← Home About Archive Photos Replies Also on Micro.blog
  • Om en anmeldelse

    Jeg er nervøs for at skrive dette. Mathias Kryger er en af de få anmeldere, der regelmæssigt skriver om kunst i de store danske aviser, og jeg vil gerne have mere kunstkritik, ikke mindre. At kritisere en af dem, der rent faktisk gør arbejdet, er ubehageligt - især fordi jeg selv stiller ud og ved, at næste gang kan det være min udstilling, han anmelder. Men netop derfor er det nødvendigt at tale om, hvad kunstkritik gør, og hvad den kan gøre. At jeg har valgt en anmeldelse af Isa Genzken, er ikke tilfældigt. Genzken er ikke en sårbar lokal kunstner eller en god kollega, hvis karriere min kritik kunne skade. Hun er en af de mest anerkendte kunstnere i europæisk samtidskunst. Det er anmeldelsen og den kritiske praksis, den repræsenterer, jeg vil diskutere.

    Krygers anmeldelse starter med en bemærkning om, at Genzken “klæder sig ekstremt godt". Det er ikke en tilfældig detalje. Det er anmelderen, der viser sin evne til at genkende den rigtige stil - i tøj, ligesom i kunst. Det sætter tonen for resten: en tekst, hvor det at vide, hvad man skal mene om Genzken, er selve pointen.

    Påstanden om, at alle gode kunstnere misunner Genzken, er ikke en kunstkritisk observation. Den er en retorisk lukning: Er du uenig, er du ikke en god kunstner. En subjektiv vurdering bliver til objektiv sandhed ved at gøre uenighed til et tegn på manglende kvalitet hos den uenige snarere end hos påstanden. Og listen over MoMA, Venedig, Documenta og Stedelijk fungerer som argument i sig selv - som om institutionel anerkendelse er bevis på kvalitet snarere end bevis på, at en kunstner er blevet fuldt absorberet i et system, der har investeret tungt i hendes navn og har en direkte interesse i at opretholde det. Når Den Frie nu viser hende, er det ikke en opdagelse, men en forsinkelse i at følge trop.

    Anmeldelsen forholder sig aldrig til den økonomi, der bestemmer, hvilke kunstnere der ender i denne position. Genzken er ikke bare en vigtig kunstner - hun er et dyrt brand, og de institutioner, der viser hende, har investeret i det og har interesse i at beskytte investeringen. Det er muligt at skrive om Genzken uden at lave en markedsanalyse, men at behandle hendes position som udelukkende et resultat af kunstnerisk kvalitet kræver, at man aktivt ser bort fra de økonomiske strukturer, der har produceret og vedligeholder den position. Det kunne man i det mindste anerkende.

    Genzken-skulpturerne har cirkuleret på biennaler og institutioner i årtier. Jeg har selv mødt dem gentagne gange - mannequindukkerne, tårnene, collagerne - og jeg skriver indefra det kredsløb, jeg beskriver. Men det forpligter også til ærlighed: At møde dem igen på Den Frie er ikke en åbenbaring. Anmeldelsen behandler genkendelighed som vigtighed, men man kan spørge, om det ikke snarere er et tegn på, at et formsprog er så fuldt institutionaliseret, at det ikke længere producerer friktion - kun genklang fra dem, der allerede ved, hvad de skal mene.

    Og det er her, mit egentlige problem med udstillingen melder sig. Genzkens værker er bygget af verden - magasinforsider, kontanter, masseproducerede dukker, arkitektoniske modeller, medicindoseringsæsker. Det er materialer, der bærer slid, brug, cirkulation. Men i Den Fries hvide rum, isoleret fra den verden, de kommer fra, virker det hele frosset. Den henkastede finish, der skal signalere spontanitet og ligegyldighed - det skæve, det tilfældige, det upolerede - fremstår ikke spontant. Det fremstår smagfuldt. Genkendeligt og lidt smart. Og det er præcis der, jeg mister kontakten. Jeg står i rummet og kan se alt det, der skulle påvirke mig, men det rører mig ikke. Det smagfuldt lækre lægger sig som en hinde over værkerne og gør dem sikre.

    Jeg ved ikke med sikkerhed, om det er værkerne, der har ændret sig, eller om det er mig. Måske er det rummet - den hvide kube, der neutraliserer materialer, som engang var urolige. Måske er det tiden - tredive års institutionel cirkulation, der har slebet kanterne af. Eller måske er min egen sensibilitet flyttet til et sted, hvor denne form for forstyrrelse ikke længere registreres. Men uanset årsagen er det et spørgsmål, der er værd at stille, og det er et spørgsmål, anmeldelsen hverken stiller eller ser. Værkerne begynder i stedet at fungere i et andet register - tættere på design end på den forstyrrelse, de engang producerede. Det er ikke en nedvurdering. Design er sin egen disciplin med sin egen intelligens. Men det er et andet spørgsmål, man stiller til tingene.

    Tag for eksempel værkerne med kontanter klistret på lærreder. Eurosedlerne flaprer fra fladen, og Kryger skriver, at han kan “mærke smerten dybt i mig over, at penge regerer alt i verden". Men det er jo netop den slags sætning, der lukker for det interessante. Hvad sker der faktisk i mødet mellem en euroseddel og et lærred i 2026? Kontanter er ved at forsvinde fra hverdagen - de er allerede næsten eksotiske objekter. Genzken klistrede dem på, da de stadig var almindelige. Hvad betyder det, at de nu har skiftet status fra hverdag til relikvie? Hvad gør det ved værket? Er det stærkere eller svagere? Det er præcis den slags spørgsmål, en anmelder kunne stille i stedet for at rapportere sin egen smerte.

    Og det er ikke, fordi der mangler noget at tale om. Selv når jeg selv står uberørt i rummet, er der så meget, der er interessant at tænke over: hvordan Genzkens måde at sammensætte masseproducerede objekter på forholder sig til den visuelle verden, vi alle bor i nu - en verden af overflader, branding, feeds, hurtig sammenstilling. Hendes collagepraksis foregreb på mange måder den æstetik, vi i dag er omgivet af, og det rejser spørgsmålet om, hvorvidt værkerne stadig forstyrrer den visuelle orden eller om de er blevet indhentet af den. Det er samtaler, der kunne føres med udgangspunkt i denne udstilling. At jeg ikke er grebet, er ikke det samme som, at der ikke er noget at gribe fat i. Materialet er der, men Kryger bruger sin spalteplads på at fortælle os, at vi bør være imponerede i stedet for at give os redskaber til selv at se, hvad der er på spil. Det er ikke det samme som, at læseren nødvendigvis lader sig imponere - men anmeldelsen tilbyder ikke meget andet at gøre.

    Biografien bruges som kunstkritik. Medicindoseringsæskerne med navnet “Genzken-Richter” og det tidligere ægteskab med Gerhard Richter bliver dramatiske omdrejningspunkter. At læse biografiske elementer i et værk er legitimt, men her glider det over i en fortælling om kunstnerens liv, som det egentlige indhold. Genzkens demens nævnes i forbifarten - “siges det” - uden kilde og uden refleksion over, hvad det indebærer at skrive en persons kognitive tilstand ind i en offentlig tekst. “Siges det” er en formulering, der giver dækning uden ansvar - den placerer informationen som almen viden og fritager anmelderen fra at tage stilling til, om den hører hjemme i en anmeldelse. Og den tjener en narrativ funktion: den lukker kunstnerskabet ned som afsluttet, et komplet livsværk, man kan besigtige som monument. Richter selv forbliver et uudtalt referencepunkt - en af de mest markedsværdifulde kunstnere i verden - hvis navn tilføjer yderligere aura til Genzken-fortællingen uden, at det nogensinde problematiseres.

    Den eneste egentlige æstetiske karakteristik af, hvad værkerne gør, er, at de udgør “et poetisk udsagn af fragmenter". Det er en vending, der lyder som analyse, men kan anvendes på næsten al samtidskunst, der arbejder med collage eller assemblage. Det er sproget, der undgår at sige noget konkret. For der er noget at sige om Genzkens materielle tænkning, om den specifikke måde, hun forstyrrer forholdet mellem omsorg og fremmedgørelse, om hvad det gør, når masseproducerede objekter trækkes ind i et æstetisk felt. Anmeldelsen gør ikke det arbejde. Den genfortæller udstillingen og bekræfter en allerede etableret fortolkning.

    Strukturen i anmeldelsen er i sig selv en del af problemet. Den begynder med “du får ikke chancen igen” og slutter med demens og tavshed. Genzkens karriere rammes ind som en afsluttet og uangribelig størrelse, der kun kan hyldes, ikke diskuteres. Frygtstyringen i “du er selv ude om det” lukker for den uenighed, der kunne producere en mere interessant samtale om, hvad disse værker faktisk gør i 2026, i en kontekst, der er markant forskellig fra den, de opstod i.

