Lige om lidt påbegynder en Ph.d. på min 50-års fødselsdag. Det føles uvirkelig, næsten absurd. Jeg er en forstadsdreng fra den rigtige side af sporene, der har fået så uendeligt mange chancer, at det næsten er pinligt at jeg ikke er blevet til mere eller før. En selvudnævnt champagne-anarkist, der jonglerer med min plads i den kulturelle overklasse, mens jeg prøver at overbevise både mig selv og andre om, at jeg faktisk bruger mine privilegier til noget fornuftigt. Men sandheden er, at jeg stadig ikke er rolig. Tvivlen gnaver konstant: Kan jeg overhovedet det her - Lever jeg op til det, omverdenen forventer? Jeg ved ikke engang helt hvad de forventer - måske forventer de slet ikke noget særligt, måske er det bare mine egne ideer om at nu må jeg endelig blive voksen, struktureret, fokuseret. Alt det jeg aldrig har været særlig god til.
Jeg kan ikke længere huske hvad jeg var vred over eller hvad jeg løb fra, men jeg er altid i fuld fart. Det der startede som noget tvangsmæssigt har på en eller anden måde forvandlet sig til noget nydelsesfuldt. Ikke altid, men ofte nok til at det giver mening. Og for tiden falder ting i hak på den mest besynderlige måde - gamle bekendtskaber dukker op igen, halvglemt viden bliver relevant, steder fra fortiden får ny betydning. Som om alle disse omveje alligevel ikke var spildte.
Alle de der anden-, tredje- og fjerdechancer har formet en underlig samling af viden: rollespilskultur, graffiti-æstetik, hacker-etik. En blanding der måske giver mening, måske bare er endnu et udtryk for privilegeret rastløshed. For mig er billedkunsten bare endnu en subkultur jeg er dumpet ind i, men måske bliver det den sidste - for her kan jeg endelig blande alle mine fejltagelser til noget nyt, noget der giver mening, i hvert fald for mig selv. Der er stadig dage hvor jeg har lyst til at brænde det hele ned og bygge noget helt andet op. Den gamle revolutionsromantiske drøm om det heltemodige oprør ligger der stadig og ulmer.
Nu sidder jeg her, med Ph.d. studie, plads i Statens Kunstfonds legatudvalg og en kalender fuld af udstillinger. Det føles som endnu en chance jeg ikke helt har fortjent. Det er kun fordi jeg har mine kollegaer og min familie, at det overhovedet hænger sammen. De samler mig op, som de altid har gjort. Reder min røv når jeg igen har sat for meget i gang, når jeg igen ikke kunne lade være.
Der er noget næsten komisk i at jeg nu har dårlig samvittighed over at kunne betale huslejen de næste par år. Jeg mærker det som en fysisk fornemmelse i kroppen - hvor vanvittigt tilfældigt det er at jeg er havnet her, når jeg ser på mine nærmeste dygtigere kollegaer, og endnu mere når jeg tænker på alle dem der ikke har adgang til vores nordiske velfærdsprivilegier. Alligevel tillader jeg mig at sænke skuldrene en anelse - mærke glæden ved at kunne trække vejret lidt friere og tænker længere end en måned frem, samtidig med at jeg lover mig selv at forsøge at ikke at falde i søvn i den alt for komfortable stol.
Mine ressourcer er fortsat begrænsede og mine bidrag små, men jeg siger til mig selv at jeg prøver at gøre hvad jeg kan, der hvor jeg er. At det ikke handler om store revolutionære omvæltninger, men om de små forskelle i hverdagen: At holde døren åben når man kan, dele ud af sine privilegier og resourcer hvor det er muligt, skubbe på hvor der systemer kan blive mere tilgivende. Måske kan sådan en som mig være med til at skabe små sprækker af plads til at flere kan fucke up og stadig lande nogenlunde okay. Det er vel også en form for skadesreduktion - at gøre institutionerne en anelse blødere i kanterne, systemerne lidt mere tilgivende, dørene lidt lettere at åbne. Selvom jeg tit er i tvivl om det overhovedet rykker noget og ikke blot prøver at bortforklarer, så tror jeg stadigt at det er bedre at handle hvor man kan end at vente på revolutionen.
