POLYFONI (da)

Det er klart, at der er en officiel historie om kunsten, landet, stedet vi kommer fra osv. Der er historier, vi fortæller hinanden og tror alle er enige om. Der er historier om os, som vi hører og ikke synes passer. Der er historier, man rødmer, når man tænker på, og aldrig fortæller nogen. Disse utallige beretninger taler ofte i munden på hinanden. Enhver historie er en reduktion. Enhver kanon er en fiktion. Enhver definition af hvem “vi” er, er en kampplads om retten til at definere, hvem der tilhører vi’et, og hvem der ikke gør. Det såkaldte “vi” er ikke noget naturligt, men noget, vi selv har skabt og konstant omskaber. Man kan fortælle f.eks. en historie om hvordan kunst er en del af et stort kollektivt arbejde, hvor den ene kunstners arbejde bygger videre på de andres. Eller man kan gøre hvert kunstværk til et udtryk for kunstnerens private inderste. Man kunne skildre tilværelsen som et “gør-det-selv-projekt” uden hjælp fra andre eller lægge vægten på afhængigheden af andre. Vi har nok alle sammen brug for en historie, der forenkler verden, så vi kan handle ud fra den forenklede forståelse. Ellers lammes vi af virkelighedens uendeligt mange mulige fremstillinger. Selvom vi har brug for at forsimple verden, så forsvinder koret af andre mulige narrativer ikke. Vi vælger blot at se bort fra dele af virkeligheden for at kunne se enkeltheder og få retning. Men i baggrunden lyder en mangfoldighed af stemmer, der fortæller historier, der ikke går væk. Mindre lokale beretninger der vil frem. Fornemmelser af sammenhænge og årsagssammenhænge, der er blevet fortrængt til rygter og vandrehistorier. Historier er ikke kun fortællinger, men tankemønstre, der former, hvordan vi ser verden. Enhver samling af godkendte kunstværker eller litteratur viser, at noget altid mangler. Vores forsimplinger er ikke kun praktiske nødvendigheder, men også måder at fordele magt på. Bag trygge fremstillinger gemmer sig det, som ikke passer ind i det herskende verdensbillede. Nødvendige forsimplinger og generaliseringer knager og giver sig, mens nogle historier huskes og andre glemmes. Vi kæmper om retten til at fortælle de beretninger, der tilslører samfundets modsætninger. Vi strides om magten til at bestemme hvilke historier der regnes som sande. Vi mødes i mellemrummene mellem konkurrerende fortællinger. Vi stræber efter at få øje på det, som de narrativer, vi lever i og med, prøver at udelukke. Dette på trods af at vi så hurtigt kommer til at tage dem for gode varer. I de små tomrum, der endnu ikke er blevet erobret af fortællinger eller blot er blevet glemt, der findes muligheden for forandring. #stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom