En nat på.old Delhi station

På vej til en kunst- og teknologiudstilling i 2010’erne i bjergene nord for Delhi sov jeg sammen med min daværende samarbejdspartner en enkelt nat på Old Delhi Station. Vi præsenterede et digitalt kort over et fiktivt København for en blanding af storbyoverklasse og lokale fra dalen. Det er den eneste gang, jeg har været i Indien. Af mangel på sprog udvekslede vi velkendte klichéer: lort, pis, krydderier, råb, skrig, folk med store sværd og uden diverse lemmer. En mangfoldighed af for meget. På en kaffebar med udsigt over pladsen foran stationen holdt jeg om tasken. Computeren i den var fuld af alt, hvad vi havde lavet, den eneste kopi. Tidligere havde jeg sovet på mange stationer i mange lande. Zürich banegård omgivet af junkier, der prøvede at presse sig ind, et overfald i Amsterdam, et skab på Berlin Zoo, en slidt station i Marokko efter at være blevet berøvet alle mine penge. Stationens annonceringer var ledsaget af en tone, der lød nøjagtig som fejlbeskederne fra min computer derhjemme, når den gik ned midt i en 3D-rendering. Vi havde lige lavet en video, hvor jeg sov ved siden af den overbelastede maskine, der måtte genstartes hver time, og fornemmelsen af en stresset katastrofe sad stadig i kroppen. Hver gang lyden kom natten igennem, vågnede jeg stående, klar til at gribe ind uden helt at vide hvordan. I min lejlighed i København lå der engang en skofabrik. Folk arbejdede og sov i de samme rum. Made in India står der i mine sko. Nu taler jeg om gør det selv, mens jeg bygger min egen computer af dele fremstillet ude af syne. De to victorianske toilethuse ved stationen var blevet til et tempel og en privat bolig, begge i brug. Jeg mærker en ubehagelig længsel efter en verden, jeg kun kender fra Sherlock Holmes i min barndoms fjernsyn. Jeg ville helst ikke kendes ved, at kritisk teori kun har rykket lidt ved den kultur, der har formet mig. I bussen gennem East London, hvor jeg kort boede, kiggede jeg ud på gader fyldt med hjemløse og tænkte, at her ville jeg aldrig være blevet kunstner. Jeg ville have været nødt til at være langt mere politisk aktiv, hvis jeg hørte til der. Men her er også der. Oppe i bjergene stjal aberne gryder fra køkkenet, og vi grinede sammen med de andre inviterede kunstnere fra hele verden. Maden smagte, så jeg stadig kan huske den. Jeg var utryg ved at høre det, jeg sagde, blive simultantolket til et sprog, jeg ikke havde adgang til. Nogle af dem er kolleger, jeg stadig kender lidt, spredt på tværs af lande og generationer. På vejen hjem bankede hotelpersonalet konstant på med tilbud om kolde øl og snacks. Vi missede flyet, men pressede os gennem porten forbi sikkerhedsvagterne og ind i afgangshallens aircondition, hvor vi fik et erstatningsfly på første klasse af dansktalende personale. Jeg sov udmattet hele vejen hjem med mit pas i lommen. #stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom