Hvad hundrede tusind år er

For hundrede tusind år siden fandtes der mennesker med vores krop og formentlig vores sprogevne. I en hule ved den sydafrikanske kyst blandede nogen okker i muslingeskaller og ridsede mønstre i den. Så vidt vi ved fandtes der ingen marker, ingen landsbyer, ingen tal og ingen skrift, men det vi ved, er det, der har efterladt sig spor. Sten og skal og knogle. Alt hvad de lavede af træ, skind, bast eller ord, er væk. I Europa levede neandertalere. Den udvandring fra Afrika, som næsten alle nulevende mennesker uden for kontinentet nedstammer fra, havde ikke fundet sted endnu. Den seneste istid var netop begyndt. Den varede i mere end hundrede tusind år, og først længe inde i den lå isen op mod tre kilometer tyk over Skandinavien. Vægten pressede landet ned, og siden isen smeltede, har landskabet rejst sig igen, hurtigst i det nordlige Sverige og Finland, langsommere i Nordjylland. Det er endnu ikke færdigt. Da isen var størst, stod havet hundrede og tyve meter lavere end nu, og Nordsøens bund var land. For elleve tusind syv hundrede år siden trak isen sig tilbage for sidste gang, og kort efter begyndte mennesker at så korn med vilje. For godt fem tusind år siden skrev nogen i Mesopotamien mængder af byg ned på våd ler. Det er begyndelsen på historien. Den fylder de sidste fem procent af de hundrede tusind år. Inden for de fem procent er intet kommet i nærheden af at blive hundrede tusind år gammelt. Det faraoniske Egypten holdt tre tusind år med afbrydelser og regnes for en af de længstlevende statsdannelser, vi kender til. Den ældste virksomhed, der har eksisteret uafbrudt, blev grundlagt i år 578 og bygger stadig templer i Japan. Vi kan følge de indoeuropæiske sprog seks til otte tusind år tilbage, og så mister sprogforskningen grebet, fordi lydene har flyttet sig for meget til, at slægtskabet kan ses. Dansk er tusind år gammelt. Intet menneskeskabt har overlevet hundrede tusind år. Det ældste, der stadig står oven på jorden, er fire til fem tusind år gammelt, af sten, stærkt eroderet og for længst plyndret. Det, der er ældre, har kun overlevet ved at ligge tørt og upåagtet. Hundrede tusind år er den tid, brugt brændsel fra et kernekraftværk skal holdes væk fra grundvand og fra alt, der lever. Når det tages ud af reaktoren, er det så varmt af sit eget henfald, at det skal ligge i vand i årtier, før det kan flyttes. De farligste stoffer i de første århundreder er cæsium og strontium, som optages i kroppen på samme måde som kalium og kalcium, altså i muskler og knogler. De er væk efter nogle hundrede år. Derefter er det plutonium, americium og neptunium, som henfalder langsomt, og som er farlige hvis de indåndes eller kommer i drikkevand. Hundrede tusind år er det tidspunkt, hvor materialet regnes for at være nede på samme farlighed som den uranmalm, det blev gravet op af. Det bedste, vi har fundet på, er at gemme det nede under jorden. I Finland er der boret ned til fire hundrede og tredive meter i grundfjeld, der er over halvanden milliard år gammelt. Hvad det har gjort hidtil, ved vi. Hvad det gør de næste hundrede tusind år, er en fremskrivning. Brændslet lukkes inde i en beholder af støbejern, som lægges i en skal af kobber på fem centimeter, som sættes i et borehul og pakkes ind i ler, der udvider sig når det bliver vådt og lukker sprækkerne. Tunnelen fyldes igen, og til sidst forsegles anlægget. Det finske anlæg er det eneste af sin art i verden. Det stod færdigt i 2023 og har siden ventet på driftstilladelse. Det svenske ved Forsmark er under opførelse og modtager først noget i slutningen af 2030’erne. Alle andre lande med kernekraft har brændslet stående midlertidigt ved værkerne. Man regner med, at kapslerne går i stykker. Ikke om, men hvor mange, hvornår, og hvor hurtigt indholdet bevæger sig gennem leret og sprækkerne i klippen. Det, der ligger til grund for tilladelserne, er altså ikke et bevis for, at noget holder, men et regnestykke over, hvor langsomt det går i stykker. Kobberets levetid har været bestridt af svenske forskere siden 2007, og den svenske miljødomstol afviste ansøgningen på det punkt i 2018, før regeringen godkendte den i 2022. Der findes ingen måde at afgøre striden. Ingen kan lave et forsøg, der varer hundrede tusind år. Fire hundrede og tredive meter er ikke dybt. Boringer efter drikkevand går rutinemæssigt hundrede meter ned, boringer efter olie fem kilometer. Dybden er ingen hindring for nogen, der har en boremaskine og en grund til at bore. Et depot er desuden en usædvanlig ansamling af kobber og jern et sted, hvor der ellers ikke er noget. Hvad nogen om tyve tusind år vil bore efter, og med hvilken viden, kan ikke beregnes. Anlægget er lavet til at blive glemt. Ingen skal holde øje, for man går ud fra, at hverken tilsyn, stat eller arkiv findes så længe. Finnerne har valgt ikke at markere stedet, blandt andet fordi et mærke også kan tiltrække nogen. Da amerikanerne i 1980’erne satte folk til at finde en advarsel, der kunne forstås om ti tusind år, endte de med forslag om granitmonolitter, tekst på mange sprog og et præsteskab, der skulle føre viden videre rituelt, og med den konklusion at intet af det kan garanteres forstået. Kernekraft er tilbage i den danske debat efter fyrre år, hvor spørgsmålet var afgjort. Vi har aldrig haft et kernekraftværk og har alligevel et affaldsproblem, vi ikke har løst. Forsøgsreaktorerne på Risø efterlod affald, som ingen kommune har villet lægge jord til, og løsningen blev at opbevare det midlertidigt og udskyde spørgsmålet til 2070’erne. En af de muligheder, der nævnes, er at sende det til Finland eller Sverige. Vi har altså ikke kunnet placere det, der kom fra et forskningsanlæg. Det er prisen. Det er den samme slags gæld som vores andre spor på jorden. Bly og kviksølv fra minedrift henfalder aldrig og bliver aldrig ufarlige. Men den ene slags forurening gør ikke den anden bedre, og de fejl, vi allerede har begået, behøver vi ikke begå igen. De, der ledte blyaffald ud i floden ved Coeur d’Alene i Idaho, hvor sølv- og blyminerne åbnede i 1885, vidste godt, at bly var giftigt. De vidste ikke, at det aldrig forsvinder. Oprydningen begyndte hundrede år senere og er stadig ikke afsluttet. Vi har regnet de hundrede tusind år ud på forhånd og skriver dem ind i tilladelserne, før vi bygger. De nye lagre skal bestå uforstyrrede længere end noget, det endnu er lykkedes os at skabe. Vi ved, hvor længe det skal vare, men vi kender ingen af de utallige generationer, der kommer til at leve med det. Ingen af dem er født endnu, og ingen af dem kan spørges om lov eller tilgivelse. I det mindste bør vi vedkende os, at det er os, der stifter gælden, at det ikke er os, der skal betale den af, og at vi stifter den for at kunne blive ved som hidtil, ikke for at overleve. #stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom