Om det lokale (da)

1. Når vi taler om “det lokale”, følger der en tung bagage med. Politisk kan det blive et redskab i nationalistiske dagsordener. Ofte hviler det på en opdeling mellem “os” og “dem”, hvor “det lokale” bliver alt det, vi er, i opposition til “den fremmede”, alt det, vi ikke er. Fællesskabet defineres altså ikke i kraft af sig selv, men gennem grænsen mod det udefrakommende – som i slogans á la “take back control”. Denne version af det lokale bygger på eksklusion.

2. Også økonomisk bruges det lokale på måder, der kan være problematiske. Håndlavede produkter kan skjule usikre arbejdsforhold, og madmarkeder kan blive et forbrugsteater for den øvre middelklasse. Her reduceres det lokale til en vare, der skygger for de globale systemer, det samtidig er afhængigt af. I en teknologisk sammenhæng ser vi, hvordan idéen om “lokal innovation” ofte gentager gamle magtforhold, hvor samfund i det globale syd placeres som modtagere frem for skabere af viden. Kulturelt er der en risiko for, at det lokale stivner i romantiske forestillinger om “levende museer”, hvor man fratager lokalsamfund retten til at udvikle sig.

3. Alligevel rummer det lokale andre muligheder, hvis vi ser på det som en situeret praksis. Når fællesskaber i Brasilien bygger deres egne internet-netværk, er det ikke nostalgi, men en aktiv skabelse af infrastruktur. Når grupper af oprindelige folk arbejder med AI ved at bygge egne værdier ind i teknologien, er det nutidig innovation. Og når viden deles i reparationsværksteder og byttecentraler, viser det lokale sig som en evne til at organisere sig selv og skabe systemer, der prioriterer fællesskabets trivsel frem for ren effektivitet.

4. Denne åbne tilgang kan suppleres af andre perspektiver. Det spekulative kan udforske mulige fremtider, det kontrafaktiske kan stille spørgsmål til historiske forløb, surrealismen kan åbne for det ubevidste, og hackertraditioner, der med deres fokus på at åbne, omforme og genanvende eksisterende systemer, kan vise, hvordan teknologier kan overtages og bruges til nye formål. Sammen udgør de et felt af metoder til at forstå og udvikle det lokale uden at reducere det til én fast model.

5.Set i dette lys bliver det lokale ikke et territorium, men en infrastruktur for andre måder at være sammen på. Det er en metode mere end en placering; en praksis, der skaber betingelser for, at nye tilgange kan vokse nedefra. Det lokale handler her ikke om en tilbagevenden til muld og en ny nationalromantik, men om at skabe konkrete, handlende fællesskaber på tværs af identiteter. Her spiller stedbundenhed en central rolle. Denne forankring fører ikke til isolation, men til netværk på tværs af steder. Et lokalsamfund i Grønland, der arbejder for at bevare deres miljø, og en landsby i Bolivia, der organiserer sig for at sikre rent vand, kan spejle sig i hinanden. På den måde kan skellet mellem “os” og “dem” gøres mindre markant uden at ophæve deres forskelle.

6. Denne forståelse af det lokale bliver særligt relevant i en tid, hvor diskursen om “samtidskunstens afslutning” ikke længere er ren teori, men afspejler en reel institutionel krise. Med et faldende globalt kunstsalg, defensive museer og karrieredrevne kunstuddannelser peger alt på en transformation, hvor kunsten bevæger sig fra at være en kritisk praksis til at blive en professionaliseret kreativ industri. I denne proces fuldender samtidskunsten sin transformation til det sæsondrevne luksus- og livsstilsprodukt, den altid har truet med at blive.

7. Udfordringen bliver derfor at finde måder at holde de traditioner fra samtidskunsten i live, der ikke passer ind her: den kritiske tænkning, den konceptuelle skarphed, den eksperimenterende og procesorienterede eller “low-fi” praksis. Selvom de institutionelle rammer, der plejede at bære dem, udvandes og indsnævres til en dræbende enshed, betyder det ikke, at disse traditioner forsvinder. Det er ud af de ruiner og vraggods, som den etablerede kunstverden kaster fra sig, at man kan bygge noget nyt.

8. I lyset af dette fremstår den lokale, lav-ressource praksis som en af flere mulige veje for kunsten efter samtidskunsten. Her kan det provinsielle omfavnes som en positiv kvalitet; en bevidsthed om ikke at være centrum og en insisteren på at tale fra et specifikt sted i periferien. Begrænsede ressourcer ses ikke som en mangel, men som en kreativ drivkraft, der kan bidrage til et svar på klimakrisen. Det er et bidrag, der ikke kun viser sig i symbolske værker om bæredygtighed, men som udgør en praktisk, hverdags-politisk handling i sig selv, uanset hvad kunsten eksplicit handler om.

9. Alt dette bliver stadig mere aktuelt i en tid, hvor velkendte systemer er under pres. I vores del af verden mærker vi nu en smule af den usikkerhed, som mange andre uden for Europa har levet med længe, hvilket giver en anledning til at lytte. Erfaringerne fra fællesskaber, der har klaret sig med mindre, er ikke længere fjerne eksempler, men tydelige inspirationskilder. Dermed åbnes muligheden for nye globale netværk baseret på forbindelser fra margin til margin, hvor fællesskabet findes i gensidig læring uden om kunstverdenens traditionelle centre.

10. Måske ligger det egentlige potentiale i opgivelsen af de gamle håb, vi som kunstnere er vant til at lære. Håbet om en karriere i de store institutioner, håbet om at markedet ville belønne den bedste kunst, håbet om at den såkaldte kritiske diskurs faktisk kunne være kritisk, håbet om at systemet kunne reparere sig selv, og så videre. At opgive disse håb behøver ikke at være en falliterklæring, men kan være en frigørelse. Det er herfra jeg tror at et nyt, mere holdbart håb kan vokse. Et håb, der ikke er knyttet til anerkendelse fra et smuldrende centrum, men til de konkrete relationer, man kan bygge i periferien. Det er håbet om at skabe noget meningsfuldt med dem, man har omkring sig; håbet om at en mindre, mere bæredygtig praksis er mulig; og håbet om at nye former for fællesskab kan opstå, netop fordi de gamle strukturer ikke længere holder – og måske aldrig gjorde det.

#eftersamtidskunsten