    Det er muligt, at Kryger arbejder i et populistisk register for at gøre kunstkritik tilgængelig. Men tilgængelighed kræver ikke, at man opgiver præcision - den kræver, at man giver læseren noget at se, som de ikke så før. Det kræver, at anmelderen er til stede i værkerne snarere end i fortællingen om dem. Helt konkret: det kunne betyde at beskrive, hvad der sker i mødet mellem materiale og rum - hvordan en euroseddel opfører sig på et lærred, hvordan en mannequindukke forandres af at få en plastikrose stukket i hovedet, hvordan et tårn af mdf med magasinudklip klistret på sig forholder sig til den arkitektur, det forestiller. Det er muligt uden akademisk jargon. Det kræver blot en vilje til at se og til at lade sin egen usikkerhed eller modstand være en del af beskrivelsen.

    Den kunst, der faktisk laves i Danmark - i kunstnerdrevne rum, i periferien af det etablerede, i projekter, der ikke har internationale institutioner i ryggen - får sjældent anmeldelser i de store dagblade. Det er ikke tilfældigt. Den populistiske kunstkritik og de kanoniserede institutioner har brug for hinanden - de producerer i fællesskab en forestilling om, at kunst er noget, man tager imod fra de rette steder, formidlet af de rette stemmer. Der foregår et stort og varieret kunstliv i Danmark, som aldrig møder den kritiske opmærksomhed, der kunne udvikle det i dialog med kritikken. Resultatet er, at dansk kunstkritik ved konsekvent at orientere sig mod de internationale institutioner som eneste målestok gradvist bliver dårligere til at se, hvad der faktisk foregår omkring den. Ikke fordi det lokale er bedre, men fordi det aldrig bliver læst med den samme seriøsitet. Og det er i den dialog - mellem det kanoniserede og det ukanoniserede, mellem det sikre og det usikre - at kunstkritikken kunne blive det, den burde være: ikke en anbefaling, men en undersøgelse.

    politiken.dk/del/8JTPJ… #stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom

    → 9:20 AM, Feb 19
  • FORSTADIER / PRECURSORS

    FORSTADIER / PRECURSORS opens Saturday 28 February at Ringsted Galleriet and Midt- og Vestsjællands Hospital in Ringsted. The exhibition is a duo show with Aske Thiberg ( @askweee ), circling the iconography of the healthcare system — the clinical room, the language of care, the institutional forms — with detours into bias in language models, datasets, isolation and alienation. In the gallery, Thiberg has built a room within the room. Behind it, my video Arthropod Care / Leddyrsomsorg imagines a future healthcare system where enormous blue woodlice have taken over the roles otherwise assigned to automation and AI. They are strange enough to disturb, but present enough to raise the question of whether this could actually be an answer. At the hospital, they step out of the screen and into reality as scaled-up sculptures, signs and leaflets. Opening 28 February, 12:00–16:00. On view until 11 April 2026. Ringsted Galleriet, Bøllingsvej 15 / Midt- og Vestsjællands Hospital, Bøllingsvej 30, 4100 Ringsted. ringstedgalleriet.dk @ringstedgalleriet #FirhedLighedOgSymptom #WelfarestateMyths #WAN22 #SurealSocialRealism #ringstedsygehus #ringsted @statenskunstfond @augustinusfonden @nycarlsbergfondet #louishansensfond #detobelskefamiliefond #billedkunstrådetringsted #øerneskunstfond #kulturregionmidtogvestsjælland #grossererlffoghtsfond

    → 11:11 PM, Feb 15
  • Ordinsekter (Word Insects)

    My interactive text piece features words that crawl in from the edges of the screen to form sentences at its centre. Each letter has legs that animate as it moves. The words scatter when you touch them, fleeing from the cursor, then slowly return to their positions when left alone. Click, and they fade as they crawl back toward the edges, making way for the next sentence. The work is part of Leddyrsomsorg, a project imagining a future Danish healthcare system where giant blue woodlice replace AI and automation. The crawling text contrasts human separation from the world with the woodlouse’s integration into it. We build walls, wear shoes, make surfaces easy to clean. The woodlouse turns toward the world. We become ill from what we create. The woodlouse carries heavy metals in its body, bearing what we cannot tolerate. We drink through glass. The woodlouse draws moisture directly through tubular legs. Each sentence proposes that the boundaries we construct—between clean and dirty, inside and outside, self and environment—are boundaries the woodlouse does not recognise. The words arrive from beyond the visible frame, assemble themselves into readable lines, then disperse when disturbed. This is a small model of how meaning gathers and scatters, how language crawls toward coherence only to flee when examined too closely, how sentences are temporary congregations of smaller creatures. The final sentence in the rotation states: This text is about the woodlouse. But the woodlouse is not about this text. It crawls on under the stone, indifferent to my considerations. The interface uses vanilla JavaScript with no external libraries. Each letter is a separate DOM element with animated legs. Letter positions blend between spread formation for readability and trailing formation during movement. Individual letters scatter from touch independently of their word. Words meander as they approach their targets, never travelling in straight lines. All processing runs client-side. Available in both Danish and English. oerum.org

    → 4:34 PM, Feb 15
  • Om at have en situeret teknologisk kunstpraksis

    Hvis man ikke anerkender den klassiske heltefortælling om kunstverden som en fremadskridende bevægelse af geniale individer og læser traditioner anderledes end konsensus, er det klart, at man bliver nødt til at forklare sig. Ligeså hvis man reparativt søger at genvinde dele af kunsthistoriens ubrugte potentiale frem for at kassere hele traditioner. At genvinde surrealismen indebærer at anerkende dens blinde vinkler – bevægelsens systematiske reduktion af kvinder til muser og objekter, dens uadresserede klasse- og raceprivilegier – uden at blive blændet af dem. Det er den samme bevægelse, der kræves i arbejdet med AI-billedgenerering: datasættene bærer på bestemte bias, bestemte udeladelser og bestemte magtforhold, og det kunstneriske arbejde består ikke i at foregive, at de ikke er der, men i bevidst at omgås dem – synliggøre dem, forskyde dem, bruge dem produktivt. Bevidstheden om blinde vinkler er forudsætningen for at kunne arbejde med materialet, ikke en grund til at opgive det. Denne tekst beskriver en billedkunstnerisk praksis, der bruger AI-billedgenerering, lokal infrastruktur og spekulativ tænkning til at undersøge, hvordan teknologi og samfund former hinanden. Den trækker på traditioner fra surrealismens kollage over patafysik og spekulativ fiktion til networked art, og den bruger teori som værktøj snarere end autoritet.

    Selvom teknologisk kunst tit beskrives som ny, og kunstverden er fuld af discipliner defineret af deres materialebrug frem for strategier og indhold, er mit arbejde som billedkunstner forankret i en tradition, der løber fra surrealismen gennem patafysikken og den spekulative fiktion til networked art. Kategorien “teknologisk kunst” betyder i praksis, at jeg ofte optræder sammen med innovationsmiljøer og igangsættere – i et felt der går på tværs af ingeniør- og businesskultur på den ene side og kunst og kritisk teori på den anden. Det er et lille felt mellem disse verdener, og det betyder, at jeg ofte må finde mine alliancepartnere uden for teknologikunstens reservat: blandt forfattere, politiske tænkere, aktivister, forskere, der deler en interesse i, hvad teknologi gør ved samfund, uden nødvendigvis at dele et kunstnerisk sprog. Det er også en del af grunden til, at de traditioner, jeg trækker på, selv opererer mellem kunst, videnskab og samfundskritik snarere end inden for en enkelt disciplin.

    Surrealismen insisterede på, at det uventede er en produktiv kraft i billedskabelsen – at billedet kan vise noget, der endnu ikke har et sprog. Det gælder ikke mindst surrealismens mekaniske og materielle praksisser: kollagen, assemblagen og frottagen, hvor eksisterende billeder og materialer rives ud af deres oprindelige sammenhæng og sammensættes til nye konfigurationer. Max Ernst klippede i illustrationer fra naturvidenskabelige tidsskrifter og varekataloger; Hannah Höch monterede fotografier fra massemedierne. Teknikken var ikke tilfældig. Den forudsatte et forråd af allerede eksisterende materiale – et arkiv, et datasæt om man vil – og den kunstneriske handling bestod i at udvælge, beskære og rekombinere fragmenter, så der opstod betydninger, som ingen af de enkelte dele bar i sig selv. Patafysikken, som Alfred Jarry formulerede den, erklærede sig som “videnskaben om imaginære løsninger” – en systematisk undersøgelse af undtagelser snarere end regler. Spekulativ fiktion udvider dette til narrative verdener, hvor alternative samfund og teknologier udforskes som tankeeksperimenter med materielle konsekvenser. Og networked art – fra tidlige net.art-praksisser til nutidens infrastrukturelle kunstformer – placerer disse spekulationer inden for konkrete teknologiske systemer, hvor spørgsmål om ejerskab, adgang og kontrol er uadskillelige fra det æstetiske. Det, de deler, er en orientering: virkeligheden er ikke givet, men kan forestilles anderledes.

    Ingen af disse traditioner er opfundet fra ingenting. Surrealismens ordlege og betydningsforskydninger er del af en langt ældre tradition for sproglig og visuel eksperiment, der rækker ud over kunstverdens grænser – fra karnevallets inversioner og nonsens-litteraturen over folkelige gåder og ordspil til den retoriske traditions bevidste brug af tvetydighed. Spekulativ tænkning har rødder i filosofiske tankeeksperimenter, utopisk litteratur og religiøs forestillingsevne. Og netværksdannelse som kunstnerisk og social praksis går forud for internettet og rækker tilbage til brevvekslinger, saloner, undergrundsmagasiner og selvorganiserede fællesskaber. Disse er ikke traditioner, der opfindes én gang og overstås. De reaktualiseres og genopfindes løbende, og det er netop denne evne til at blive taget op igen under nye betingelser, der gør dem produktive som kunstneriske strategier.

    Teori læser jeg i forlængelse af denne spekulative tradition: som tolkningsforslag der åbner forskellige handlerum, ikke som autoritativ ramme. Forskellige optikker forskyder blikket og synliggør det, der før undslap mig. Valget mellem dem er et spørgsmål om, hvad der er produktivt i en given situation, ikke om hvad der er sandt i absolut forstand. Denne tilgang er i sig selv patafysisk: den foretrækker den produktive undtagelse frem for den forpligtende regel. Den deles af en bred gruppe billedkunstnere, der arbejder på tværs af teoretiske traditioner uden at tilhøre nogen enkelt retning – feministisk teknologikritik i ét projekt, posthumanistisk filosofi i et andet, systemteori i et tredje. Det er pseudo-akademikerens gave: ikke at behøve at investere sig hundrede procent i en enkelt position, men at kunne bevæge sig mellem positioner og bruge dem der, hvor de gør noget ved arbejdet.

    Konkret: teknologi optræder aldrig isoleret i mit arbejde. Det teknologiske er altid flettet ind i det økonomiske, det kulturelle og det personlige. Bruno Latours aktør-netværksteori kan give et sprog for denne sammenfletning, men rammen er for flad til at forstå, hvad der er på spil i arbejdet med AI-billedgenerering og lokal infrastruktur. Yuk Huis begreb om kosmoteknik tilbyder en anden optik. For Hui er teknologi aldrig universel; den er altid forankret i en bestemt kosmologisk og kulturel situation. Det resonerer med den patafysiske insisteren på det partikulære: ligesom patafysikken afviser generelle love til fordel for undtagelsens logik, afviser Hui en enhedslig teknologisk modernitet til fordel for en mangfoldighed af kosmotekniske traditioner. At køre AI-modeller lokalt på vedvarende energi er i denne optik en intervention i infrastrukturen selv – omend en begrænset og midlertidig, der ikke ophæver afhængigheden af de systemer, den forsøger at forskyde. Men jeg sigter heller ikke mod absolut renhed. Logikken er snarere skadesreduktion end forsagelse. Målet er at mindske afhængigheden af centraliserede, ekstraktive infrastrukturer skridt for skridt, uden illusionen om at nå et punkt, hvor praksis er fri for kompromis. Det er en bottom-up-bevægelse – små, lokale, iterative forskydninger af de betingelser, man arbejder under – som ikke er i modsætning til top-down-regulering og strukturel kritik, men supplerer den. De to bevægelser har brug for hinanden: Crawford og Pasquinellis analyser artikulerer, hvad der er på spil; den lokale praksis viser, at det er muligt at handle inden for de betingelser, analysen afdækker, uden at vente på, at betingelserne ændrer sig ovenfra. At kræve, at en lokal praksis først skal løse den globale udvindingskæde, før den kan legitimere sine egne forskydninger, er at kræve, at ingen handler, før alle betingelser er perfekte. Det er afmagt forklædt som etik. Insisteringen på det lokale er ikke en undvigelse af det globale, men en anerkendelse af, at det lokale er den eneste skala, hvor handling faktisk finder sted.

    At vælge et andet teoretisk værktøj forrykker fokus og giver nye muligheder. Kate Crawford skriver, at AI-systemer er produkter af massive udvindingsprocesser – af data, arbejdskraft og naturressourcer. Matteo Pasquinelli forbinder maskinlæring til en lang tradition for industriel automatisering og argumenterer for, at abstraktion – den proces, hvorved en algoritme “lærer” at genkende mønstre – indebærer en politisk handling, hvor bestemte former for arbejde og viden gøres usynlige. Slægtskabet med den surrealistiske kollage er ikke blot på analoginiveau: ligesom Ernst og Höch arbejdede med et forråd af allerede cirkulerende billeder, arbejder en diffusionsmodel med milliarder af billeder indsamlet fra internettet. I begge tilfælde er det eksisterende materiale aldrig neutralt – det bærer de sammenhænge, det stammer fra, med ind i det nye billede. Forskellen er skala og usynlighed: den der skaber en kollage i hånden kan se, hvor billederne stammer fra, mens AI-modellens datasæt er så massivt, at ophav forsvinder i den statistiske proces. Tre forskellige blik – Hui, Crawford, Pasquinelli – der vægter forskellige og overlappende aspekter og åbner for forskellige handlinger. Surrealisternes automatisme-teknikker forsøgte at omgå bevidsthedens censur og lade materialet selv producere uventede forbindelser; udfordringen i mit billedkunstneriske arbejde er at forstå, hvad AI-systemernes datasæt muliggør og fortrænger – så jeg på lignende vis kan forme billeder, der ikke ligger under for min bevidsthed, men alligevel producerer produktive forbindelser.

    Eksperimenterne følger en spekulativ snarere end deduktiv logik: “hvis jeg nu gør det her, hvad sker der så?” Den patafysiske metode bruger eksperimentet til at producere uforudsete situationer – hvad Jarry kaldte clinamen, den uventede afvigelse. Spekulativ fiktion opererer tilsvarende. Ursula K. Le Guin beskrev science fiction som et tankeeksperiment – ikke en forudsigelse, men en undersøgelse af, hvad der sker, når bestemte parametre i den kendte verden ændres. I mit arbejde fungerer AI-billedgenerering på en lignende måde. “Frihed, lighed og Hip-hop” tager udgangspunkt i specifikke steder og er realiseret som en serie af stedsspecifikke udstillinger i Hvidovre, Aalborg, Aarhus, Riga, Malmø, Krakow, Vancouver, Boston, Lexington og flere steder i København. Her kombineres de konkrete lokaliteter med historier og rygter, der er genkendelige for lokale: fragmenter fra arbejderbevægelsens historie, lokale konflikter, forsømte offentlige rum. Ind i dette flettes hip-hoppens protopolitiske potentiale som en bevægelse, der historisk har overtaget og omformet forsømte byrum – en praksis, der i sig selv er en form for bottom-up-intervention. AI-genererede billeder producerer spekulative kontrafaktiske scenarier, hvor disse historier krydser hinanden, og værkerne tager form af alt fra store printede tableauer i byrummet til immersive videoinstallationer. Statsministeren eller lokale kendisser optræder i halvgenkendelige billeder, mens skilte og baggrunde forskyder sig i videoen.

    Køn skifter, rum transformeres, og identiteter forskydes. Ustabiliteten er strukturel: diffusionsmodellen opererer i et probabilistisk rum, hvor to billeder genereret ud fra den samme prompt aldrig er identiske. Der findes ikke én latent “korrekt” version af billedet – kun variationer med forskellig sandsynlighed. I videoform bliver dette synligt som fraværet af vedvarende identitet over tid. Modellen har ingen hukommelse om det, der tidligere har været i billedet; når en figur bevæger sig ud af rammen og vender tilbage, rekonstrueres den på ny ud fra generelle statistiske mønstre. Det er ikke glemsel, men fraværet af objektpermanens – hver frame er en lokal løsning på et visuelt problem, ikke et led i en kontinuerlig ontologi. Kunstnerisk er det netop dette fravær, der muliggør det taksonomiske sammenbrud: de kategorier, vi normalt bruger til at organisere verden – køn, alder, etnicitet, sted, tid – kollapser og genopstår i nye konfigurationer. Køn er én af de identitetsmarkører, der forskydes, men ikke den eneste; hele det system af genkendelse, vi navigerer efter, destabiliseres. Det er også en synliggørelse af, at AI’en “vælger” identitetsmarkører ud fra statistiske fordelinger, der afspejler bestemte magtforhold. Judy Wajcman skriver, at køn er indskrevet i teknologiens design, og her bliver det synligt som et konkret æstetisk fænomen: systemets normalfordelinger tager krop i billedet. I en tidligere version af algoritmen Stable Diffusion dukkede der en ranglet mand i træningstøj med en flaske vodka op, når man skrev “polsk mand” – en slags illustreret fordom, hvor datasættets statistiske mønstre kondenserede en hel befolkningsgruppe til et enkelt visuelt stereotyp. Men det taksonomiske sammenbrud muliggør også nye taksonomier – forbindelser og kategorier, der ikke eksisterede i det udgangsmateriale, systemet er trænet på, og som kan åbne for andre måder at forestille sig kroppe, rum og sociale relationer på.

    Denne produktive ustabilitet opererer på flere niveauer: den iboende strukturelle variabilitet mellem genereringer, den temporale inkonsistens i video, den fremprovokerede ustabilitet, hvor prompt-design bevidst øger systemets tendens til afvigelse, og den kuratoriske udvælgelse, hvor bestemte output vælges netop fordi de fejler produktivt. Arbejdet finder sted i spændingen mellem alle fire.

