Når krigen kommer hjem til os, hvem vil så byde os fra nationer, der har vendt verden ryggen, velkomne?
Når krigen kommer, har vi så endelig åbnet ørene for de færdigheder og den viden, de der er flygtet hertil bar på?
Når krigen kommer, og vi ikke længere hører til noget sted, vil vi så opgive vores skikke og traditioner for at “passe ind” der, hvor vi nu engang tilfældigvis havner?
Når krigen kommer, som den altid gør, og imperiet vi lever i bliver et andet, hvordan vil vi så huske de magter, vi tækkes i dag?
Når krigen kommer, vil vores grænser, som vi har vogtet så nidkært, pludselig blive til linjer i sandet, som vi selv må krydse med bøjet nakke?
Når krigen kommer, vil vi så ønske, at vi havde lært os de sprog, vi kaldte fremmede, i det land, vi må forlade?
Når krigen kommer og tvinger os på flugt, vil vi så lære vores børn at bære vores kultur med sig, eller vil vi prøve at glemme, hvad der var engang?
Når krigen kommer, og vi må søge husly blandt fremmede, vil vi da huske, hvordan vi selv lukkede døren for dem, der bankede på?
Når vi igen bliver en del af folkevandringer, vil vi så stadig klamre os til de identiteter, vi opdeler verden i?
Når krigen kommer, og vi måske søger asyl i fremmede lande, vil de så kræve, at vi består sprogprøver på deres modersmål inden for tre år for at få lov til at blive?
Når krigen kommer, og vi flygter fra vores hjem, vil vi så acceptere at leve i udkanten af samfundet, i særlige “danskerlandsbyer”, adskilt fra den lokale befolkning?
Når krigen kommer, vil vores uddannelser og erfaring så pludselig være værdiløse i et fremmed system?
Når krigen kommer, og vi må forlade alt og rejse let, vil fremmede stater så konfiskere vores smykker og opsparinger for at finansiere vores ophold?
Når krigen kommer, og vi må tilpasse os nye kulturer, vil vi så blive beskyldt for at leve i parallelsamfund, når vi søger sammen med andre danskere og holder vores traditioner i hævd?
Når krigen kommer, og vi boligplaceres i områder med mange andre danskere, vil vi så vågne en dag til beskeden om, at vores kvarter nu er kategoriseret som en “hård ghetto”? Vil myndighederne tvinge os til at flytte, fordi der er for mange som os samlet på ét sted? Vil vores børn blive tvunget i institutioner 25 timer om ugen for at lære den nye kultur og det nye sprog, mens vores naboer af anden oprindelse kun behøver at sende deres børn i institution 10 timer?
Når krigen kommer, vil vi da opleve, at vores lejligheder rives ned, fordi områdets andel af “danske flygtninge” skal reduceres til under 30 procent, og at vi får halvt så lang tid som andre til at finde et nyt hjem? Vil vi forstå betydningen af at blive stemplet som et “samfundsproblem” udelukkende baseret på vores oprindelse og antallet af os i samme område?
Når krigen kommer, vil vi så blive mødt med krav om, at vi skal hilse embedsmænd på bestemte måder for at bevise vores villighed til assimilation?
Når krigen kommer, og vores børn leger med de lokale børn, vil de så blive kaldt dårligt integrerede, hvis de taler dansk sammen i skolegården?
Når krigen tvinger os på flugt, vil vi så blive mødt med mistro, når vi fortæller vores historier, og blive bedt om at bevise, at vi er “ægte flygtninge”?
Når krigen kommer, og det gør den jo før eller siden, bliver det så klart at alle dem vi kalder “fremmede”, er os selv i morgen?
#stuffiwonderabout #tingjegspørgermigselvom