Nogle gange savner jeg ideen om at sælge ud. Ikke handlingen, men klarheden — at der fandtes en grænse man kunne pege på og sige: den overskrider jeg ikke. At der var et fællesskab der blev holdt sammen af den grænse. Andre gange ikke.
At sælge ud var et af 90’ernes centrale begreber i subkulturelle miljøer. Det betød at man opgav sin integritet for penge eller mainstream-anerkendelse — at man lod markedet bestemme hvad man lavede i stedet for at lade det vokse ud af miljøet selv. Det var et moralsk begreb, ikke et økonomisk. Man kunne godt tjene penge og stadig være real; det afgørende var om man ændrede det man lavede for at passe ind. Og det var et fællesskabsbegreb: at sælge ud var ikke bare noget man gjorde mod sig selv, det var noget man gjorde mod de andre.
Dengang i det lille nørdede hiphop-miljø var vi optagede af ikke at sælge ud. Hvis en ven fik en pladekontrakt eller et sponsorat, blev det diskuteret som et moralsk svigt. Vi tænkte ikke på staying real som det privilegium det var, men som et smukt ideal. Sådan er det ofte med idealer — de har en skyggeside, og den er tit sværest at se for dem der lever efter dem.
Senere mødte jeg skrivere fra Berlin der altid var i gang med at sælge mig noget, låne penge, finde en vej til økonomisk succes. Det var ikke ensartet — nogle af dem lavede skarpt arbejde ved siden af, og grænsen mellem hustlen og det de faktisk ville var ikke altid til at se. Men grundlaget var simpelt nok: de kom hverken fra middelklassen eller fra en velfærdsstat. De skulle overleve og helst blive rige, for sådan syntes de succes så ud. For dem var der ikke noget at sælge ud fra. Deres position var ærlig om at det handlede om penge, men den havde ikke noget begreb om at det man laver kan have en værdi der opstår mellem mennesker, i relationer — en fælles værdi der ikke kan gøres op i økonomisk afkast. Et overskud af betydning og skønhed der eksisterer uden grund, eller måske netop af en million grunde vi blot ofte ikke anerkender. Men det er ikke til at se hvis overlevelse er dagsordenen.
Street artens boom lignede berliner-skrivernes position mere end vores: den så ingen anden vej end at sælge ud. Det var et kort hul i kunstscenen hvor grupper der ikke tidligere havde haft adgang til kunstverdenen fik det — og det var reelt. Det åbnede for stemmer og æstetikker der ellers var udelukket, men det gjorde det også lettere at absorbere subkulturen som stil uden dens subversive bid. Problemet med street artens indtog i den fine kunst var ikke at den ikke var fin nok. Problemet var at meget af den lignede det kommercielle flow af billeder vi allerede befinder os i utroligt meget, uden at lege nogen af de sjove lege den klassiske pop-kunst legede. Når den var værst var den bare mere af det samme visuelle materiale vi allerede havde alt for meget af — og det blev meget af den hurtigt, på trods af sine underground credentials. Jeg var spaltet i mit ubehag — både ved kunstverdenens konformitet og ved den street credit der omgav street art. Ikke at noget af det ikke var godt, men det var ikke fordi det kom fra gaden at det var godt.
Mine gamle graffiti-venner blev noget andet og mere profitabelt — tømrere, igangsættere, designere, håndværkere. Til fælles havde de at de ikke som mig var blevet inficeret af kunstverdenens myter om kritisk tænkning og fri kunst. De skulle og ville gerne sælge og så ikke noget problem i det. Jeg blev selv kunstner med en af den slags uprofitable praksisser der kun kan lade sig gøre hvis man er velhavende eller bor i en velfærdsstat. Nogle få af de gamle venner blev også kunstnere, men tit uden for Kunstakademiets dogmer og tættere på markedets normer. Jeg syntes det var svært at være så folkelig, men også komisk at være så selvmarginaliseret.