    I disse processer producerer det generative system jævnligt noget, der overskrider mine forudantagelser – Luciana Parisi har kaldt det algoritmers evne til at producere nye former for tænkning snarere end blot repræsentere en given verden. Som med den surrealistiske kollage er resultatet uforudsigeligt men ikke tilfældigt: det er altid betinget af det materiale, systemet har til rådighed. De “uventede” resultater er aldrig rene – de er altid medieret af datasættets sammensætning, og dermed af de magt- og repræsentationsforhold, der har bestemt, hvilke billeder der er indsamlet, og hvilke der er udeladt. En nøgtern teknisk analyse ville beskrive det samme som stokastisk variation inden for et statistisk rum, og den beskrivelse er ikke forkert. Men den lukker ned for bestemte spørgsmål – om hvad det forråd af billeder, modellen trækker på, egentlig indeholder og udelukker, og om hvad det betyder, at resultater, der opleves som overraskende, i virkeligheden er formet af datasættets blinde punkter. Den spekulative tolkning åbner for disse spørgsmål, og det er dens produktivitet. Ikke at den er mere sand end den tekniske, men at den gør det muligt at handle anderledes.

    Konkret begynder min kunstneriske proces med research – antropologisk feltarbejde på de steder, hvor udstillingerne finder sted, og arkivarbejde i de historier, der knytter sig til dem. Ud af dette materiale formuleres en spekulativ tese: noget, der kunne være sket inden for projektets overordnede ramme. På baggrund af den tese skrives en prompt. Billedet bliver aldrig som idéen var. Idéen omskrives og tilpasses i nye prompts, frem og tilbage, indtil der opstår et billede, der fungerer – og som siger noget, der også overrasker mig selv. Det er i denne iterative bevægelse, at de fire niveauer af ustabilitet møder hinanden: det iboende i teknologien, det fremprovokerede i prompten, og det kuratoriske i den selektion, der afgør, hvornår et billede er færdigt. I videoformatet tilføjes det fjerde niveau, når enkeltbillederne sammensættes i tid og den temporale inkonsistens bliver synlig. “Færdigt” er aldrig et spørgsmål om overensstemmelse med den oprindelige idé, men om billedet har fundet noget, idéen ikke kunne forudse.

    Projektet “Frihed, lighed & sundhed” bliver præsenteret på udstillingen “Forstadier” i Ringsted Galleriet og på Ringsted Hospital, hvor værkerne går i direkte dialog med hospitalets virkelighed. Udgangspunktet er hverdagslige billeder – medicinsk udstyr, hospitalsgange, uniformer – der bruges til at forestille sig, at velfærdsstaten kunne se anderledes ud. Projektet består af kropsstore, sammenrullede og sårbart sovende 3D-printede skulpturer samt håndskårne relieffer, der tager form efter AI-genererede skitser. I installationen indgår videoen “Leddyrsomsorg”, der forestiller et fremtidigt sundhedsvæsen, hvor kæmpemæssige blå bænkebidere – blå som medicinsk udstyr, blå som Ringsted Hospitals logo – har overtaget de roller, automatisering og AI ellers tildeles i sundhedspolitiske fremtidsvisioner. Kameraet bevæger sig i en lang, flydende bevægelse hen over dem, og der opstår en bevidst tvetydighed: de er fremmede nok til at forstyrre, men tilstrækkeligt materielt tilstedeværende til at stille den ubehagelige tanke, at dette kunne være et svar.

    Men spekulationen har en pris. Patafysikken har en tendens til at blive hermetisk og selvreferentiel, og den tendens truer enhver praksis, der arbejder spekulativt. Det er en faldgrube, der er desto sværere at undgå, fordi den kan føles meningsfuld for den der spekulerer. Det spekulative kan blive et mål i sig selv, afkoblet fra den materielle og politiske virkelighed vi befinder os i. På samme måde har pseudo-akademikerens gave – friheden til at bevæge sig mellem positioner – en skyggeside: den kan blive alibi for aldrig at forpligte sig dybt nok til, at noget for alvor kan slå fejl eller blive falsificeret. Når alt er spekulativt, er intet rigtigt på spil. Det er ikke en advarsel jeg giver mig selv; det er en beskrivelse af noget, der faktisk hele tiden truer med at ske i mit eget arbejde. Projekter kollapser under deres egne ambitioner. Den teknologiske proces producerer resultater, der er æstetisk interessante men konceptuelt tomme. Den teoretiske eklekticisme glider uforvarende ind i en position, hvor enhver reference bekræfter det jeg allerede mener snarere end åbner nye rum for mig. Modtrækket er at insistere på, at spekulationerne forankres i konkret materiale – faktiske historiske situationer, specifikke teknologiske systemer, navngivne steder og institutioner – men det er et modtræk, der selv kræver løbende kritisk opmærksomhed og vedligeholdelse.

    Udgangspunktet i min egen subjektivitet er et bevidst valg. Den subjektive tilgang handler om at tage ansvar for, hvordan min position former, hvad jeg ser og ikke ser i de systemer, jeg arbejder med – hvilke kropsidealer, hudfarver og kønsrepræsentationer modellerne reproducerer, og hvilke de udelukker. Udfordringen i at bevæge sig fra det subjektive til det fælles er reel og kan ikke løses programmatisk. Henk Borgdorff har formuleret problemet i akademiske termer – kunstnerisk forskning producerer viden, der er situeret og kontekstafhængig, og må gøre rede for sine egne grænser – og selv om hans formulering kan virke ret indlysende, er den grundlæggende pointe svær at komme uden om. Det fælles er ikke noget, der garanteres af intentionen om at skabe det. Det opstår – hvis det overhovedet opstår – i mødet mellem et specifikt værk og en specifik beskuer under specifikke betingelser, og det kan slå fejl. I networked art er dette særligt tydeligt, fordi værkerne eksisterer i distribuerede systemer, hvor “publikum” konstitueres gennem deltagelse, adgang og teknologisk infrastruktur. Men det gælder også for den udstillede installation og den trykte publikation: genkendelsen og fortolkningen er noget, der skal arbejdes frem, og den kræver, at værket er tilstrækkeligt præcist i sin form til at overleve mødet med en beskuer, der ikke kender kunstnerens intentioner, og åbne et rum for forpligtet reflektion.

    I min praksis skal billederne gøre flere ting samtidig. De skal fungere formelt – kompositorisk, koloristisk, i deres interne logik. De skal danne et genkendeligt rum, hvor noget uplacerbart alligevel bliver acceptabelt: en situation, der ligner den kendte verden tilstrækkeligt til, at beskueren kan træde ind i den, men som forskyder den nok til at etablere et alternativ til den eksisterende samfundsorden. De skal være tilstrækkeligt uplacerbare og indeholde nok generative fejl – forvrængede hænder, ustabile perspektiver, ansigter der skifter karakter – til ikke at være fuldstændigt troværdige, uden at blive så abstrakte eller kaotiske, at de mister deres greb i beskueren. Det er en suspension of disbelief, der er designet til at kollapse under sig selv. Billedet inviterer beskueren ind i en verden, der kunne være virkelig, og afslører i samme bevægelse sin egen konstruerethed. Forhåbningen er, at dette kollaps giver plads til, at beskueren begynder at tænke selv – ikke blot om billedets indhold, men om de betingelser, der gør, at den eksisterende virkelighed fremstår som den eneste mulige.

    Det er billedpolitisk metapolitik – en praksis, der forsøger at intervenere i de betingelser, billeder tænkes og cirkulerer under. Det er billeder, der argumenterer for en bestemt position: at lokal selvorganisering og selvbestemmelse er mulig. Den position trækker på David Graeber og den anarkistiske tradition, hvor politik ikke primært handler om at overtage statslige institutioner, men om at opbygge alternative strukturer nedefra. Billederne forsøger at gøre det muligt at tænke alternativer til det bestående ved at lave brud i den glatte billedverden – den strøm af polerede, friktionsløse billeder, der bekræfter tingenes tilstand. Funktionen er beslægtet med det samfundskritiske meme: en komprimeret, cirkulerbar intervention, der bruger genkendelige visuelle koder til at forskyde deres betydning. Men memet opererer i genkendelsens hastighed – det virker fordi det aflæses med det samme, og det forsvinder med det samme. Værket i et udstillingsrum kræver tid, og den tid gør det muligt for kollapset i suspension of disbelief at ske gradvist snarere end momentant. Beskueren kan opholde sig i tvetydigheden – i det rum, hvor billedet hverken er troværdigt eller utroværdigt – og det ophold er det sted, hvor alternativ tænkning kan begynde. Memet siger “se, det er absurd.” Værket siger “bliv her, og mærk at du ikke ved, om det er absurd.”

