Lederen af kunsthallen siger, at det vigtigste arbejde er mit, og at det bør honoreres. Rengøringsassistenterne på nultimerskontrakter siger det samme om deres. Forskellen er, hvem der kan bestemme, hvis løn der bliver sat. Den idealistiske kunstner med penge hjemmefra kalder de kolleger, der tjener penge på deres kunst for at overleve, for kommercielle. Og alligevel er det vigtigt, at ikke alt bliver til et marked, selv om det måske ser sådan ud lige nu. Sæt din værdi højere, siger galleristen og bankmanden til kunstnerne. Kunstnere arbejder ikke for penge, men for social anerkendelse i systemer, der ikke handler om pengeøkonomien. Det er naivt, og det er samtidig helt afgørende. Assistenten kan ikke hjælpe i weekenden, men gør det alligevel, fordi der ikke findes en klar aftale. Kunstneren opfatter ikke sig selv som leder, men som kollega. Når den ene er afhængig af den anden, er der ikke længere lige vilkår. De amerikanske kunststjerner holder foredrag om bias for lokale, der er dårlige til engelsk og kæmper for dagen og vejen. Museumsdirektører hvisker, at der nok bare er for mange kunstnere. Jeg tænker, at der nok bare er for mange direktører. Jeg ved godt, hvem der sætter ressourcer af til hvem. Kulturordførerne vil gerne afgøre, hvad der er kunst. Jeg vil hellere tale om, hvem kunsten er god for. Kvalitet taler næsten ingen om, og de færreste vil sige, for hvem. Vægteksten lover samfundskritik og eksperiment. Jeg har læst ordene hundrede gange og kan alligevel ikke sige, hvad de betyder. Sådan har det nok altid været, men jeg håber ikke, det bliver målestokken for kunstverdenens ambitioner. Jeg taler med en kollega, der er halvt så gammel som mig, og tænker, at vi er lidt i gang med det samme. Men set fra den anden side ligner jeg et fossil, der ikke selv ved, at det er et fossil. Og hvis man tror på det med generationerne, er jeg den, der optager pladsen. En mandlig kollega på min egen alder siger, at det er dejligt, at det woke er forbi nu. Jeg tænker, at det så må betyde, at jeg også er forbi. Jeg siger ikke noget. Kolleger siger, at de godt kan lide decentralitet og mangfoldighed, men de mener stadig, at de ved, hvad kvalitet er. Jeg ser mig selv i spejlet og tænker, at jeg synes, det er nemmere ikke at have magt og at holde mine privilegier skjult. Vi behøver ikke at måle os selv med de mål, vi bliver målt med. Men enhver afgørelse kan kritiseres, uanset hvor hul og flygtig den føles, når man selv sidder med den. På et seminar siger en oplægsholder, at de privilegier bør afskaffes. Jeg tænker, at de i stedet burde udbredes til flere, frem for at alle skal være lige prekære. Men sådan siger de privilegerede altid. Der er kun begrænsede ressourcer, og der vil altid være kamp om dem, siger journalisten i radioen, der snart skal være presserådgiver. Jeg tænker, at det, der kalder sig realisme, næsten altid er ideologi, og at hvem der får hvad er noget, nogen vælger. Det er umuligt at handle fra et sandfærdigt eller rent sted. Vi må gøre det alligevel, så godt vi kan. Og huske, at vores arbejde ikke i sig selv er mere værd end rengøringsassistenternes eller mindre værd end direktørens. Når alt nu skal gøres til marked, og regningerne stadig skal betales, må det også gælde os, der arbejder for, at det ikke skulle være sådan.