Vores purisme forudsatte at man kunne vælge markedet fra, og den forudsætning var klasseblind. Keep it real afgjorde hvem der tilhørte fællesskabet og hvem der faldt uden for. Den sorterede efter smag og habitus og kaldte det autenticitet. Berliner-skrivernes hustle og hiphop-miljøets purisme lignede hinanden mere end vi troede: begge handlede om hvem der fik lov at være synlig og på hvilke betingelser, og begge gjorde det lettere at undgå spørgsmålet om hvad vores praksisser egentlig producerede — og for hvem.
Hvad nu hvis man fjerner det moralske vokabular og i stedet ser på hvad praksisserne producerer? Ikke for at afskrive ideen om at sælge ud helt, men for at redde det der var af værdi i den — uden alt det der i virkeligheden handlede om position og smag.
Det er vanskeligt overhovedet at snakke om kunst som værende det ene eller det andet. Kunst fungerer ofte som luksusvare — unika, spekulationsobjekt, oplagring af værdi. Men den bærer også forventninger om folkeoplysning, fællesskab, affekt og kritik. Den bevæger sig i flere logikker samtidig, og ingen af dem udtømmer den. At sælge ud forudsætter en ren tilstand inden markedet. Den har aldrig eksisteret. Men det gør ikke kunst til en vare som alle andre. Spørgsmålet er hvad det er for et arbejde der foregår dér hvor ting ikke kan opgøres i salgspriser eller KPI’er — og hvordan det arbejde opretholdes.
Den praksis jeg kalder ikke-instrumentel er ikke bare uprofitabel. Den forsøger — som intention, ikke som heltemodig realitet — at ikke lade sig styre af nyhedskriteriernes krav om aktualitet, af kunstverdenens trends og krav om at holde sig til diskursen, af fondenes strategiske prioriteter, af markedets forventninger om salgbarhed. Man er selvfølgelig altid påvirket af det. Men alt det er instrumenter — redskaber til at retfærdiggøre at noget eksisterer — og intentionen om ikke at lade dem bestemme er værd at holde fast i. En ikke-instrumentel praksis kan tillade sig at være langsom, ude af trit, optaget af noget ingen har bedt om. Den kan dvæle ved det der endnu ikke har sprog eller nytteværdi. Den kan rumme fiasko og langsomhed uden straks at blive straffet. Den kan følge en nysgerrighed der ikke passer ind i tidens diskurs. Kunsten rummer også det vi endnu ikke ved er aktuelt, og det der er gået af mode. Det er ikke fordi mainstream-kunsten ikke har værdi — det har den — men disse ting har også værdi, og de mangler ofte ressourcer og midler.
Den slags praksis hviler på en masse usynligt arbejde. Velfærdsydelser, omsorg, gratis eller billig arbejdskraft, en hel infrastruktur af andres tid og energi. Når jeg bruger tre måneder på en videoinstallation der vises for 200 mennesker, er det muliggjort af en stat der betaler børnepenge, et udstillingssted der drives af ulønnede eller underbetalte kollegaer, en fond der lige præcis havde midler i den rigtige pulje. Kunstens autonomi er en konstruktion der opretholdes ved ikke at se det arbejde der gør den mulig. Og der er et paradoks mere: selve denne refleksion — at skrive en tekst om at sælge ud, at analysere sin egen position — kan i sig selv blive en form for kapital i det kulturelle kredsløb. Det gør den ikke ugyldig, men det er værd at vide.