    Jeg forsøger at behandle billede, tekst, lyd, tale og andre udtryksformer som komplementære snarere end rangordnede. W.J.T. Mitchell har argumenteret for, at alle medier er blandede medier, og at den rene adskillelse mellem tekst og billede er en ideologisk konstruktion. I praksis handler det om at skabe værker, hvor de forskellige modaliteter gensidigt destabiliserer hinanden – hvor billedet ikke illustrerer teksten, og teksten ikke forklarer billedet, men hvor begge åbner for noget, der ikke kunne formuleres i nogen af dem alene. Når modaliteterne hierarkiseres, reduceres værket til kommunikation af en allerede fastlagt betydning. Teksten bliver forklaringen, billedet bliver illustrationen, og den spekulative dimension, der er kernen i arbejdet, lukkes ned. Det er ikke en universel fordring – der findes en mangfoldighed af tekster med forskellige funktioner og modus, og denne tekst er selv en tekst, der nødvendigvis forklarer billeder, som læseren ikke kan se. Kravet gælder de tekster, der indgår i kunstproduktionen: udstillingsteksten, videoteksten, den tekst der ledsager billedet i rummet. I en given arbejdssituation kan det betyde, at et AI-genereret billede, der rummer en produktiv tvetydighed, flades ud i det øjeblik det ledsages af en tekst, der fortæller beskueren, hvad billedet “handler om”. Ernsts collageromaner – hvor billede og tekst aldrig forklarer hinanden men skaber en tredje, ustabil betydning i deres sammenstilling – og René Magrittes “Ceci n’est pas une pipe” etablerede denne destabilisering som strategi. I networked art udvides den til at omfatte kode, interface, infrastruktur og social interaktion som bærende elementer. Arbejdet strider dermed ofte mod normative formater for præsentation af forskning og kunst.

    Lyden og talen hører til i dette felt som to forskellige kategorier, der kræver hver sin opmærksomhed. Lyden opererer som akustisk materiale og tekstur, der trænger ind i os uanset om vi vil det eller ej, mens talen – den syntetiske stemme, sangen, det talte ord – bærer på en specifik semantisk og autoritativ vægt, vi ofte har sværere ved at dekonstruere. Alligevel lever vi i en kultur, der primært forstår tekst som betydningsbærende, i mindre grad billeder og i endnu mindre grad lyd og tale. Lydlige udtryk bliver i stigende grad affektgjort – henvist til det følelsesmæssige, det stemningsskabende – og deres kritiske og konceptuelle muligheder overses. AI-genereret lyd og tale befinder sig i dette næsten usynlige repertoire. De bedømmes primært på, hvor tæt de ligner menneskelige kilder – hvor overbevisende imitationen er – frem for på, hvor meget de afviger og tilføjer til lydens syntaks og semantik. At insistere på lydens og talens konceptuelle og kritiske dimension – på, at AI-genererede auditive rum kan åbne nye erkendelser i stedet for at efterligne kendte – er en del af den samme billedpolitiske forpligtelse, der gælder for de visuelle og tekstlige modaliteter.

    I praksis viser afvigelserne sig konkret. AI-genereret tale er dårlig til dansk: når teksterne bliver for lange, degenererer den til lyde, der på overfladen lyder lidt dansk eller måske bare skandinavisk, men ingen semantisk betydning har. Det er en sproglig uncanny valley, hvor genkendelsen af et sprog træder ind uden at betydningen følger med. Beskrivelser af lyde – et skridt, en dør der lukker – bliver til støj og glitch, der placeres der, hvor den realistiske lyd burde være: nogle gange umærkeligt overbevisende i videoens tempo, andre gange decideret underlige, så de gør opmærksom på lydens samplede, konstruerede natur. Det er den samme fejl, der begås, når AI-genererede billeder kun vurderes på fotorealisme: en kvalitetsskala, der tager det eksisterende som mål og dermed lukker ned for det generative systems potentiale for at producere erkendelse snarere end genkendelse.

    Min forpligtelse er billedpolitisk og kunstnerisk skarphed: at hvert billede, hver tekst, hver lyd, hver tale og hver sammenstilling er så præcis som muligt i det, den gør. Det betyder, at billedet skal kunne bære sin egen vægt. At teksten skal supplere frem for overskrive billedets betydning og samtidig kunne stå som selvstændigt kunstnerisk materiale, ikke blot som kontekstualisering. At lyd og tale skal skabe friktion og ikke blot undermalning eller forklaring. At sammenstillingen af forskellige elementer og modaliteter skal producere en produktiv friktion – en modstand mellem delene, der inviterer beskueren til at skabe sin egen forbindelse frem for at modtage en færdig betydning – og ikke blot være additiv. Uden formel præcision bliver spekulationen uforpligtende; uden spekulation bliver præcisionen steril og projektet didaktisk. At udholde begge dele samtidig – uklarheden i det, der endnu ikke er forstået, og den formelle disciplin i det, der allerede er skabt – er det, praksis forsøger. De teoretiske referencer i denne tekst er selv en del af den bevægelse og vil blive erstattet af andre, når arbejdet kræver det.

    → 10:05 AM, Feb 12
  • Precursors opens feb. 28 at Ringsted Galleriet & Ringsted Sygehus

    → 6:10 PM, Feb 4
  • Leddyrsomsorg (Arthropod Care) landing page

    My new landing page at oerum.org is an interactive text creature that crawls across the screen, comparing institutional objects to woodlouse anatomy while you place bureaucratic obstacles in its path. The work is part of Leddyrsomsorg, a project imagining a future Danish healthcare system where giant blue woodlice replace AI and automation. The crawling text draws parallels between the segmented bodies of isopods and the segmented experiences of navigating institutions: the venetian blinds in the waiting room, the server racks in the basement, the flex cord by the hospital bed. Each sentence proposes that the technologies surrounding care are already crustacean—jointed, plated, articulated. You can place stones in its path: such as JOURNAL, DIAGNOSE, HENVISNING, SAGSBEHANDLER. The creature avoids them. The stones fade. The text changes. This is not a game with a goal. It is a small model of how bodies move through systems that were not designed for them, adjusting course around obstacles that appear and dissolve according to logics beyond their control. The final sentence in the rotation states: In time all species will evolve into crustaceans. This references carcinisation, the tendency in evolution for non-crab crustaceans to independently develop crab-like forms. Perhaps institutions do the same. The interface uses vanilla JavaScript with no external libraries. Each letter is a separate DOM element positioned along a recorded path history, creating the trailing body effect. Legs animate using sine waves offset per segment. Obstacle avoidance uses simple vector-based steering. The cursor displays the next stone you will place. Click to drop it. Click a stone to remove it. The creature never leaves the screen. All processing runs client-side. Available in both Danish and English. oerum.org

    → 9:33 PM, Jan 28
  • Can you write with your hands?

    My new landing page at www.oerum.org is an interactive Hand Letters interface that tracks your hand in real time to translate geometric gestures into a 29 character alphabet.

    Intention

    This is an experiment in constructing new relationships between bodies and machines. Rather than borrowing from existing sign languages, the project invents a gestural alphabet from scratch, mapping letters to spatial properties like finger count, spread angle, palm orientation, and position in frame.

    The interface is deliberately clunky. Gestures fail to register, the camera misreads your hand, letters appear when you did not mean them. Imagine if this were your primary way of interfacing with digital technology. The friction is the point: it makes visible the labour and awkwardness we have learned to ignore in keyboards, touchscreens, and mice. Every interface is a strange negotiation between what bodies can do and what machines can perceive. This one just refuses to hide it.

    The Technology

    The interface is built on MediaPipe Hands, a machine learning pipeline developed by Google Research in 2020 for real time hand tracking. It runs directly in the browser using WebGL for GPU acceleration.

    The system extracts 21 landmark coordinates per hand at approximately 30 frames per second.

    Palm Detection Model: A BlazePalm detector locates the hand using a single shot anchor based architecture optimised for mobile inference.

    Hand Landmark Model: A regression network predicts 21 3D keypoints (wrist, thumb, and four fingers with four joints each) from the cropped hand region.

    Gesture Classification: Custom logic analyses derived features including finger extension states via y coordinate comparison, inter finger Euclidean distances, z depth differentials for palm orientation, and normalised frame position to match configurations against the invented alphabet.

    The Danish letters Æ, Ø, and Å are included: two hands visible, circle with thumb raised, and fist held high.

    Privacy

    All processing runs client side. No images or landmark data leave your device.

    Write with your hands: www.oerum.org

    → 7:08 PM, Jan 22
  • NOTES ON CONTINUING

    1. Why do citizens not rise up? Why do the stateless not rise up? Why is there no mass refusal of surveillance and nationalism?

    The silence is not accidental. Fear, division, and broken promises form the baseline condition. Solidarity does not spontaneously emerge from this; it cannot be demanded of those already exhausted by survival. If it is to exist, it must be constructed.

    1. Why is critique so often directed toward those closest to us, who are equally constrained, rather than toward the structures that shape those constraints?

    I observe this tendency and feel its pull. I try to resist it.

    At the same time, I refuse the logic of total guilt-the idea that because I am enmeshed in these systems, I am disqualified from opposing them. This logic functions as paralysis disguised as accountability. I acknowledge my position without accepting that it renders me futile.

    1. Conflict is displaced sideways. When power feels too abstract to confront, it becomes easier to police the behaviour of peers. This is reinforced by a political language that speaks endlessly of belonging while avoiding questions of ownership.

    Disputes over who belongs are easier to sustain than disputes over who holds power.

    This keeps the gaze horizontal.

    1. Power has changed its form. Resources concentrate, while the mechanisms of that concentration remain distributed-networked, opaque, everywhere and nowhere.

