker mulighed for at udtrykke sig visuelt og understøtter solidaritet gennem fællesskab fremfor kunstnerisk exceptionalitet.
At anerkende sin plads i en kreativ proces er ikke resignation, men en måde at forstå, hvordan bidrag får mening i relation til andres. Som antropologen David Graeber beskriver, er anarkisme ikke kaos, men en selvorganiserende proces, hvor mennesker indgår i rimelige aftaler uden tvang. Forskellighed og ufuldstændighed kan netop skabe et helstøbt resultat, når de bringes sammen. Dette peger mod en form for kunstnerisk solidaritet, hvor gensidig anerkendelse af kompetencer kombineres med en tillid, der både er generøs og krævende.
I en globaliseret verden præget af marketing speak kan begrebet Ubuntu fremstå abstrakt og lidt banalt, men i sin oprindelige kontekst understreger det en politisk filosofi baseret på samhørighed fremfor individuel dominans. Som den sydafrikanske firhedskæmper og ærkebiskop Desmond Tutu forklarede: “Min menneskelighed er fanget i, er uløseligt forbundet med, din.” Det er et princip, der gør relationer til en aktiv del af, hvordan vi skaber og deler kreativitet. På samme måde kan fællesskaber af kunstnere udvikle praksisser, der åbner for deltagelse, styrker tilgængelighed og gør samarbejde legitimt uden afhængighed af institutionelle privilegier, det politiske system eller kommercielle magtcentre.
I stedet for at se kunstneren som en isoleret skaber kan vi forestille os en mere tilnærmelig klasse, hvor individuelle bidrag bliver styrket i sociale processer, og hvor strukturer = små, åbne og eksperimenterende = understøtter udveksling og samskabelse. Her bliver begreber som commons = inspireret af de historiske landsbyfælleder = relevante. Ved at dele ressourcer, viden og platforme på kollektive måder, skabes rum, hvor kreativitet kan udfolde sig både i byer, landsbyer og lokalsamfund uden at blive fanget i markedslogik eller koncentreret magt.
I sådanne sammenhænge er kreativitet ikke en individuel bedrift, men et levende netværk af relationer og muligheder. Den ligger i måden, folk mødes, deler idéer og bygger videre på hinandens arbejde. Uanset hvor man er = i et værksted, et kulturhus, en landsby eller på åbne digitale platforme = kan praksisser udvikles, som åbner for flere stemmer og styrker det, der allerede findes i de omgivelser, vi indgår i. Det kollektive er ikke en fjern abstrakt idealtilstand, men noget allerede hele tiden praktiseres lokalt og konkret, og som giver både kunstnere og andre mulighed for at engagere sig på lige fod og på deres egne vilkår.
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