Velfærdsstaten forklarer noget af det — den forklarer at jeg er blevet den kunstner jeg er. Og det er i virkeligheden ikke så meget kunststøtten der gør det muligt, men velfærdsydelserne: sygesikring, børnepenge, uddannelse, den grundlæggende tryghed. Det giver mig en stor følelse af solidaritet med ikke-kunstnere der på samme måde har været så heldige at blive født med de privilegier vi har. Det er det samme fundament, og det forbinder kunstnerens situation med alle andres. Men det giver også en slags pligt til at lave den kunst der virker vigtig dér hvor man er, også selv om institutioner og marked ikke værdisætter den. Men det er mere kompliceret end det. Der findes mange parallelle økonomier: låneøkonomier, prestigeøkonomier, vidensøkonomier, håndværksøkonomier, undergrundens bytteøkonomier, fondenes omfordelingsøkonomier. Den der får Nobels litteraturpris er ikke kioskbaskeren. Der er prestige og sikkerhed til de der ikke laver hitmusik, og der er økonomi til dem der rammer tidens toneklang, og alt muligt midt imellem. Verden har godt af mange forskellige positioner og aktiviteter, ikke kun nogle få. I bedste fald trækker kræfterne i forskellige retninger, så der hele tiden opstår friktion. De bedste øjeblikke er når nogen støtter noget markedet ikke vil røre, eller når markedet bærer noget institutionerne endnu ikke har sprog for. Det bliver kedeligst når alt centraliseres, eller når én logik får lov at dominere de andre. Og de parallelle økonomier er ikke lige stærke i dag — de er under pres fra resultatmåling, impact-krav og en retorik om “kreativ økonomi” der gør alt til potentiel vækst.
Hvad er det der forsvinder når alt instrumentaliseres? Det er ikke frihed til at lave det man har lyst til — det er for let at absorbere. Og det er ikke skønhed eller autenticitet, for begge begreber sorterer og ekskluderer. Det der forsvinder er muligheden for en praksis der ikke hele tiden skal retfærdiggøre sin egen eksistens. En praksis der kan producere relationer der ikke er transaktionelle, der kan følge en undersøgelse uden at vide hvor den ender, der kan være optaget af noget upopulært eller utidssvarende uden at det er en fejl.
Og der er muligheden for relativt ubunden undersøgelse, for at tale og tænke uden altid at skulle oversætte sig selv til den logik der betaler regningen. Det handler om at gøre flere stemmer mere fri og mindre bundet op på andres dagsordener. Jeg er selv så privilegeret at jeg kan sige næsten alting, men mærker alligevel frygten for at falde uden for eller være for kritisk. Hvis den frygt findes hos mig, hvad så med dem der har mindre at stå på? Det er oftest nemmest for de privilegerede. Men det er noget vi burde arbejde for at gøre muligt for flere, ikke noget vi skal afskrive som luksus.
Det er et politisk spørgsmål, ikke et moralsk. Det handler om hvilke strukturer der muliggør praksisser der ikke kan reduceres til en enkelt økonomi — og om at gøre synligt hvem og hvad der betaler for dem. De venner der nu bor i hus i forstæderne eller har sommerhus havde måske ret i meget.
Men nu, i den kapitalistiske realisme vi befinder os i — hvor alt andet end markedet betragtes som dumt eller ubrugeligt — savner jeg et modstykke. Og jeg tænker at der måske kan reddes noget fra den ruin som ideen om at sælge ud er, med alle dens problemer. Måske kan den repareres så den kan blive en kilde til selvtillid og håb for dem der laver vigtigt arbejde uden for markedets og institutionernes logik. Ikke som moral og fordømmelse, men som bevidstheden om at der findes uendeligt mange vigtige ting og økonomier der alle har en ret til at eksistere og noget at bidrage med. Den reparerede version af kravet om ikke at sælge ud ville se værdien i kunstnerdrevne minimaøkonomier og gør-det-selv-løsninger. Den ville pege frem mod større bæredygtighed, både økonomisk og menneskeligt, frem for økonomiens slutforbrug af både mennesker og ressourcer. Den ville insistere på at tænke på relationer og kroppe som mere end transaktionsobjekter. Og den ville omfavne en uren position — ikke sælge helt ud, men heller ikke nægte at vi alle til dels sælger ud og er implicerede og indlejrede i verden. Men at vi ikke behøver at opgive helt af den grund. At sælge ud er ikke det modsatte af at være fri — det er vilkåret, hvorfra en anden form for frihed kan begynde at tage form.
#stufiwonderabout #tingjegspørgermigselvom