    We are left arguing over entitlement and recognition while extraction continues through interfaces designed to be frictionless.

    1. This logic extends into culture.

    A separation between aesthetics and politics has narrowed what is recognised as political action. The vote and the law are treated as the primary sites of agency. Other forms of world-making are dismissed as symbolic.

    But reality is also shaped in the domain of perception-through the organisation of what is visible and what remains unseen.

    1. To make images or sculptures is an action. Like any action, it has consequences. Overtly political art is no more or less political than art that claims neutrality.

    Reactionary movements understand this. They do not need their images to be true; they need them to be adhesive. Memes and symbols are used to weaponise the desire for belonging, bypassing argument in favour of visceral response.

    While others critique the concentration of wealth and power, these movements work to colonise the imagination.

    The task requires both. It requires the solidity of the fact and the resonance of the myth. One without the other is either a lecture no one hears, or a story that demands belief.

    To claim neutrality in this context is not to step outside the game. It is to leave the field uncontested.

    1. This raises a tension I cannot resolve alone.

    How does one speak of plurality without demanding uniformity? A multitude cannot exist if everyone is required to dream of the same life.

    But plurality does not mean the absence of boundaries. The task is to distinguish between the limits I choose to defend and those I have inherited without reflection.

    1. It is easy to associate power only with domination. This has become the dominant discourse. As a result, I have often mistaken powerlessness for moral safety. In trying to avoid becoming oppressive, I have avoided becoming capable.

    Yet there is power in refusal. Power in creation. Power in care.

    None of these are pure. To act is to close off other possibilities.

    What must be refused is the belief that weakness is a virtue-or a strength.

    1. To imagine other worlds requires openness to theory alongside ethical commitment. It requires holding uncertainty without succumbing to two familiar forms of paralysis:

    The grief that immobilises. And the detachment that masquerades as realism.

    Acknowledging the severity of the situation is not a reason to withdraw. It is a reason to continue.

    1. I make attempts where I can. To maintain attention. To refuse the immediate reaction. To make things that hold space for complexity.

    I try not to wait for permission, or for the promise that these efforts will be enough.

    1. I live with a contradiction I cannot solve: the desire to dismantle what harms us, and the suspicion that I might not live to see it dismantled.

    2. I act without imagining I am saving anything. I continue without expecting a breakthrough.

    I do not know if there is a we. I write these notes to see if one might appear.

    1. There is no finale. Just the daily attempt not to go numb. A provisional sanity. And the tentative effort to simply keep going.

    #stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom

    → 9:40 PM, Jan 11
  • On pessimism

    Believing in the liberal utopia promised by post-war politicians is a form of cruel optimism; treating it as a guaranteed destination brings only disappointment and despair.

    However, that the situation appears hopeless should not prevent us from doing our best. Pessimism is not the opposite of action or solidarity.

    Instead, the pessimist wields utopia as a strategy for change and imagination, not as an end in itself. We use the image of a better world not because we expect to arrive there, but as a tool to expose the inadequacy of the present and to keep our capacity for difference alive.

    In this pursuit, we find a hope without hope. We require no paragons of virtue, no heroes of the revolution, and no demonstration of utility or worthiness. And even if there is no “we” that might act in solidarity with, we can still act—contingently, tenderly, locally, and temporarily—without needing to become legible or useful. Even the most isolated and lonely dreamer still dreams.

    We act simply because the imagination of a different world compels us to care for this one.t

    #stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom

    → 5:22 PM, Jan 8
  • Leddyrsomsorg (Arthropod Care)

