Jo mere man laver smal og mærkelig kunst der ligger i kanten af hvad institutioner dyrker og publikum er vant til, jo mere bliver man nødt til at lære sig selv at snakke. Jo mindre man har gallerister eller kuratorer til at udlægge hvad man laver, jo mere træner man sig i selv at skabe en forståelsesramme. Det er ikke en kompetence man vælger at tilegne sig. Det er en færdighed man udvikler under pres, og presset er ulige fordelt.
Den der arbejder inden for genkendelige institutionelle rammer har allerede et sprog til rådighed. Kuratoren, galleristen, den kunsthistoriske tradition leverer fortolkningsrammen. Man behøver ikke selv opfinde den. Det betyder ikke at arbejdet er mindre komplekst, men det betyder at artikulationsarbejdet er distribueret. Nogen andre bærer en del af byrden.
Den der arbejder i kanten skal selv producere den ramme der gør praksis læsbar. Det er et dobbelt arbejde: man laver kunsten, og man laver sproget kunsten kan forstås igennem. Over tid bliver det en kompetence man ikke bad om, men som man ikke kan undvære. Det sprog man udvikler er sjældent opfundet fra ingenting. Det trækker på eksisterende kunstteoretisk vokabular, på ansøgningssprog, på kuratorisk diskurs — bare approprieret og omformet. Spørgsmålet om den selvlærte artikulation faktisk er en alternativ ramme eller en individualiseret reproduktion af den institutionelle er reelt, og det har ikke et rent svar. Man lærer sig selv at snakke, men man lærer det med ord der allerede tilhører nogen.
Dem der klarer sig uden at blive nødt til at tilegne sig det sprog er ikke grundlæggende anderledes end dem der har været nødt til at lære sig selv at lave en fortælling der giver adgang til midler og muligheder. Alle kunstnere der får adgang til midler og muligheder opererer inden for en fortælling. Spørgsmålet er hvem der har lavet den, og om man er klar over at den er der.
Den noble vilde kunstnerfigur — den der bare laver sit arbejde uden at skulle forklare sig, uden strategi, uden sprog — er ikke en position man kan indtage af sig selv. Den er en rolle der tildeles udefra. Institutionen udpeger nogen som autentiske, som rå, som uformidlede, og den udpegning er i sig selv en fortolkningsramme. Den kræver bare ikke noget af kunstneren selv. Den kræver noget af en kurator eller en gallerisammenhæng der har interesse i at opretholde figuren. Uden den institutionelle omfavnelse forsvinder figuren. Ikke fordi arbejdet ophører, men fordi synligheden ophører. Den kunstner der faktisk arbejder uden sprog, uden formidling, uden netværk og uden institutionel opmærksomhed er ikke en nobel vild. Den kunstner er usynlig. Der er ikke noget romantisk ved det. Det er en strukturel position, ikke en æstetisk en.
På et tidspunkt bliver det svært at undgå spørgsmålet om klasse og privilegium. At kunne indtage den marginale position — at kunne insistere på det smalle, det mærkelige, det der ikke umiddelbart passer ind — forudsætter en tryghed. Ikke nødvendigvis økonomisk tryghed, men en grundlæggende sikkerhed i at man har ret til at være der, at man har adgang til et sprog man kan omforme, at man har tid til det dobbelte arbejde. Den tryghed er klassebetinget. Den hænger sammen med uddannelse, med kulturel kapital, med at have vokset op i en sammenhæng hvor det at formulere sig er en selvfølge snarere end en forhindring. Man kan sagtens have bevæget sig nedad i klasse og stadig bære den kapital med sig. Det ændrer ikke at den er der, og at den gør en forskel.
Men det er også rigtigt at der findes kunstnere der udvikler et sprog af ren nødvendighed uden at have den kapital i ryggen — som opfinder en artikulation ikke ud fra et eksisterende vokabular de kan omforme, men fordi de ikke har noget alternativ. Deres sprog ligner ikke altid det der genkendes som legitimt, og det er en del af pointen. Teksten her taler fra en position hvor den kulturelle kapital var til stede, og den bør ikke foregive at den beskriver alle veje ind i det dobbelte arbejde. Nogle ankommer til det uden den tryghed der er beskrevet ovenfor, og det de bygger er ikke mindre reelt for det.
Men at den marginale position er privilegeret gør den ikke uvedkommende. Det dobbelte arbejde — at lave kunsten og udvikle sproget omkring den — producerer faktisk en særlig form for viden. Den der har været tvunget til at artikulere sin egen praksis har ofte en klarere forståelse af hvad den praksis er og hvad den vil end den der aldrig er blevet nødt til at stille sig selv spørgsmålet. Presset skaber en opmærksomhed på betingelserne for sit eget arbejde som er sjælden og brugbar. Det sprog der udvikles i kanten er ikke bare en overlevelsesstrategi. Det er også en viden om hvordan fortællinger virker, hvem de tjener, og hvad de koster. Den viden kan deles.
