Da jeg var yngre, tror jeg, at jeg forestillede mig, at filosofi – for eksempel – kunne være en manual til en bedre verden. Jeg blev både tiltrukket og nedslået af Frankfurterskolen. Der var noget ved deres kompromisløse analyse af samfundets strukturer, som talte til mig – samtidig med, at jeg oplevede en form for lammelse i mødet med deres gennemgribende kritik. Denne gruppe af primært tyske jødiske intellektuelle – med tænkere som Adorno, Horkheimer og Marcuse – udviklede fra 1930’erne en kritisk teori, der rettede sig mod både autoritære regimer og vestlige liberale demokratier, som de fandt grundlæggende problematiske. Deres analyser af massekultur, instrumentel fornuft og kapitalismens indre modsætninger havde en skarphed, jeg beundrede – men også en håbløshed, jeg havde svært ved at handle på. Og selvom der hist og her var mere optimistiske elementer i deres tænkning, oplevede jeg den primært som en tradition, der diagnosticerede uden at anvise nogen behandling.
I dag tiltrækkes jeg mere end nogensinde af deres kulturpessimistiske afstandstagen til det samfund, de analyserede. Jeg spejler min egen skepsis over for de systemer, vi lever i, i deres kritik – og genkender en interesse for det strukturelle, det historiske og det skjulte. Men jeg mærker også fortsat, hvor lidt plads denne tradition giver til at forestille sig alternativer. Deres fortvivlelse appellerer til mig på en ubehagelig måde, der leder mig mod den cool misantropis fristelser. Samtidig gør deres vedholdende forsøg på at se klart – også når det er ubehageligt – stadig indtryk. Jo mere jeg synes, jeg bliver en del af og begynder at forstå de systemer, der former vores liv, desto stærkere bliver ønsket om at ændre dem. Og med tiden bliver det kun tydeligere for mig, hvor meget små forskydninger kan få reel betydning – og hvor stærkt vi præges af vanetænkning.
Jeg har ikke lyst til kun at være “imod” og definere mig selv i modsætning til det eksisterende. Jeg må også tro på – og tale højt om – det, vi kunne gøre bedre sammen. Jeg længes efter mere kritik, som ikke kun river ned, men også forsøger at bære noget frem. En vilje til at investere i det, der allerede fungerer, og forstærke det. Et blik, der både er kritisk og utopisk – og som muliggør en praksis, der er håbefuld. Jeg tager mig selv i at omtale mig selv som naiv for ikke at blive taget for revolutionær – eller som realist, når jeg søger konkrete, lokale alternativer frem for at lade mig lamme af verdens kompleksitet og uoverskuelighed. Selvom jeg egentlig ikke synes, det er naivt at håbe.
Jeg ved, at der allerede er et utal af gode mennesker, der går kritisk til verden, og som jeg deler samtidsdiagnoser med – mennesker, jeg ser som kolleger og medtænkere. Og jeg spørger mig selv, om vi nødvendigvis har brug for mere viden eller analyse for at kunne handle – eller om den konstante strøm af indignation og problematisering i sig selv kan være med til at fastholde os i status quo, hvis den ikke følges af en forestilling om, hvor vi gerne vil hen, og hvordan vi kommer derhen. Jeg spørger mig selv, hvad jeg kan gøre, når jeg er vred og bange og savner håb og handlekraft.
Her opstår for mig et nødvendigt skel mellem mit private, kritiske sortsyn og den nødvendige optimisme, jeg prøver at finde frem i mit arbejde. Ikke som en flugt fra ansvar eller en bagatellisering af de udfordringer, vi står overfor, men som en bevidst strategi for at få mit arbejde til at række ud over mig selv og forhåbentlig bidrage med noget, der kan supplere det fælles sortsyn, jeg føler mig omgivet og gennemtrængt af. Mit arbejde er ikke mig, og selv når det taler i jeg-form, er det for det meste et bevidst rollespil – en af mange mulige positioner. Det er et forsøg på at supplere det fejlsøgende blik, jeg ikke kan slippe, med et blik, der ser håb, tilgivelse og muligheder. Det utopisk positive er en strategi, jeg bruger, fordi den kritiske analyse af min samtid og kontekst peger i den retning – ikke en karakteregenskab, jeg afdækker eller blot afslører.
Det sværeste, man kan gøre, ligger i at blive ved med at investere i det, der stadig bærer håb og potentiale, selvom det også har elementer, man er kritisk overfor: at række ud, dele ressourcer med nogen, man ikke deler vilkår med, skabe alliancer med plads til uenighed og forsøge ikke at være fordømmende. Hvis kritik peger på nødvendige brud og kampe, så er der håb i fragmenter af en anden orden, som allerede er indlejret i for eksempel små bytteøkonomier mellem kolleger, rollespillere der forestiller sig nye verdener, eller kunst, der ikke underlægger sig de dræbende aktualitetskriterier – spor og antydninger af, at noget kunne være anderledes.
Sandsynligvis er mit indre hav af pessimisme også et alderstegn – et resultat af at synes at have set mønstre gentage sig og kortsigtede hensyn vinde for ofte. Men jeg vil ikke overgive mig til kynisme og den passivt betragtende verdensudmattelse. Jeg vil hellere placere spekulative, urealistiske forestillinger i det kritiske landskab og håbe, at de – sammen med den nødvendige kritik – kan åbne for noget nyt. Hvad jeg selv kan formå at tænke og gøre, kan virke småt og useriøst i forhold til de store kritiske idéers horisont, men jeg prøver at berolige mig selv med, at mit bidrag indgår i en større vidensøkologi – at jeg laver skitser, som andre forhåbentlig vil tegne videre på.
Mit nuværende selv tænker, at der ikke findes en manual til, hvordan vi laver en bedre verden. Den manual, jeg søgte som yngre, findes ikke – selvom det ville være rart. Jeg må selv være med til at forestille en bedre verden ind i eksistens. Ingen kan give mig opskriften – jeg må selv finde en måde at balancere mellem systematisk kritik og lokalt håb for at skabe den sammen gennem konkrete handlinger og nye måder at tænke på. Der er noget både udfordrende og befriende ved at stå med ansvaret for at holde håbet i live – for det er også friheden til og muligheden for at deltage i det kor af stemmer, der vil forme det, der kommer, men endnu ikke kan formuleres, fordi fremtiden netop er det, der endnu ikke er skrevet.
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