    Leddyrsomsorg is a video piece using WAN 2.2 that imagines a future Danish healthcare system where giant blue woodlice and other arthropods have replaced AI and automation. The work will be shown at Ringsted Galleri in February 2026, with elements installed at Ringsted Sygehus. This split location is deliberate: the hospital setting places speculative images of care within the institutional architecture where care is actually administered, while the gallery provides a context for the work’s more discursive claims. The work presents a welfare state utopia, a deliberately implausible scenario that sidesteps familiar debates about technology and care. It repurposes elements of “biophilic design,” where nature is organised to support recovery. But here, the organisms we rarely extend sympathy to have taken the place of therapy dogs or verdant parks. The woodlouse (Oniscus asellus) is taxonomically distinct from the insects usually associated with infestation. Belonging to the order Isopoda within the class Malacostraca, they are terrestrial crustaceans–closer kin to lobsters than to the houseflies or wasps that typically trigger revulsion in local domestic contexts. This biological nuance matters: we tend to normalise AI while immediately reading these crustaceans as alien. The work juxtaposes the high-trust, sterile aesthetic of Danish design–typically characterised by light woods and functional minimalism–with the chitinous, prehistoric movements of Isopoda. Both AI systems and these ancient crustaceans operate on logics that remain inhuman despite our attempts to domesticate them. WAN 2.2 is a video generation model developed by Wand AI, a Chinese startup founded in 2024 by former ByteDance researchers. The model utilises a Diffusion Transformer (DiT) architecture, an approach that combines diffusion processes with transformer networks designed for temporal coherence. The physical infrastructure underpinning this model is as significant as its software. Wand AI reportedly trained the model using thousands of NVIDIA H100 GPUs. Given strict US export bans on these chips, this represents a logistical feat involving the “grey market.” While the list price of an H100 is roughly $25,000 USD, reports from early 2025 indicate that prices within China fluctuate between $40,000 and $90,000 USD per unit. The volatility tracks sanction enforcement and supply-chain precarity. In that sense, every frame hints at infrastructure under pressure. China’s AI development occurs within a distinct strategic framework, aiming for global leadership by 2030. However, for artists outside China, using a Chinese model involves navigating a specific hegemony defined by ideological boundaries. These models are subject to strict regulatory oversight, specifically the “Provisions on the Management of Algorithmic Recommendations” (2022) and the “Measures for the Management of Generative AI Services” (2023). These regulations mandate that generative AI must not subvert state power, advocate the overthrow of the socialist system, or incite ethnic hatred. This creates censorship patterns distinct from Western commercial platforms. While US models filter content based on “brand safety” and legal liability, Chinese models filter for state-approved narratives. When prompting for complex social scenarios, one may find the model refuses to generate imagery suggesting civil unrest or specific political symbolism, not because of safety alignment, but due to Beijing’s stability mandates. The concentration of AI development in the hands of a few giants creates an “AI Desert,” where universal models perform poorly on anything outside the dominant cultural hegemony. In some analyses, images from the US and Western Europe appear overrepresented in major training datasets like LAION-5B by up to a factor of 10 relative to their population. In several widely used facial datasets, white subjects comprise around 60–70%, while Black and Hispanic subjects often fall into the single digits. The woodlouse, with its segmented body and multiple legs, is not well represented in these datasets either. It does not fit the templates. Linguistic bias is even more pronounced. The Common Crawl corpus, which underpins many foundation models, is approximately 45% English. Danish constitutes less than 0.1% of the total web corpus, and for smaller minority languages, representation drops below 0.01%, leaving them statistically marginal. A model trained on this data will struggle to render the specific spectral quality of the “blue hour” associated with the Skagen painters, or the precise cultural context of a local welfare centre, substituting them with generic, statistical averages derived from American or Chinese data. Most local artists will never consciously work with AI models. But their work will almost certainly pass through them: compressed, sorted, and subtly altered by systems baked into smartphone cameras, photo-editing software, and the content delivery networks through which nearly all images now travel. The question is not whether to engage with these systems but whether to do so knowingly. For those who choose to work with AI deliberately, the current situation demands a tactical manoeuvre: playing one hegemon against the other. Using a Chinese model like WAN 2.2 becomes a way of jamming the signal of American cultural dominance. If US models like Sora function as the default standard–seamless, brand-safe, and template-like–then the Chinese model, with its distinct artifacts and ideological blind spots, offers a productive displacement. Paradoxically, Chinese models often seem to render Danish landscapes more convincingly than their American counterparts. This is not because Wand AI trained on Vilhelm Hammershøi or the Skagen painters. The reason may be structural: northern China perhaps shares with Denmark a quality of flat, diffuse light, muted seasonal colour, and architectural scale that California simply does not possess. The brick and render of local residential buildings, the particular density of deciduous vegetation, the low horizons–these might find closer analogues in Heilongjiang or Shandong than in Los Angeles or Arizona. The American models, trained predominantly on data from a country where “good weather” means sunshine, tend to oversaturate and clarify excessively. They impose a Californian luminosity and default to timber-frame construction foreign to the local context. The Chinese models, perhaps inadvertently, may have absorbed a tonal range and built environment closer to the Baltic. The grey-green of a Danish beech forest in April, the particular flattening of depth on an overcast afternoon, the modest scale of welfare-state housing–these seem to emerge more readily from a model trained partly on images from northern China than from one trained on the American sunbelt. Both systems aspire to universalism. The difference is one of familiarity. For someone raised within the American cultural sphere–and this includes most Danes under sixty–Hollywood’s visual grammar now feels natural because it is everywhere. We do not notice when a model defaults to three-point lighting or golden-hour warmth because these conventions have structured our expectations of what images should look like. Chinese visual defaults, by contrast, remain legible as defaults: the China Central Television aesthetic, the particular palette of state-produced historical dramas, the compositional habits of Weibo image culture. The Chinese model is no less hegemonic–it is simply a hegemony we can still see. This is not to romanticise Chinese AI as a space of freedom. The constraints are real and different. When generating scenes of collective care, certain configurations of bodies trigger refusals; gatherings that might read as protest or unrest simply fail to render. But these constraints produce their own visual culture. Chinese internet platforms have long generated a rich tradition of mutating memes that circumvent censorship through visual substitution: Winnie the Pooh standing in for Xi Jinping, or the “Grass Mud Horse” (草泥马) whose name puns on a Mandarin obscenity. More recently, the character of Piglet has proliferated as a vessel for critique. His innocuous form carries meanings that evade algorithmic detection. These images thrive precisely because of the censorship apparatus, not despite it. Working within a Chinese model means inheriting something of this oblique visual logic, where meaning migrates into unexpected forms. The woodlice in Leddyrsomsorg function similarly: their innocuous, even repellent forms carry meanings the system was not trained to anticipate. For a local artist, this obliqueness might resonate with certain habits of indirect speech. Denmark’s twentieth-century history includes moments where images and symbols carried meanings that could not be stated directly: the occupation-era practice of wearing red, white, and blue King’s Badges as silent resistance, or the tradition of singing national songs as collective defiance. More recently, the Danish cartoon crisis demonstrated how images become sites of geopolitical friction, their meanings multiplying beyond any author’s intention. Whether or not there is a coherent local tradition of coded communication, working with Chinese AI–with its own regime of prohibited and permitted images–places the artist in a structurally similar position: navigating constraint through indirection, producing meaning in the gaps. The strategic value of this detour is temporary. It depends on the continued asymmetry between visual conventions that feel natural because they are everywhere and those that still register as foreign. As Chinese visual culture becomes more globally familiar–through TikTok, through the international circulation of Chinese cinema, through the sheer volume of AI-generated content flowing from these models–this window will close. The goal is not to remain permanently in orbit around Beijing any more than around San Francisco. It is to use the friction between these two gravitational fields to accelerate toward something else: local models trained on local archives, running on local infrastructure, producing images that do not need to be legible to either empire. Ultimately, this detour points toward a future of distributed capacity. If local practitioners–historians, community archivists, artists–could fine-tune smaller, open-source models on highly specific datasets, the outputs would shift from generic approximations to culturally situated artifacts. A Danish cultural institution could train a model specifically on the Royal Danish Library’s photo archives, ensuring that historical dress, architectural vernacular, and local idioms are preserved rather than smoothed into global tropes. What the detour through Chinese AI teaches, above all, is how dependence is produced at the infrastructural level. Running models locally forces smaller architectures and lower fidelity–consumer hardware with limited VRAM cannot support the trillion-parameter scale of the hegemonic models. But this constraint is also the condition of autonomy. Ivan Illich distinguished between tools that extend human capacity and those that create dependence on industrial systems and professional gatekeepers. A model requiring thousands of GPUs, procured through grey markets and cooled by data centres drawing megawatts, cannot be a convivial tool; it remains a service to which one submits. The local model, running on hardware one actually owns, recovers something Illich considered essential: the capacity to shape one’s means of production rather than consuming outputs defined elsewhere. The degraded image is the price of self-determination. In Leddyrsomsorg, WAN 2.2 produces its own instabilities. Woodlice begin as woodlice but drift into insects; faces rearrange themselves when backs are turned; rooms reorganise as the camera pans. The model cannot hold its categories stable. What begins as a crustacean becomes an arthropod becomes something else, taxonomies dissolving in real time. This is not a failure to be corrected but a condition to be inhabited. The fluidity of signifiers–bodies, species, architectures shifting while remaining loosely recognisable–produces a dreamlike space where the boundaries that structure our thinking about care, nature, and technology become similarly unstable. The model also produces bodies that depart from the norms of those who trained it: figures lacking arms, feet turned backwards, proportions that would be flagged as errors in any commercial context. But human bodies are wild and unruly. Our genetic mass produces extraordinary variation–variation that has been systematically excluded from the commercial photography these models learn to emulate. The training data encodes not human diversity but the narrow aesthetic of stock libraries and advertising campaigns. When the model “fails” to reproduce this narrowness, it inadvertently gestures toward the bodies that were never photographed, or never photographed approvingly. The so-called errors may sit closer to aspects of human variation than the polished outputs the model was trained to produce. The woodlice do not represent an alternative to AI; they emerge from the same generative instability, their alien forms vibrating with the noise of a system that cannot decide what it is looking at, and perhaps should not be forced to decide. We will have to live with AI systems as we live with woodlice in our basements: not as a choice but as a condition. The question is not how to avoid or eliminate them. Woodlice have been decomposing organic matter for three hundred million years; they will outlast our concerns about them. AI is now woven into the infrastructure through which images, text, and meaning circulate; it will not be uninvented. The question is how to inhabit these systems without letting them cause too much harm, and without causing too much harm through them. This is not a triumphant position. It is closer to the everyday pragmatics of damp management or repetitive strain: an ongoing negotiation with conditions that cannot be eliminated, only managed, mitigated, and sometimes resisted. Nam June Paik once said he used technology in order to hate it more properly. The formulation is useful because it refuses the fantasy of critique from a clean outside. To hate something properly requires knowing its textures, its tolerances, the places where it gives. This text was proofread and spell-checked with the assistance of a large language model. The video it describes was generated by another. The critique of hegemonic AI systems is produced through hegemonic AI systems. This is not a contradiction to be resolved but a condition to be acknowledged. Implication is the starting point, not the failure. In Leddyrsomsorg, the woodlice are the form this implication takes: creatures that thrive in the damp, doing necessary work in spaces we would rather not look at. Working tactically within hegemonic systems is how we learn to imagine building something else. The Danish welfare state itself emerged not from a sudden utopian rupture but from decades of compromise, negotiation, and the slow accumulation of small gains. If there is a future of local AI–models trained on local archives, running on local power, answerable to local needs–it will be built the same way: not by rejecting current systems outright, but by learning their textures and bias well enough to know where they give.

    #FirhedLighedOgSymptom #WelfarestateMyths #SurealSocialRealism #ringstedsygehus #ringsted Støttet at Statens Kunstfond

    → 4:39 PM, Jan 6
  • Leddyrsomsorg (Arthropod Care)