Og der er noget mere. Når man lærer sig selv at tale om sine ting, bliver sproget til noget man kan manipulere med og lege med frem for noget der er pålagt udefra. Det er en væsentlig forskel. Det pålagte sprog er stift. Det selvudviklede sprog er mere fleksibelt — man kan bøje det, fordi man ved hvor det kommer fra og hvad det er lavet af. Det betyder ikke at det er let. Et barn fra et hjem med bøger havde et forspring, men det er stadig svært at skrive tæt på praksis uden at falde i de store retoriske vendinger eller blive uforståelig. Jeg er selv blevet kaldt uforståelig i tidens løb, og det er ikke altid uberettiget. Balancen mellem præcision og tilgængelighed er ikke noget man løser én gang. Den forhandles hver gang man skriver.
Tiden er ikke til det komplicerede eller akademiske, og det er sådan set fint nok. I øjeblikket virker der dog til at være en ret enslydende diskurs i kunstlivet — tekster der ligner hinanden, der taler det samme sprog, og som ofte er præget af et lidt defensivt ønske om at komme til at høre til frem for at ændre noget ved den verden de er en del af. Det er forståeligt. Vilkårene er usikre, konkurrencen er hård, og det er rationelt at tilpasse sig det der virker. Men det producerer sjældent eksperimenterende eller vidt tænkende tekster. Det producerer konformitet i et sprog der forestiller sig selv som kritisk.
Det jeg ville ønske er at vilkårene fordrede mere eksperimenterende og forskellige diskurser frem for det modsatte. At flere havde den tryghed der gør den marginale position mulig. Ikke at flere blev skrevet ind af andre — ikke at flere fik tildelt en fortolkningsramme af en kurator eller en institution der har brug for dem som figurer i sin egen fortælling. Men at flere havde den grundlæggende sikkerhed der gør det muligt selv at udvikle et sprog, selv at insistere på sit arbejdes vilkår, selv at stå i det dobbelte arbejde uden at det koster alt. Forskellen på at blive skrevet ind og at skrive sig selv ind er afgørende. Den ene er en tildeling, den anden er en praksis. Og praksis kræver betingelser. At arbejde for bedre betingelser — for bredere adgang til den tryghed — er ikke det samme som at romantisere marginaliteten. Det er at tage den alvorligt nok til at ville udvide den.
Hvis man prøver at skitsere situationen groft, ender man næsten med tre positioner snarere end to, og ingen af dem er stabile. Den der har fået sproget leveret af en institutionel sammenhæng. Den der har været tvunget til selv at udvikle det. Og den der hverken har det ene eller det andet og derfor ikke figurerer. Folk bevæger sig mellem positionerne. En kunstner kan starte usynlig, udvikle et sprog, få institutionel opmærksomhed og derefter blive den noble vilde som institutionen har brug for. Positionerne er ikke faste — de er faser eller roller man kan indtage skiftevis, nogle gange inden for samme projekt.
Den romantiske fortælling om den tredje position — at den rummer en særlig frihed eller renhed — er noget den første position producerer for at legitimere sig selv. Institutionen har brug for den noble vilde fordi figuren bekræfter at der findes noget uden for institutionen, noget autentisk den kan opdage og omfavne. Det er institutionens egen fornyelsesfortælling. Det er ikke den usynlige kunstners virkelighed.
Der er også en fjerde position som teksten skal kunne rumme: den der bevidst afviser artikulation som strategi. Ikke den usynlige der aldrig fik chancen, men den der kender spillets regler og nægter at deltage. Den position er ikke romantisk og den er ikke institutionelt tildelt — den er selvvalgt og har sine egne omkostninger. Men den forudsætter også et privilegium: at kunne nægte kræver at man har noget at nægte. Man skal have haft adgangen for at afvisningen giver mening. Det er ikke hele billedet. For nogle er afvisningen ikke et strategisk valg fra en position man engang havde adgang til. Den er en grundlæggende uforenelighed med det sprog der kræves — fordi sproget i sig selv er ekskluderende, fordi dets kategorier ikke rummer den erfaring der skal artikuleres. Det er en anden mekanisme end den privilegerede afvisning, og den fortjener ikke at blive forvekslet med den.
Ingen af disse positioner er rene, og ingen af dem er endelige. Det der er værd at holde fast i er at det dobbelte arbejde — det tvungne, det besværlige, det ulige fordelte — også er det sted hvor den skarpeste forståelse opstår. Den marginale position er impliceret og privilegeret og ufuldstændig. Men den er også det sted hvorfra man bedst kan se hvordan fortællingerne virker. Og den forståelse behøver ikke forblive hos den enkelte. De retoriske ressourcer kan deles. Følelsen af legitimitet kan synliggøres og gives videre. Det handler ikke om at ændre betingelserne oppefra, men om at udfordre dem nedefra ved at vise at det er muligt at skabe sine egne kunsthistorier og fortællinger frem for at underkaste sig de dominerende der alligevel kun finder plads til et fåtal.
Der er noget ved hellere at fejle på sine egne præmisser — fail again, fail better, så godt man nu kan — og føle en smule mere frihed, end at søge ind i legitimeringens spil for at lave og sige ting, man ikke har lyst til, og leve op til sproglige rammer, man ikke ser sig selv i. Det er ikke altid nemt eller behageligt at mislykkes med at finde en plads i diskussionen eller de ressourcerige dele af kunstverdenen. Men det føles tit okay, især hvis man ikke føler sig alene.