    Leddyrsomsorg is a video piece using WAN 2.2 that imagines a future Danish healthcare system where giant blue woodlice and other arthropods have replaced AI and automation. The work will be shown at Ringsted Galleri in February 2026, with elements installed at Ringsted Sygehus. This split location is deliberate: the hospital setting places speculative images of care within the institutional architecture where care is actually administered, while the gallery provides a context for the work’s more discursive claims. The work presents a welfare state utopia, a deliberately implausible scenario that sidesteps familiar debates about technology and care. It repurposes elements of “biophilic design,” where nature is organised to support recovery. But here, the organisms we rarely extend sympathy to have taken the place of therapy dogs or verdant parks. The woodlouse (Oniscus asellus) is taxonomically distinct from the insects usually associated with infestation. Belonging to the order Isopoda within the class Malacostraca, they are terrestrial crustaceans–closer kin to lobsters than to the houseflies or wasps that typically trigger revulsion in local domestic contexts. This biological nuance matters: we tend to normalise AI while immediately reading these crustaceans as alien. The work juxtaposes the high-trust, sterile aesthetic of Danish design–typically characterised by light woods and functional minimalism–with the chitinous, prehistoric movements of Isopoda. Both AI systems and these ancient crustaceans operate on logics that remain inhuman despite our attempts to domesticate them. WAN 2.2 is a video generation model developed by Wand AI, a Chinese startup founded in 2024 by former ByteDance researchers. The model utilises a Diffusion Transformer (DiT) architecture, an approach that combines diffusion processes with transformer networks designed for temporal coherence. The physical infrastructure underpinning this model is as significant as its software. Wand AI reportedly trained the model using thousands of NVIDIA H100 GPUs. Given strict US export bans on these chips, this represents a logistical feat involving the “grey market.” While the list price of an H100 is roughly $25,000 USD, reports from early 2025 indicate that prices within China fluctuate between $40,000 and $90,000 USD per unit. The volatility tracks sanction enforcement and supply-chain precarity. In that sense, every frame hints at infrastructure under pressure. China’s AI development occurs within a distinct strategic framework, aiming for global leadership by 2030. However, for artists outside China, using a Chinese model involves navigating a specific hegemony defined by ideological boundaries. These models are subject to strict regulatory oversight, specifically the “Provisions on the Management of Algorithmic Recommendations” (2022) and the “Measures for the Management of Generative AI Services” (2023). These regulations mandate that generative AI must not subvert state power, advocate the overthrow of the socialist system, or incite ethnic hatred. This creates censorship patterns distinct from Western commercial platforms. While US models filter content based on “brand safety” and legal liability, Chinese models filter for state-approved narratives. When prompting for complex social scenarios, one may find the model refuses to generate imagery suggesting civil unrest or specific political symbolism, not because of safety alignment, but due to Beijing’s stability mandates. The concentration of AI development in the hands of a few giants creates an “AI Desert,” where universal models perform poorly on anything outside the dominant cultural hegemony. In some analyses, images from the US and Western Europe appear overrepresented in major training datasets like LAION-5B by up to a factor of 10 relative to their population. In several widely used facial datasets, white subjects comprise around 60–70%, while Black and Hispanic subjects often fall into the single digits. The woodlouse, with its segmented body and multiple legs, is not well represented in these datasets either. It does not fit the templates. Linguistic bias is even more pronounced. The Common Crawl corpus, which underpins many foundation models, is approximately 45% English. Danish constitutes less than 0.1% of the total web corpus, and for smaller minority languages, representation drops below 0.01%, leaving them statistically marginal. A model trained on this data will struggle to render the specific spectral quality of the “blue hour” associated with the Skagen painters, or the precise cultural context of a local welfare centre, substituting them with generic, statistical averages derived from American or Chinese data. Most local artists will never consciously work with AI models. But their work will almost certainly pass through them: compressed, sorted, and subtly altered by systems baked into smartphone cameras, photo-editing software, and the content delivery networks through which nearly all images now travel. The question is not whether to engage with these systems but whether to do so knowingly. For those who choose to work with AI deliberately, the current situation demands a tactical manoeuvre: playing one hegemon against the other. Using a Chinese model like WAN 2.2 becomes a way of jamming the signal of American cultural dominance. If US models like Sora function as the default standard–seamless, brand-safe, and template-like–then the Chinese model, with its distinct artifacts and ideological blind spots, offers a productive displacement. Paradoxically, Chinese models often seem to render Danish landscapes more convincingly than their American counterparts. This is not because Wand AI trained on Vilhelm Hammershøi or the Skagen painters. The reason may be structural: northern China perhaps shares with Denmark a quality of flat, diffuse light, muted seasonal colour, and architectural scale that California simply does not possess. The brick and render of local residential buildings, the particular density of deciduous vegetation, the low horizons–these might find closer analogues in Heilongjiang or Shandong than in Los Angeles or Arizona. The American models, trained predominantly on data from a country where “good weather” means sunshine, tend to oversaturate and clarify excessively. They impose a Californian luminosity and default to timber-frame construction foreign to the local context. The Chinese models, perhaps inadvertently, may have absorbed a tonal range and built environment closer to the Baltic. The grey-green of a Danish beech forest in April, the particular flattening of depth on an overcast afternoon, the modest scale of welfare-state housing–these seem to emerge more readily from a model trained partly on images from northern China than from one trained on the American sunbelt. Both systems aspire to universalism. The difference is one of familiarity. For someone raised within the American cultural sphere–and this includes most Danes under sixty–Hollywood’s visual grammar now feels natural because it is everywhere. We do not notice when a model defaults to three-point lighting or golden-hour warmth because these conventions have structured our expectations of what images should look like. Chinese visual defaults, by contrast, remain legible as defaults: the China Central Television aesthetic, the particular palette of state-produced historical dramas, the compositional habits of Weibo image culture. The Chinese model is no less hegemonic–it is simply a hegemony we can still see. This is not to romanticise Chinese AI as a space of freedom. The constraints are real and different. When generating scenes of collective care, certain configurations of bodies trigger refusals; gatherings that might read as protest or unrest simply fail to render. But these constraints produce their own visual culture. Chinese internet platforms have long generated a rich tradition of mutating memes that circumvent censorship through visual substitution: Winnie the Pooh standing in for Xi Jinping, or the “Grass Mud Horse” (草泥马) whose name puns on a Mandarin obscenity. More recently, the character of Piglet has proliferated as a vessel for critique. His innocuous form carries meanings that evade algorithmic detection. These images thrive precisely because of the censorship apparatus, not despite it. Working within a Chinese model means inheriting something of this oblique visual logic, where meaning migrates into unexpected forms. The woodlice in Leddyrsomsorg function similarly: their innocuous, even repellent forms carry meanings the system was not trained to anticipate. For a local artist, this obliqueness might resonate with certain habits of indirect speech. Denmark’s twentieth-century history includes moments where images and symbols carried meanings that could not be stated directly: the occupation-era practice of wearing red, white, and blue King’s Badges as silent resistance, or the tradition of singing national songs as collective defiance. More recently, the Danish cartoon crisis demonstrated how images become sites of geopolitical friction, their meanings multiplying beyond any author’s intention. Whether or not there is a coherent local tradition of coded communication, working with Chinese AI–with its own regime of prohibited and permitted images–places the artist in a structurally similar position: navigating constraint through indirection, producing meaning in the gaps. The strategic value of this detour is temporary. It depends on the continued asymmetry between visual conventions that feel natural because they are everywhere and those that still register as foreign. As Chinese visual culture becomes more globally familiar–through TikTok, through the international circulation of Chinese cinema, through the sheer volume of AI-generated content flowing from these models–this window will close. The goal is not to remain permanently in orbit around Beijing any more than around San Francisco. It is to use the friction between these two gravitational fields to accelerate toward something else: local models trained on local archives, running on local infrastructure, producing images that do not need to be legible to either empire. Ultimately, this detour points toward a future of distributed capacity. If local practitioners–historians, community archivists, artists–could fine-tune smaller, open-source models on highly specific datasets, the outputs would shift from generic approximations to culturally situated artifacts. A Danish cultural institution could train a model specifically on the Royal Danish Library’s photo archives, ensuring that historical dress, architectural vernacular, and local idioms are preserved rather than smoothed into global tropes. What the detour through Chinese AI teaches, above all, is how dependence is produced at the infrastructural level. Running models locally forces smaller architectures and lower fidelity–consumer hardware with limited VRAM cannot support the trillion-parameter scale of the hegemonic models. But this constraint is also the condition of autonomy. Ivan Illich distinguished between tools that extend human capacity and those that create dependence on industrial systems and professional gatekeepers. A model requiring thousands of GPUs, procured through grey markets and cooled by data centres drawing megawatts, cannot be a convivial tool; it remains a service to which one submits. The local model, running on hardware one actually owns, recovers something Illich considered essential: the capacity to shape one’s means of production rather than consuming outputs defined elsewhere. The degraded image is the price of self-determination. In Leddyrsomsorg, WAN 2.2 produces its own instabilities. Woodlice begin as woodlice but drift into insects; faces rearrange themselves when backs are turned; rooms reorganise as the camera pans. The model cannot hold its categories stable. What begins as a crustacean becomes an arthropod becomes something else, taxonomies dissolving in real time. This is not a failure to be corrected but a condition to be inhabited. The fluidity of signifiers–bodies, species, architectures shifting while remaining loosely recognisable–produces a dreamlike space where the boundaries that structure our thinking about care, nature, and technology become similarly unstable. The model also produces bodies that depart from the norms of those who trained it: figures lacking arms, feet turned backwards, proportions that would be flagged as errors in any commercial context. But human bodies are wild and unruly. Our genetic mass produces extraordinary variation–variation that has been systematically excluded from the commercial photography these models learn to emulate. The training data encodes not human diversity but the narrow aesthetic of stock libraries and advertising campaigns. When the model “fails” to reproduce this narrowness, it inadvertently gestures toward the bodies that were never photographed, or never photographed approvingly. The so-called errors may sit closer to aspects of human variation than the polished outputs the model was trained to produce. The woodlice do not represent an alternative to AI; they emerge from the same generative instability, their alien forms vibrating with the noise of a system that cannot decide what it is looking at, and perhaps should not be forced to decide. We will have to live with AI systems as we live with woodlice in our basements: not as a choice but as a condition. The question is not how to avoid or eliminate them. Woodlice have been decomposing organic matter for three hundred million years; they will outlast our concerns about them. AI is now woven into the infrastructure through which images, text, and meaning circulate; it will not be uninvented. The question is how to inhabit these systems without letting them cause too much harm, and without causing too much harm through them. This is not a triumphant position. It is closer to the everyday pragmatics of damp management or repetitive strain: an ongoing negotiation with conditions that cannot be eliminated, only managed, mitigated, and sometimes resisted. Nam June Paik once said he used technology in order to hate it more properly. The formulation is useful because it refuses the fantasy of critique from a clean outside. To hate something properly requires knowing its textures, its tolerances, the places where it gives. This text was proofread and spell-checked with the assistance of a large language model. The video it describes was generated by another. The critique of hegemonic AI systems is produced through hegemonic AI systems. This is not a contradiction to be resolved but a condition to be acknowledged. Implication is the starting point, not the failure. In Leddyrsomsorg, the woodlice are the form this implication takes: creatures that thrive in the damp, doing necessary work in spaces we would rather not look at. Working tactically within hegemonic systems is how we learn to imagine building something else. The Danish welfare state itself emerged not from a sudden utopian rupture but from decades of compromise, negotiation, and the slow accumulation of small gains. If there is a future of local AI–models trained on local archives, running on local power, answerable to local needs–it will be built the same way: not by rejecting current systems outright, but by learning their textures and bias well enough to know where they give.

    #FirhedLighedOgSymptom #WelfarestateMyths #SurealSocialRealism #ringstedsygehus #ringsted Støttet at Statens Kunstfond

    → 4:37 PM, Jan 6
  • RSS
  • JSON Feed
  • Micro.blog